"Sympati for en morder" har jeg kaldt dette indlæg. Fordi det også dækker om gårsdagens foredrag om krigen i Afghanistan og de soldater, som frivilligt lader sig udsende med fare for at skade eller dræbe cilive uskyldige mennesker. Det foredrag var spændende og lærerigt, men det vil jeg ikke skrive så meget om. Jeg vil tværtimod skrive om noget andet: besøg på Ringe Statsfængsel. Idag var vi (juraholdet + mig) nemlig i Ringe for at se et lukket fængsel og snakke med to dømte mordere på hhv. 19 og 18 år. Jeg var på samme tur på E10, og det havde gjort kæmpe indtryk på mig, så derfor havde jeg fået lov til at komme med igen.
Vi blev vist rundt i fængslet af fængselsbetjenten Kim. En sød, glad, udadvendt og meget sympatisk fyr. Mere om ham senere. Først fortalte Kim kort om sin karriere som fængselsbetjent, som startede i Vestre Fængsel. Her opridsede han de tilsyneladende store forskelle mellem Vestre Fængsel og Ringe Statsfængsel, hvor sidstnævnte efter hans opfattelse opererer efter en meget mere human tilgang til de indsatte. Dernæst fortalte han om Ringe Statsfængsels opbygning og hvilke afdelinger, der findes. Hertil kom en masse anekdoter om de forskellige typer indsatte og det altoverskyggende hierarki, der hersker i fængslet. Han gav også sin holdning til kende omkring fængsels- og rettergang-lovgivningen. Han fortalte om sin hverdag og den daglige omgang med de indsatte og svarede på spørgsmål fra publikum omkring narkopolitikken i fængslet, for til mange af vi tilhørendes forbløffelse er personalet fuldstændig klar over, at der smugles og sælges og tages stoffer i fængslet – sågar af og til også på den stoffri afdeling. Han fortalte en del anekdoter fra sit liv med de indsatte med flugtforsøg, overfald, konflikter m.m. Alt dette var i sig selv et spændende indblik i en verden, som ligger utrolig langt fra vores hverdag – men det skulle vise sig at blive langt mere interessant at høre Rasmus' og Christians personlige beretninger…….
Da drengen bag stadiondrabet i Aalborg, Rasmus Popenda, berettede om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus er enebarn, hans forældre (begge alkoholikere og en del af værtshusmiljøet i Aalborg) blev skilt, da Rasmus var ganske lille. Derefter fik begge forældre nye kærester, og især hans stedfar havde Rasmus store problemer med. Han fortalte, at Rasmus havde banket ham et utal af gange, hvor stedfaren var endt på hospitalet hele syv gange. Ifølge Rasmus ganske enkelt fordi, at stedfaren behandlede moren rigtig skidt og kaldte hende luder og var voldelig overfor hende, og det kunne Rasmus ikke acceptere. Han fungerede som morens beskytter. Moren var og er i øvrigt alvorligt syg på grund af nogle problemer med maven. Dette hjælpes selvfølgelig heller ikke ligefrem godt på vej af alkoholmisbruget. Så overskud har der således aldrig været i Rasmus’ hjem, der altid har været præget af vold og misbrug. Disse to blev ret hurtigt også en del af Rasmus’ liv udenfor hjemmets fire vægge, idet han efter eget udsagn opsøgte andre fyre med sociale problemer – bare 3-4 år ældre end ham selv. Dette resulterede i, at Rasmus som sagt droppede ud af folkeskolen allerede som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage stoffer og lave lidt småkriminalitet. Herfra gik det kun ned ad bakke for Rasmus; han begyndte at sælge stoffer og begik sig i meget voldelige miljøer. Som 12-årig blev Rasmus efter et skænderi smidt ud hjemmefra. Han blev efter eget udsagn skubbet ud ad døren, fik en sportstaske med sit tøj smidt efter sig, hvorefter døren bag ham blev låst. Herefter boede han på gaden i en uges tid, hvorefter han flyttede ind på et børnehjem.
Den gribende fortælling om en forfærdelig skæbne og en endnu mere forfærdelig barndom satte sig i hele min krop. Jeg følte fysisk ubehag og blev meget rørt. Fik lyst til at hjælpe ham. Men følte samtidig en total afmagt. For hvad skal man gøre ved denne her fyr – og de tusinder af andre i Danmark, der er født ind i samme forfærdelige miljø som ham? De har aldrig fået en værdig chance for et ordentligt liv. Deres skæbneterninger er allerede kastet, når de fødes ind i sådan et miljø. Eller hvad?
Rasmus’ fortælling var på én måde sørgelig, men for mig også livsbekræftende. Sørgelig mest fordi den er et eksempel på et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor griber ingen ind, når en 10-årig dropper ud af skolen - og når både Rasmus' mor og Rasmus sågar selv har ringet til kommunen og bedt om hjælp? Men alligevel livsbekræftende, for Rasmus er et eksempel på en dreng, der ved, at han har været ude i noget lort, men gerne vil videre nu. Han opfører sig godt i fængslet, har knyttet et tæt bånd – man fristes til at sige venskab – med fængselsbetjenten Kim. Når de to taler til eller om hinanden lyser det langt væk af gensidig respekt. Kim er en beundringsværdig mand. Han er i stand til at se bort fra den forfærdelige gerning, som Rasmus og de andre indsatte har begået, men tager kun stilling til mennesket inde bagved og arbejder med det. Hvis jeg havde en hat, så ville jeg tage den af for Kim. Han er for sej, og verden har brug for flere af hans slags. Jeg tror på, at han har været et vigtigt led i den positive udvikling, som Rasmus uden tvivl har gennemgået og stadig gennemgår. Derfor er det livsbekræftende – det giver mig en følelse af og et håb om, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevide. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie.
Christian, den anden morder, havde ikke så meget andet at sige om sin barndom end at han ”har haft en normal og tryg barndom, han kunne bare godt lide at slås og opsøgte selv folk med samme interesse”. Det virker som en letkøbt forklaring – der må naturligvis ligge noget bagved. Efter min overbevisning udvikler en normal og velfungerende knægt ikke ”bare lige” en interesse for at slås. Jeg ville ønske, at han havde fortalt mere og prøvet at placere ”skylden” et andet sted end hos sig selv – for der tror jeg bestemt ikke, den hører hjemme. Han virkede som en relativt skarp og reflekterende dreng, der bare har fået nogle dårlige værdier og negative påvirkninger et eller andet sted fra. Men det er svært at sige.
Sympati for en morder. Faktisk to mordere. Det var den følelse, jeg trådte ud af Ringe Statsfængsel med. For hvert minut de to fyre sidder længere inde i det fængsel, desto mere negativt påvirket bliver de. Og som de selv nærmest grinende sagde i total enighed, sidst jeg besøgte dem: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud af fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind”. Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, de sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af den opfattelse. Fængsel er ikke godt for nogen. Fyrene har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag og dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at blive respekteret, at få følelsen af at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte – heldigvis hiver Kim som person dog i den modsatte retning. Men fængslet som institution gør intet godt for noget individ. Intet.
Så få nu de fyre og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde som flyttemand el. lign, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.
Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men især ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag 1 er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?
Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det lyder som om, man retfærddiggør deres handling. Det gør jeg bestemt ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men hvis man prøver at forstå i stedet for at fordømme, kommer man længst.