søndag den 18. december 2011

Glædelig jul og betændt hals

Jeg ligger syg på femte dag nu. Halsbe-fucking-tændelse. Jeg hader det. Hader alt det sjove, der sker, som man går glip af på grund af en lortehals. Jeg har også tandpine. Visdomstænderne presser på (og jeg er ikke engang begyndt på studie endnu, høhø). Men nok brok for nu.
Apropos studie - det er snart. Jeg fik brev fra dem igår, om hvilke bøger jeg skal købe til studiestart. Det gav lidt et sug i maven. "De ved, at jeg kommer - de venter mig!" Det bliver crazy. Et helt nyt kapitel. Jeg prøver at forestille mig, hvordan det bliver, men jeg kan ikke rigtig. Men jeg kan mærke, at det bliver godt til mig.
Om to uger flytter jeg ind hos Johanne i Aarhus. Min veninde fra gymnasiet. Det er begrænset hvad vi har set til hinanden de sidste 1,5 år (et år på højskole og et halvt i Kbh), men vi havde det intet mindre end fantastisk dengang, så hvorfor ikke. Vi har også næsten prøvet at bo sammen, fordi jeg så godt som boede hos hende og Anne Sofie (anden veninde), da de boede sammen i gymnasiet. Så det skal nok gå. Eller - det skal ikke bare gå. Det bliver awesome! Her er Joe og jeg. Hun er en dejlig skør starut, og jeg glæder mig til at se hende hver dag. Men ak, at skulle flytte fra København. Byen, som jeg ganske enkelt er blevet forelsket i. Har haft den bedste tid herovre. Med Andreas og en masse andre. Nu skal jeg undvære ham. Det bliver det værste: at han bor i den anden ende af landet. Tvivler på om jeg kan føle mig hjemme et sted hvor han ikke er. But time will tell...

Siden sidst er der sket en hel masse (jeg er blevet så uendeligt ringe til at opdatere min blog!).
Jeg har været en uge i Marokko med mine forældre og min mormor. Det var fantastisk. Den bedste ferie nogensinde, vil jeg tro. En god blanding af eksotiske ekskursioner og kulturelle oplevelser og solbadning. Og, indrømmet, så nød jeg også at være det eneste "barn" med. Mine søskende er skønne, bevares, men det er nu rart at få så meget opmærksomhed. Det var også tiltrængt, da jeg kun har set min familie i meget begrænset omfang det sidste års tid. De er nu søde, og jeg glæder mig til at komme hjem til jul.

Jeg skulle egentlig have været hjemme nu (til gymnasiejulefrokost og Julies fødselsdag), men det satte den kære halsbetændelse en klar stopper for. Satans. Men jeg må se det på den lyse side: så får Andreas og jeg lige en sidste hygge-weekend sammen i lejligheden. Den kommer jeg virkelig til at savne - lejligheden. Jeg føler mig så meget hjemme her. Det er vores trygge, gode sted.

Andre højdepunkter: julefrokostweekend på højskole med alle de gamle. AMAZING. Det er altid et hit at komme tilbage til Rødding. Cille var på weekendbesøg hos mig her i Kbh. Det var hyggeligt og dejligt at vise hende mine "nye" omgivelser :-)

Imorgen skal jeg (hvis jeg er rask nok, 7, 9, 13) til Aarhus og til jobsamtale om et studiejob og underskrive kontrakt på lejligheden i Aarhus. Spændende, spændende.

Forleden fik jeg en innovativ tanke vedrørende madspild. Hvorfor stiller man ikke et lille køleskab op i hver (aflåst) opgang - til varer, som man ikke får spist. I stedet for at smide dem ud. Jeg tror, vi alle kender situationen: man står og skal til at smide noget mad ud, som man har tilovers, og tænker: "jeg burde jo egentlig give det her til nogen, for det kan jo sagtens spises", men tænker så, at det er for bøvlet og smider derfor maden ud. Men så fandt jeg løsningen :-) Et fælles madkøleskab for hver opgang/boligblok til rester til fri afbenyttelse. Bom - problem solved.

Nu vil jeg tilbage til mine Halls bolcher, varmedunk, dyne og grønne te. Det er kedeligt at være syg.
Men snart er det jul, juhuuu!

Og nårh jo, hov, jeg glemmer da helt at fortælle, at jeg lige skal et smut til Berlin med Andreas d. 21. og 22. december. Til juleshopping, hygge og Coldplay koncert. Og som afslutning på vores tid sammen i København. Piv. Men det bliver den bedste tur!


xx

Ida

lørdag den 24. september 2011

"Et savnens menneske" og strøg-muslimer

"Du er et savnens menneske," fik jeg for nylig at vide af en, der kender mig godt. Og efter nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at det faktisk er fuldstændig rigtigt.
Man kan aldrig få det hele, og jeg savner det, jeg ikke har. Altså savner jeg hele tiden.
Før jeg tog på højskole ønskede jeg mig væk, jeg ville ud og prøve noget nyt og møde nogle nye mennesker. Det gjorde jeg så, havde den mest fantastiske tid på skolen, men savnede konstant mine gamle venner og min familie. Nu bor jeg i København med Andreas, og nu savner jeg både højskolen, mine gamle venner og min familie.
Ikke at jeg har det dårligt. Slet ikke - jeg har det super godt. Men savn er en løjerlig størrelse. For mig er det tanken om, at der er noget latent godt et andet sted, hvor jeg kunne befinde mig. Og det vil der jo altid være.
Man må bare huske at nyde det, som man er i, mens man er i det, og ikke kun når man tænker tilbage på det bagefter.

Det er lørdag aften i København. Det bliver rigtig hurtigt mørkt nu, efteråret er for alvor kommet.

Var på strøget idag, og fik en god diskussion med nogle troende muslimer, der stod ved en bod og stoppede forbipasserende mennesker for at overbevise dem om, at islam er sandheden. Deres hjemmeside hedder Kaldet.com. Jeg fnisede indvendig, da han fortalte det. Ved ikke hvorfor. For mig er det bare komisk at kalde en helt alvorlig hjemmeside Kaldet.com. I hvert fald fik vi en supergod diskussion om islam, og han blev udfordret. Jeg spurgte meget ind til kvindesynet i islam. Ved boden stod der cirka ti mænd for at udbrede Allahs budskab. Jeg spurgte, hvorfor der ingen kvinder var. "De kommer senere," var hans svar, og det var ret tydeligt, at de ikke ville komme senere, men at han ikke ville indrømme, at de udelukkende var mænd, fordi det ville styrke mine argumenter og svække hans egne. Så sluttede samtalen ligesom der, og jeg trissede videre for at finde en kjole til lørdagens fest.

Jeg er ved at blive rigtig glad for at bo i København, og storbylivet i det hele taget. Cykleafstand til gågade, tusindvis af kultur-tilbud, fitness og indkøb 20 meter væk, s-tog 10 meter væk. Der er så overvældende mange muligheder! Det kan jeg godt vænne mig til...

xx

Ida

mandag den 5. september 2011

fra den ene yderlighed til den anden

Så er det vist på tide med et nyt indlæg fra min hånd. Der er sket MEGET siden sidst!
En dejlig sommerferie er veloverstået. Højdepunkterne var Roskilde Festival, Rødding Revival og en cykel/telt-tur fra København til Skåne. Al min resterende tid denne sommer er gået til hårdt arbejde derhjemme. Så jeg har fået tjent en masse penge, og det er skønt.
Nu er jeg endt i København. 2400 Nordvest. Ja, her bor jeg faktisk nu...
Farvel til grusveje, vilde dyr og velkendt nordjysk humor - og goddag til storbylivet med fitnesscenter, s-tog og menneskemylder. Det er faktisk ganske charmerende. En forfriskende afveksling - fra den ene yderlighed til den anden.
Faktisk bor jeg kun 50 meter fra det hus, hvor jeg blev født. På sofaen oppe i stueetagen. Andreas og jeg gik en tur forbi forleden. Det var sjovt at se. Jeg kan huske, mine forældre har fortalt, at de flyttede fra nordvest til Jylland, fordi de ikke ville lade deres børn vokse op et sted, hvor der lå brugte kanyler på legepladsen. Jeg har altid syntes, det var fjollet, og tænkt, at så slemt kunne det vel heller ikke være. Men nu forstår jeg, hvad de mener.
Den dag, vi flyttede ind, kørte min far mig herover med al min habengut. Vi fejrede indflytningen ved at tage på pizzaria, og her kom en meget fuld/skæv/påvirket mand hen og snakkede upassende til os på gaden. Så var stilen ligesom lagt for den kommende tid! Heldigt, at jeg er en rummelig sjæl, der tager det meste med et grin.
Her er mange flere udlændinge end herhjemme. Alle mulige spændende etniciteter. Navnet på nabolejlighedens dør lyder bosnisk, og jeg får lyst til at banke på og høre vedkommendes historie. Det er spændende med alle de forskellige skæbner, man støder ind i på gaden. Jeg danner altid historier i mit hoved, når jeg møder nogen. Hvem er de, og hvor er de på vej hen? Hvordan er de endt her, og hvilke erfaringer har de gjort sig i deres liv? Jeg tror ikke, de forvænte københavnere tænker over den slags, men jeg nyder det. Det er spændende, hver gang man skal uden for døren - for man ved aldrig, hvem man møder, og hvilke tanker de personer kan sætte gang i. Det var mere sikkert derhjemme, hvad man ville møde udenfor døren - træer, grusveje, marker, agerhøns og en hare eller et rådyr på en god dag.
København er dejlig og spændende kontrastfuld. Farverig og samtidig grå. Florlet dansende og alligevel betontung. Ensom og overbefolket.
Jeg er sikker på, at jeg kommer til at nyde tiden her. Her sker så meget. Det er kun fire dage siden, at vi flyttede. Jeg føler mig allerede hjemme. Måske mest af alt fordi Andreas også er her.
Jeg er startet på arbejde som handicaphjælper, og det er et rigtig skønt arbejde. Er virkelig glad for det. Nattevagterne kan godt være hårde, og der venter mig tre af slagsen de næste tre dage. Men det skal jeg nok klare. Så har jeg fri i 6 dage bagefter. Så skal København udforskes, og jeg skal hygge mig og slappe af!
Andreas og jeg har købt abonnement til Fitness World. Jeg troede aldrig, det skulle overgå mig, da jeg altid har været af den overbevisning, at man da altid bare kan løbe sig en tur - det er gratis. Men det får man (læs: jeg) jo ikke gjort. Fitnesscenter har altid lydt så poppet i mine ører, og visse af mine fordomme er da også blevet bekræftet derovre, men alligevel er jeg positivt overrasket. Når jeg er derovre alene, er det en perfekt afkobling, og når Andreas er med, er det en hyggelig fællesaktivitet. Og man får det så godt bagefter - både fysisk og psykisk (det piner mig en smule at give alle de forbistrede kulørte dameblade ret....).
Jeg pendler med s-tog til arbejde. Det er så storby-agtigt. Jeg mangler bare en café latte to go og en hurtig gang efter et målrettet blik gennem menneskemængden. Sådan ser den typiske københavner ud i mit hoved. Og gud, hvor har jeg set mange af den slags typer allerede. Det morer mig hver gang.

Der er gratisaviser overalt i København - dét er fedt! Til gengæld er fremmede mennesker ikke særlig høflige overfor hinanden - faktisk ænser de slet ikke hinanden, hvis de kan blive fri. Som den naive nordjyde, jeg nu engang er, falder det mig helt naturligt at sige pænt hej og farvel og helst også noget andet imellem til kassedamen. Og smile til folk, der går forbi mig på fortovet.
Jeg føler, at folk tænker: "hun er vist fra Jylland", når jeg gør det. Jeg tror, det bliver et mål for mig som jyde at sprede lidt mere uforpligtende almen venlighed i det københavnske byrum.

Cille og jeg har talt om at rejse en måned til januar. Måske til Australien. Men nu må vi se, hvad der sker. Det kunne være fantastisk - nye eventyr! Det kan jeg godt lide.



Den nybagte københavner takker af for nu.

torsdag den 19. maj 2011

Israel/Palæstina, Journalisthøjskole og foredrag



Så er vi kommet hjem fra det smukke og fantasiske Israel. Det har været den mest intensive og mest søvnløse og mest spændende uge i mit liv. Vi har snakket med NGO'er, interviewet universitetsstuderende israelere, besteget et bjerg for at komme op til den jødiske ørkenborg Masada, vi har badet i Det Døde Hav og vi har været i Ramallah og se det palæsinensiske præsidentpalads og Yassir Arafats grav. Vi har drøftet konflikten med Dr. Mustafa Barghouti, som var palæsinensisk præsidentkandidat ved sidste valg i 2005. Vi har mødtes med forskellige danskere, der af forskellige grunde er bosat i Israel og arbejder med konflikten bl.a. TV2-korrespondent Steffen Jensen, eks-chefredaktør for Politiken Herbert Pundik og korrespondent for Weekendavisen Hans Henrik Fafner. Virkelig inspirerende mennesker, der kunne give os et indblik i konflikten set med danske briller. Vi har besøgt og interviewet en palæsinensisk terrorist, der plantede en bombe ved Jaffa Gate i Østjerusalem og sårede 9 jøder - og sad 17 år i fængsel for det. Vi har set Tempelbjerget med Klippemoskeen, Grædemuren, Patriarkernes Grav, Golgata, Gethsemenes Have, Oliebjerget og meget mere. Vi har talt med en jødisk bosætter, David Wilder, der er særdeles pro-israelsk og meget ekstremistisk i sin tro. Vi har også talt med en Hamas-tilhænger, Khaled Amayreh, som er lige så ekstremistisk. Vi har været hos det israelske udenrigsministerium og snakket med dem om konflikten. Vi har overværet fredagsbønnen på torvet i Bethlehem, og vi har set Fødselskirken, som er opført det sted, hvor stalden med Jesu krybbe stod. Vi har været i Mea She'arim, som er det mest fjendtlige sted, jeg nogensinde har været. Det er her, alle de ultra-ortodokse jøder bor sammen - og kvarteret er ikke glade for turister, hvilket vi fik at mærke. Mere om det i et senere indlæg. Vi har også besøgt en palæsinensisk FN-flygtningelejr og forskellige jødiske bosættelser. Vi har besøgt Anne Marie, som er fra Kaas i Nordjylland, og nu bor i Israel og er gift med en palæstinensisk politiker. Alt dette på fem et halvt døgn. Behøver jeg sige, at vi IKKE fik sovet og ikke spildte tid på at spise?
Det har været den fedeste tur. Jeg har lært SÅ meget - er virkelig blevet klogere på mange ting. Jeg laver et indlæg senere, hvor jeg reflekterer over konflikten og beskriver mine indtryk dernedefra.

Nu til noget helt andet, som jeg OGSÅ er utroligt glad for: Jeg er blevet direkte optaget på Journalisthøjskolen. Blandt de 1400 ansøgere var jeg åbenbart blandt de 125 bedste. Jeg er ubeskriveligt stolt og svæver på en lyserød sky for tiden. Nu gælder det bare om at finde et sted at bo. Jeg håber på at finde et hyggeligt og billigt kollegie mellem Århus C og Nord, hvor Journalisthøjskolen ligger. Men jeg har søgt en masse, så nu venter jeg bare. Men hvor er jeg dog ovenud lykkelig for at være kommet ind - og stolt. Helt ufatteligt. Tænk, at lille mig faktisk er så dygtig!

Igår var en dag, hvor jeg gjorde noget grænseoverskridende. Jeg var med Johan (F11-elev) ude på Frederikssund Gymnasium og holde foredrag om Israel/Palæstina-konflikten og vores tur derned - for over 100 mennesker! Det var en rigtig god oplevelse, og jeg fandt ud af, at det faktisk slet ikke er slemt at tale overfor store forsamlinger. Faktisk giver det lidt et rush. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg gør det.


Vi går ind i den allersidste tid på højskolen... 23 dage tilbage. Det er sørgeligt, virkelig. Jeg kommer til at savne det. Men alligevel er det som om, at det er mere okay, nu hvor jeg ved, hvad jeg skal. Så er der lige som noget nyt at se frem til - det næste kapitel ligger fast. Og jeg glæder mig SÅ meget!
Jeg er en meget glad pige for tiden.




xx




Ida.

tirsdag den 10. maj 2011

Vi er lige gået ind i 3. time tilbragt i grænsekontrollen mellem Egypten og Israel. Sidstnævnte er ikke just gæstfri og er ikke meget for at lukke os ind. Så her sidder vi så - vi kan ikke få at vide, om vi kan komme ind og hvor lang tid der går. Vi har kun fået 3 timers søvn (i en bus) og skal vågen de næste 20. Vi er voldsomt trætte og udmattede. Men de sidste to dage, som vi har tilbragt i Egypten, har været sindssygt spændende. Vi har snakket med aktivister, som i mere eller mindre indirekte grad bidrog til at revolutionen brød ud. Så overværede vi en demonstration på Tahrir-pladsen. Vi lavede også klassiske turist-ting som at se pyramiderne (fascinerende!),
at ride på kameler og heste i ørkenen og at besøge det egyptiske nationalmuseum. Vi boede lige ved Nilen og var næsten nabo til Mubaraks gamle hovedkvarter, som nu står fuldstændig smadret og brændt. Natten til den dag, hvor vi ankom til Cairo, var 150 kristne (koptere) blevet såret i nogle optøjer og 10 var døde. Så vi fik at vide at vi skulle være ekstra påpasselige når vi bevægede os rundt i byen. Men det gik.
Nu er vi klar til Israel. Israel er åbenbart bare ikke klar til os.
Jeg vil putte mig ned i min sovepose på gulvet og indhente noget søvn og håbe på det bedste.

torsdag den 5. maj 2011

4. maj + mæslingeaffære

Igår var det 4. maj. Befrielsesdagen. I den anledning havde vi samfundsdebattør og eks-PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen ude og holde befrielses-foredrag på højskolen. Det var spændende - og virkelig flot, for der var levende lys i alle vinduer på den smukke gamle skole. Derudover havde vi lavet en udendørs kunstinstallation i faget Land Art. Installationen skulle afspejle befrielsen og bestod af nogle små skæve huse på græsplænen med lys i og lyden af en frihedstale i baggrunden. Det var rigtig flot, og alle de lokale pensionister, som var kommet for at høre talen, var også vilde med installationen. Så det var en dejlig aften med en god tale med et godt budskab: nemlig at besættelsen aldrig må gå i glemmebogen, selvom de nuværende unge generationer ikke levede dengang.
Dagen idag startede meget dramatisk, da vi til morgensang fik at vide, at der er mæslingeepidemi på Sjælland, og man var bange for, at den ville sprede sig til Jylland. Så begyndte mine alarmklokker at ringe, fordi jeg som barn ikke er blevet vaccineret mod mæslinger. Derfor bed jeg i det sure æble, trodsede mine nålefobi og gik ned til lægen og fik vaccinationen. Så nu er det gjort. Det var ikke slemt overhovedet, og Andreas var heldigvis med for at berolige mig.

Israel rykker nærmere og nærmere..... Og nu er der ingen fare for at få udbrud af mæslinger dernede. Juhuu!


xx


Ida

tirsdag den 3. maj 2011

Back to school

Efter en uge i Prag, en påskeferie derhjemme og nogle "ualmindelige" dage på højskolen med ekskursioner, er vi nu gået i gang med en almindelig højskoleuge. Det er nu rart at være tilbage til det vante.
Det uvante venter dog meget snart igen, da vi rejser til Egypten+Israel lørdag nat. Jeg glæder mig helt sindssygt meget. Det bliver en oplevelse for livet.
Jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i Aarhus i lørdags. Prøven var delt op i en videnstest, en sprogtest og nogle forskellige skriveøvelser. Sprogtesten gik super (er min fornemmelse), videnstesten også ganske godt. Jeg tror, at min svaghed ligger i skriveøvelserne. Men i disse dage er de 1400 (!) prøver ved at blive rettet, og så må vi håbe, at jeg er blandt de 252 bedste, som kommer ind. Jeg tvivler dog meget stærkt på det.... Men pyt - er begyndt at finde alternativer og tænker på lingvistik, humanistisk informatik, dansk, retorik eller HUMBAS (humanistisk basisstudium på RUC). Alle studierne kunne være vildt spændende - det svære er bare at vælge. Er begyndt at lege lidt med tanken om at flytte til København og studere i stedet for Aarhus. Der flytter Andreas jo måske også til (afhængig af om han kommer ind på Mediehøjskolen i Kbh eller Skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev). København ER jo en dejlig by... Men det er Aarhus også! Det er svært...
Selvfølgelig er mit førstevalg dog at komme ind på Journalisthøjskolen. Men må dog indrømme, at min tro på det kan ligge på et meget lille sted. Øv! Men næste år er der jo en ny optagelsesprøve......
Idag havde vi en cand.mag i historie og Mellemøsten ude og snakke med os om de autoritære regimer og den aktuelle politiske situation i Mellemøsten. Det var sindssygt spændende, og jeg blev så inspireret, at jeg selv begyndte at researche en hel masse om det bagefter.

Jeg har det super dejligt for tiden. Jeg lærer en masse og oplever en masse og hygger mig en masse - og jeg har rigtig travlt. At jeg ikke har skrevet på min blog i så lang tid er et resultat deraf.

Nøj, hvor jeg dog glæder mig til Mellemøst-rejsen. Det bliver det mest spændende, jeg nogensinde har prøvet... Kan næsten ikke vente!


xx


Ida

søndag den 24. april 2011

Påsken har bragt velsignet bud... og nyt arbejde

Nu har jeg været revet ud af min højskole-skal siden onsdag. Altså fem dage ude i den rigtige civilisation. And God, I miss it! Det vante liv på gården i Nordjylland har bestemt også sin charme - særligt når man har haft det lidt på afstand i 8 måneders tid efterhånden. Men højskole er der nu intet, der slår.
Andre F11'ere har ladet højskolen køre videre på Sjælland med fester hos diverse elever, men jeg kunne desværre ikke være med, fordi jeg havde et nyt arbejde, jeg skulle hjem og læres op i. Mere om det senere. På vores tur til Tjekkiet florerede en virus med opkast og kvalme. Den bredte sig til flere af skolens elever, men startede hos en ved navn Hans. Derfor fik den navnet H.A.N.S.. Den blev jeg også ramt af, da jeg kom hjem til gården og tilbragte hele onsdag nat med at kaste op. Jeg fik også smittet min mor. Så H.A.N.S kommer vidt omkring i det ganske land. Heldigvis var jeg frisk til lørdag, hvor jeg skulle have min første vagt hos Danmarks Saltcenter i Mariager. Den forløb fint, og jeg er godt tilfreds med jobbet. Flinke kollegaer også. Jeg skal stå i receptionen og sælge billetter og diverse salt-souvenirs fra gift shoppen. Jeg har allerede en yndlingstjans på stedet: at sætte saltminens biograf igang. Så skal man gå ned i en fake saltmine og fortælle de spændte børn og barnlige sjæle, der sidder klar, at de skal huske at spænde deres sikkerhedssele, for Fun Riden kan godt blive lidt vild! Åh, de får julelys i øjnene de små.. Så arbejdet er fint, og jeg skal nok få nogle gode timer derude til sommer.
Påsken har også budt på gensyn med nogle gamle kendinge fra Arden. Michael blandt andet. Vi var i Ø. Hurup og spise, og det var hyggeligt. Dejligt at catche up - og dejligt at føle at man stadig kender hinanden godt, selvom man ikke har haft så meget kontakt de sidste 8 måneders tid.
Vejret er fabelagtigt og har været det hele påsken. Jeg har lige været på en dejlig cykeltur i aftensolen efter en lang arbejdsdag. Det var en skøn tur i den smukke nordjyske natur. Dog slugte jeg et større antal insekter, som bare var uheldige at befinde sig i det samme luftrum som min åbne mund. Føj. Fik også et par lussinger af nogle humlebier, der crashede mod min kind. Men skøn var cykelturen!

Nu skal jeg se Krysters Kartel med mine kære forældre.. De er nemlig tossede med det og vil gerne vise det til mig.

...

Nu har jeg lige set Krysters Kartel, og det var virkelig sjovt. Jeg er hooked!

Imorgen skal jeg hjem til Rødding. Andreas kommer dog først hjem på lørdag. Øv.


xx


Ida

tirsdag den 19. april 2011

Journalist-ekskursion til hovedstaden

Igår var vi (journalistholdet) på ekskursion til København. Her var vi med til redaktionsmøde på dagbladet Information for at se, hvordan sådan noget foregår. Det var fedt at se processen i, hvordan de diskuterer og udvælger de bedste historier og de skarpeste vinkler til morgendagens avis. Derefter tog vi ind til produktionsselskabet Mastiff's hovedkontor. Her snakkede vi med en ung journalist, der arbejdede som tv-tilrettelægger, og blandt andet har været med til at lave Paradise Hotel. Det var virkelig spændende og bekræftede os allesammen i, hvor mange forskellige muligheder journalistfaget giver. Efter det tog vi ud i DR-byen, hvor vi blev vist rundt og snakkede med en ung journalist, som arbejder med at lave børne-tv på DR Ramasjang. Også rigtig spændende at høre om, men jeg tror ikke lige, det er noget, jeg skal lave.
Vejret var fantastisk, så da vi var færdige med dagens program lagde vi os i Kongens Have, hvor vi terpede grammatik-regler, så vi er klar til optagelsesprøven på næste lørdag. Kongens Have er virkelig et dejligt sted - der var vildt mange mennesker, som hyggede sig og nød solen! Jeg kom helt i festival-stemning.. København er nu en charmerende by!
For at det ikke skal være løgn, skal vi om halvanden time på endnu en ekskursion - denne gang til hhv. Jelling Flygtningecenter og Gellerupparken i Aarhus. Temaerne er integration og etnicitet, og vi skal snakke med nogle mennesker, som vi bagefter skal skrive artikler om/portrætter af.

Nu skal jeg lige have vasket lidt tøj, inden vi tager afsted...


xx


Ida

søndag den 17. april 2011

Hjemkomst fra adventure-tur

Jeg sidder i sommersolen og skriver blog. Omkring mig er en masse højskoleelever, der ligger på tæpper og nyder de varmende stråler. Peter Bellis stemme lyder fra båndoptageren, og der bliver ivrigt bladret i aviser. Vi er allesammen glade og har det godt. Vi har taget bordtennisbordet udenfor for at kunne spille i solen. Mange har bare tæer, og det grønne græs kilder mellem tæerne. Vi har det nu dejligt.
Igår kom vi hjem fra vores adventure-studietur til Tjekkiet. Det har været en fantastisk tur. Hård og intensiv, men utrolig sjov. Vi fik skabt en masse minder på den tur og en masse hyggelige stunder, som vi kan kigge tilbage på og glædes over.
I de tre første dage af vores tur havde vi base i Mala Skala, en lille hyggelig bjergby i en stor naturpark nord for Prag. Byen havde specialiseret sig i adventure-turister, så den havde en masse gode faciliteter at byde på.
På vej til Mala Skala så vi Theresienstadt. Meget spændende og uhyggeligt sted, men jeg havde været der før. Da vi ankom til Mala Skala, nåede vi knap at pakke ud, før første punkt på programmet: trekking. Et fancy ord for at vandre i bjerge. Det var virkelig hårdt - vi vandrede i 3 timer uafbrudt i et meget kuperet terræn. Men hvor var det dog en smuk natur. Gid vi havde bjerge i Danmark. Om aftenen, da vi alle var udkørte og ømme, hyggede vir os ved lejrbålet og sang lejrbålssange på bedste højskolemanér. Det var virkelig hyggeligt - et af de tidspunkter, som man kan tænke tilbage på og tænke "hvor havde jeg det dog bare skønt".
Dag 2 gik med rafting på en stor flod i Mala Skala. 6 mennesker i små gummibåde, som sejlede 10 km på 1,5 time. Det var en god oplevelse, men lidt koldt - vejret var ikke så godt. Om eftermiddagen mountainbikede vi i bjergene i Cesky Raj. Jeg kørte 14 km. Det var meget smukt og meget, meget hårdt for en i forvejen meget øm krop. Aftenen stod igen på hygge ved bålet.
Dag 3 var vi desværre meget plaget af dårligt vejr. Faktisk sneede det. Vi skulle vandre op til en 28 m høj klippe på bjerget, som vi skulle klatre på og rapelle ned fra. Det var et vildt fedt arrangement, men desværre ødelagde vejret en stor del af glæden ved det. Man har ikke ligefrem lyst til ekstremsport, når man er gennemblødt af sne, klaprer tænder og knapt kan bevæge sine fingre af bar kulde. Så det gik lidt i vasken, men jeg vil vildt gerne prøve det en anden gang.
På dag 4 satte vi kursen mod Prag. Her så vi St. Vittus kirken, som jeg også har set før. Men den var smuk som sidst. Så havde vi "fri leg" og gik ud og shoppede i byen og var på café. Dejligt med lidt fritid ovenpå de fysisk hårde dage. Om var vi i byen i Prag på en vildt hyggelig bar, som hed The Dubliners. Her spillede et live band fra Estland, som var rigtig dygtige. Dejlig aften - og skønt at komme lidt væk fra Danmark og Rødding og se noget nyt.
Den sidste dag var vi på et stort marked i Prag, var rundt og se nogle graffiti-parker. Vi så også Karlsbroen og besøgte et museum med torturinstrumenter fra Middelalderen. Om aftenen var der fælles afskedsmiddag på et kendt spisested i Prag, som hedder U Fleku. Det var et kæmpe sted, som havde plads til 1500 mennesker. Her fik vi 3-retters menu med traditionel tjekkisk mad og mørk øl. Det var nu meget lækkert. Derefter hoppede vi på bussen, som kørte os hjem til Rødding, hvor vi ankom igår morges.
Det er fantastisk at rejse, men mindst lige så fantastisk at komme hjem igen. Turen har været over al forventning, vi har oplevet så meget og haft det så dejligt. Og det har vi i den grad stadig. Jeg kigger rundt på mine højskolevenner, der ligger og nyder solen rundt omkring på det grønne græs. Så kan jeg ikke lade være med at smile. Jeg er så heldig: højskole er det tætteste man kommer på det perfekte liv. En masse dejlige og glade mennesker, som man kan være sammen med hver dag, i nogle rammer, hvor man kan lære og have det sjovt sammen. Og idag skinner solen tilmed. Hvad mere kan man dog ønske sig?


xx



Ida

søndag den 10. april 2011

En weekend derhjemme

En weekend væk fra højskolen

Det har været en dejlig weekend, hvor jeg har fået et gensyn med familien. Det var hyggeligt. ”Desværre” kommer man tilbage til højskolen og hører, at de andre bare har haft den fedeste weekend nogensinde – både Andreas og Krabbe sagde, at i går var den bedste dag i deres liv. Typisk at gå glip af sådan noget….

Jeg var også på besøg og til indflytterfest i Aarhus hos Johanne og Søs (gymnasievenner). Det var virkelig sjovt, og der var andre folk fra gym. Det var ligesom at være tilbage - kom næsten til at savne gym-tiden lidt. I hvert fald menneskerne.

Der er virkelig mange ting, der er gået galt for mig i dag. Toget var forsinket, så jeg nåede ikke bussen, så jeg var nødt til at tage en (pissedyr) taxa. Da jeg skulle skrive et brev til DSB om anmodning om refusion, virkede printeren ikke, og det skal sendes i dag, for jeg rejser til Tjekkiet i aften. Så skulle jeg skynde mig at vaske tøj for at kunne nå at pakke til Tjekkiet, men så var der ikke flere vaskepoletter. Og jeg kan ikke finde mine sko. Og så har jeg modtaget en kjole, som jeg købte på nettet i fredags, og den er ikke så flot som på billedet. Og så fik jeg næseblod mit i det hele. Dobbelt op på øv.

Men denne weekend har stået meget i den offentlige transports tegn, idet jeg fredag rejste Rødding-Vejen-Aarhus-Aarhus N, lørdag Aarhus N-Aarhus-Arden og i dag søndag Arden-Kolding-Middelfart-Vojens-Rødding. Og selvom toget var forsinket, så jeg ikke kunne nå min bus, er jeg alligevel dybt stolt af vores offentlige transportsystem. Det er jo et puslespil af de helt store, og det er bare lavet så smart… Og ja, så kan man da blive forsinket i ny og næ, men mon ikke også det sker, når man bruger privat transport? Det tror jeg nok. Mega thumbs up for DSB (bortset fra at det er voldsomt dyrt).

Nu vil jeg håbe, at der ikke går flere ting galt for mig i dag, og jeg vil gå i gang med at pakke til Tjekkiet-turen. Vi rejser i aften.

Dagens tanke: De bedste jobs er de dårligst betalte…

xx


Ida

onsdag den 6. april 2011

En rigtig mukkedag

Idag er bare en dårlig dag.
En dag, som bare er sløset væk og egentlig er uden mening.
Den kunne lige så godt ikke have været der.
Idag er vejret gråt ligesom mit humør.

Idag skal bare slutte.

Og så må imorgen godt bringe lidt mere glæde med sig...


mandag den 4. april 2011

Sommerdag & journalistikkursus

Siden sidst er der sket en masse. Som sagt giver journalistikkurset en masse travlhed. Vi har skrevet en hel masse, lært en masse teori og været til foredrag med Preben Wilhjelm – en gammel venstrefløjspolitiker, hvis karriere toppede i 70’erne og 80’erne. Han var meget klog og meget spændende.

Lørdag var en fantastisk dag – vi havde 20,8 grader! Derfor hev vi dj-pult, store højttalere og bordfodboldbord udenfor og lagde os på tæpper og hyggede os helt vildt. Jeg tror, det indtil videre var den bedste dag i 2011. Om aftenen var der så fest med Balkan-tema, så der var skruet op for overskæg, veste, accenter og balkan-musik. Det var godt nok sjovt.

I går plejede vi så tømmermændene ved at tage en tur til Ribe, hvor vi så en masse seværdigheder i den smukke by, som er Danmarks ældste. Vi var også ved Vadehavet. Det er længe siden, jeg har været ved havet, og jeg havde glemt, hvor skønt det egentlig er.

I går aftes var Andreas, Krabbe og jeg på roadtrip til Esbjerg for at hente noget kite surfing udstyr, som Krabbe havde købt. Det var dejligt lige at komme lidt væk fra Rødding og ind til en større by.

Nu sidder jeg i journalistiktimen, hvor vi er ved at gennemgå nogle artikler og deres virkemidler. Lidt kedeligt… Jeg vil hellere skrive selv! Men man må tage det sure med det søde.

På fredag er journalistikkurset slut, og så skal jeg hjem. Først til Århus fredag, til indflytterfest i Johanne og Søs’ nye lejlighed. Og så lørdag tager jeg hjem til fars fødselsdag. Søndag aften drager hele højskolen så til Tjekkiet. Det glæder jeg mig vildt til! Har de sidste par måneder gået med lidt rejsekuller i maven.

Det er bare lidt ærgerligt, at jeg for et par sommerferier siden har været de steder i Tjekkiet, som vi skal besøge. Men pyt. Vi skal også riverrafte, rapelle og mountainbike. Det glæder jeg mig helt vildt til!

Men først skal der knokles med journalistisk en lille uge mere, så jeg kan få det hele på plads inden optagelsesprøven 30. april… Håber jeg kommer ind!

Derudover har jeg søgt en masse kollegieværelser og -lejligheder i Århus N og C. Det skulle være muligt at finde noget, nu hvor jeg er ude i så god tid…


xx


Ida

fredag den 1. april 2011

Mødet med et forbillede

Journalistikkurset er lærerigt, og vi har travlt. Igår havde vi sprogdag med cand. mag i dansk Malene Bjerre fra www.sprogvaskeriet.dk, hvor vi havde om korrekt sprog og grammatik. Det var så fedt, og jeg lærte en hel masse ting, selvom dette i forvejen var min stærke side.
Malene Bjerre er vildt sej, og jeg kunne sagtens se mig selv have en karriere som hendes. Hun er freelance journalist, oversætter, korrekturlæser, foredragsholder m.m. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig... Hvis der var en uddannelse direkte til sådan en karriere, ville jeg ikke være i tvivl.
Men jeg snakkede med hende om det, og hun sagde, at en journalistisk uddannelse suppleret med noget andet sagtens kan føre til et job som hendes. Så det var skønt! Nu er jeg helt sikker på, at det er det, jeg vil.. Dog sagde hun, at journalistikstudiet på SDU måske var mere hensigtsmæssigt, fordi det er lidt mere teoretisk, hvor man på Journalisthøjskolen i højere grad bare lærer håndværket. Hmm.. Den må jeg lige tænke over. Jeg har læst om studiet, og det lyder sindssygt fedt. Men Odense......?
I al fald kan jeg først søge ind til næste år. Nu prøver jeg i første omgang Journalisthøjskolen, og så må jeg tage stilling til det næste år. Pyh, det er en jungle, det uddannelsesræs!


xx


Ida

tirsdag den 29. marts 2011

Pink stegepande

Igår tog Andreas, Krabbe og jeg ud for at finde et brugt køleskab på genbrugspladsen. Køleskabe var der masser af, men en tør regelrytter af en blå mand satte en stopper for vores drømme om kolde øl på vores gang. "Det er ikke noget, vi må udlevere," vrissede han, "det skal destrueres." Hvad er det for en mærkelig regel!
For at opveje det købte jeg en übercool pink Aida stegepande til 50,- i Brugsen. Så er jeg klar til at flytte hjemmefra.

Min dag startede kl. 7 (gaaab), idet Dorthe (utroligt sød og dejlig køkkendame på højskolen) havde sølvbryllup med sin mand. Så traditionen om sølvbryllupsmorgenvækning med æreskrans, trompetist og "Det er så yndigt at følges ad" skulle selvfølgelig holdes i hævd. Det var hyggeligt, og hun blev glad for, at der var så mange fremmødte fra højskolen.

Jeg er ved at skrive en stemningsreportage fra en begravelse. Den må jeg hellere gøre færdig, for der er deadline om 22 minutter.

Dagens tanke: It's true that you don't know what you've got until it's gone - but you don't know what you've been missing until it arrives... Ergo: man kan ikke vide noget som helst.


xx


Ida

mandag den 28. marts 2011

Portræt af Ida Holt

Jeg har negligeret min kære blog en del på det seneste. Simpelthen fordi jeg har rygende travlt. Det 14 dages intensive forberedelseskursus til optagelsesprøven på journalisthøjskolen er skudt igang, og det er som navnet antyder, ret intensivt. Så jeg får skrevet en hel del og lært en masse teori omkring journalistik, og jeg bliver mere og mere sikker på, at det er det, jeg vil. Derfor har jeg nu besluttet at ændre min ansøg, så jeg beder om en standbyplads, hvis jeg nu ikke kommer direkte ind i år. Det er en genvej til at komme direkte ind næste år - mod at man så lader alle sine andre uddannelsesprioriteter falde fra. Men det er et offer, jeg er villig til at bringe - for det er journalistik, jeg vil beskæftige mig med.
I forbindelse med dette kursus fik vi til opgave at interviewe og derefter skrive et portræt af sidemanden med en valgfri vinkel. Jeg skrev om søde Marie Kjempff, og hun skrev om mig. Artiklen følger nedenfor, og indholdet skal lige tages med et gran salt, men jeg er rigtig godt tilfreds med hendes arbejde. Bedøm selv.

Opdragelse på autopilot

Med to veluddannede forældre, der begge har lagt stor vægt på fri børneopdragelse, er Ida Holt vokset op. Selvom hun til tider godt kunne ønske sig mere nærvær fra sine forældre, er hun ikke i tvivl om, at den frie og selvstændige opdragelse, hun har fået, har gjort hende til den, hun er i dag.

af Marie Kjempff

Ida skal op til sin sidste eksamen, før hun kan sætte studenterhuen på hovedet. Hun skal op i oldtidskundskab, der ikke just er et yndlingsfag, og nerver og angstsvedige håndflader er svære at holde i ro. Hendes forældre og søster kører hende til gymnasiet, da tiden er inde. De skal selvfølgelig se hende blive student. Da de når skolen, sætter de Ida af. ”Vi tager lige ud og handler, vi er der, når du kommer tilbage,” råber Idas mor ud af det nedrullede bilvindue. Idas eksamen varer en time, og selvom det kan være lang tid at vente, havde hun alligevel regnet med, at hendes familie ville blive med hende på skolen. Man bliver trods alt kun student én gang i livet. Lidt skuffet må hun nu selv tage alene til sin frygtede eksamen. Selvom hun ved, at de nok skal være tilbage, når hun kommer ud med huen, er det alligevel med en klump i maven, at hun går alene op til det grønne bord.

Idas familie har aldrig haft grund til at bekymre sig om hendes fremtid. For hende har alting gået legende let. Helt fra hendes tidlige skolegang udviste hun stor social og faglig intelligens. Hun elskede at gå i skole og være sammen med kammeraterne. Dette stod i kontrast til hendes to ældre søskende, der begge har været plaget af en svær skolegang. De to ældre søskende fik så den særlige opmærksomhed, som Ida ikke selv behøvede. Hun klarede fint sig selv, mente forældrene.

Frie tøjler

I det nordjyske akademikerhjem, herskede der nemlig en klar overbevisning om, at en fri og laissez faire-præget børneopdragelse var det eneste rigtige. Med en psykologiuddannet mor, der bevidst satte parforhold højere end forholdet til børnene, voksede Ida op. Og selvom Ida studsede over, at de andre børns forældre ofte var med, når der var fodboldkamp, når hendes egne ikke var, bebrejdede hun aldrig sine forældre. ”Jeg var aldrig i tvivl om, at de holdt af mig. De viste det bare ikke på samme måde som de fleste forældre,” udtaler hun.

Når Ida skulle være sammen med vennerne efter skole, foregik det næsten altid hjemme hos de andre. Faktisk har Idas forældre kun mødt meget få af hendes venner. ”I det hele taget føler jeg ikke, at de kender mig specielt godt,” fortæller hun og fortsætter: ”de har en idé om, hvordan jeg er som menneske, men den er i høj grad bygget på iagttagelser ’fra sidelinjen’”.

I 2007 bliver Idas far ramt af stress og depression, hvilket tvinger den dengang kun 43-årige ingeniør til at gå på førtidspension. Dette kommer til at betyde meget for miljøet derhjemme og Idas forhold til sine forældre. Hun bliver meget påvirket af tragedien og ønsker at få det hele lidt på afstand. Blandt andet derfor flytter hun sammen med den daværende kæreste. Forholdet går i stykker, og Ida beslutter sig for at søge endnu længere væk. Hun vil på højskole.

Frihed i fællesskabet

Efter at have sparet op i sommerferien og med økonomisk hjælp fra forældrene begynder Ida i efteråret 2010 på Rødding Højskole. Her oplever hun en ny slags frihed, ikke den velkendte på-egen-hånd-frihed hun er vant til hjemmefra, men derimod en frihed i et fællesskab med sammenhold og regler som bærende element.

”Det var virkelig en oplevelse. Aldrig før har jeg følt mig så fri og sikker på mig selv som her,” siger hun med et smil. Hun kan godt se det ironiske i, at det er her, på en skole med fyrre andre elever hvor regler skal overholdes, at hun føler sig mest fri.

Spørger man Ida, hvordan hendes egne børn skal opdrages, er hun dog ikke i tvivl om, at hun har lært meget af sine forældre. Hun vil opdrage sine egne børn efter samme frie principper, men vil dog holde en vis disciplin. Give barnet medansvar, men til gengæld gøre meget ud af selv at deltage aktivt i barnets liv.

”Jeg kommer i hvert fald til deres fodboldkampe og afsluttende eksamener” slutter hun af med et grin.

torsdag den 24. marts 2011

Nice and sunny times

Så har foråret for alvor ramt lille Rødding. Vi nyder det i fulde drag: i fritiden spiller vi rundbold eller fodbold udendørs eller ligger på tæpper og slikker sol og hører musik. Det er virkelig skønt - forår er den bedste tid på året. Det er umuligt at være i dårligt humør, når forårssolen skinner. Strålerne er nærmest healende.

I forgårs havde vi en pressefotograf som gæstelærer. Det var lærerigt, og vi fik taget en masse fede forårsbilleder, som bliver sat sammen til et diasshow, der skal vises til torsdagscaféen i aften.
Igår var vi på heldagstur rundt i Midtjylland: til Jelling, til Gudenåen og Skjern Ås udspring, til Tørskind Grusgrav med kunst og til Bindebølle Købmandsbutik. Det var sørme en hyggelig tur. Dejligt vejr, fint program og fortræffeligt selskab. Jeg bliver mere og mere glad for F11 for hver dag. 10. juni bliver en forfærdelig, forfærdelig dag.

Idag har vi startet et nyt fag op, som hedder LandArt. Det går ud på at lave skør og stor kunst udenfor. Idag hængte vi 200 cd-skiverer op i et træ, og i aften skal vi tænde musik ved træet og sætte spotlys på cd'erne, så de lyser op. Tror det bliver et smukt syn. Det er et genialt fag. Der er ingen mening i det, vi laver, det er bare fedt og skørt.
Men inden det skal der synges i kor og hygges til torsdagscafé! Det bliver en dejlig aften...

Forresten har vi lige haft besøg af en kendt israelsk journalist, som vi diskuterede Israel/Palæstina-konflikten med. Han var godt nok snæversynet og generaliserende. Han prøvede at overbevise os om, at palæstinenserne kun ville dræbe og terrorisere og ikke have fred. Ren propaganda.
Men det var alligevel et utroligt givende foredrag, for den måde, han fremstillede palæstinenserne på, beskrev i virkeligheden konfliktens omdrejningspunkt.

Så ufrivilligt mellem linjerne gav han os et godt og realistisk billede af, hvad problemet dernede egentlig består i.


xx

Ida

mandag den 21. marts 2011

Religion er opium for folket

Rødding Højskole har i sandhed en inspirerende forstander. To faktisk. Men i aften er det i hvert fald blevet bekræftet, at den mandlige halvdel af parret er det. Vi var til fortælleaften i forstanderboligen, hvor Mads (forstander) fortalte om skabelsesberetningen fra den nordiske mytologi. Derefter forklarede han os Grundtvigs fortolkning af myten. Det var en rigtig spændende aften, som også fik lidt livsfilosofiske undertoner - måske især i kraft af Mads' filosofi-uddannelse. Han er godt nok klog, den mand. Klog, inspirerende og rar. Tre kvaliteter, der supplerer hinanden rigtig godt.
At få genopfrisket den nordiske mytologi satte en masse tanker igang omkring religion. Jeg tilslutter mig 100 % den opfattelse, at religion er menneskets narresut (eller opium for folket, om man vil). At livet per definition er meningsløst er for stor en mundfuld for mennesket at sluge, derfor vælger man at tro på de løsninger, der er blevet os fremlagt. I mangel af bedre.
Hvis der så bare kun var én religion i verden.... Så ville verden bare være delt op i de troende, som mente at kende sandheden, og de ikke-troende, som enten accepterede, at sandheden ligger udenfor menneskets fatteevne, eller ganske enkelt ikke godtog de forskellige religioners forklaring på livet, døden og skabelsen. Hvis der kun var én løsning blevet fremlagt for menneskeheden, så kunne man tro eller ej, men ingen ville have et alternativ. Det ville forebygge mange konflikter - for faktum er jo, at forskellen på de forskellige religioner er minimal. Ja, der er til en vis grad anderledes værdiprioritering i nogle religioner end andre, og guderne hedder noget andet. Men altså - come on. Alle religioner har samme effekt: en narresut for dem, der ikke kan leve lykkeligt i livets indbyggede meningsløshed.
Jeg har ingen religion. Jeg er agnostiker; jeg ved ikke, om der findes mere mellem himmel og jord, og jeg finder med al sandsynlighed aldrig ud af det. Jeg udelukker det bestemt ikke - men menneskets viden er i høj grad indskrænket til det jordiske. Sådan er det bare. Jeg forholder mig til det, jeg ved.
Det er svært at diskutere religion, og det er nærmest umuligt at have en kvalificeret holdning til det - for religion er noget af det mest subjektive. Alle holdninger er okay, og ingen argumenter er rigtig legitime netop på grund af religions subjektivitet. Alle argumenter kan skydes ned, for alle har sin egen fortolkning af Bibelen eller Koranen eller Torahen, og alle har deres helt egen idé om, hvad/hvem Gud er, og hvad han vil have, at mennesket skal gøre. Alle er i vildrede, og ikke engang troende, der tilhører samme religion, kan blive enige. Where does that leave mankind?
Jeg håber ærligt talt, at vi finder noget andet at gå op i - men historien viser jo heldigvis også, at det er den vej, det går. Lige siden oplysningstiden har mennesket stolet mere på fornuften (naturvidenskaben) end religionen. Positiv udvikling må man sige.... I takt med at verdensamfundet bliver mere og mere lige (forhåbentlig - over de næste MANGE år), vil religion mere og mere blive noget, der var et hit engang, men nu er ved at uddø. For de mest religiøse mennesker (de farlige ekstremister) kommer oftest fra meget fattige kår. Fattige på den ene eller anden måde.
Min tese er, at jo mere lige verdenssamfundet bliver, jo bedre får menneskeheden det på jorden. Med sig selv og med hinanden. I vesten har vi materielt alt, hvad hjertet begærer - og meget meget mere til. Men er vi rigtig lykkelige - er vores liv fuldendt? Næ, ikke rigtig, vel? Der mangler noget. Vi er nemlig klar over, at nogen af vores medmennesker lider eller sulter. Det være sig tiggere på gaden eller børnene i Afrika. Det ligger i vores baghoved, og den dårlige samvittighed ligger og nager og afholder os fra at være hundrede procent lykkelige. Når først vi giver slip på vores falske behov for alt for mange materielle goder og deler ud til dem, der virkelig har brug for dem, får vi god nok karma som menneskehed til at kunne besidde en fuldendt tilfredshed og droppe vores stræben efter mere, mere, mere.
Det er ikke muligt for den vestlige verden at fortrænge, at vores velstand kun fungerer på bekostning af andres lidelser. Derfor kan vi aldrig blive rigtig lykkelige, før velstanden er ligeligt fordelt. Jeg tror på, at solidaritet og medfølelse ligger dybt i mennesket - selv det moderne, egoistiske af slagsen.
Ja - jeg tror på karma, og ja - jeg er socialist (og det går mere og mere op for mig, hvor indoktrineret jeg er blevet af mine forældre - men heldigvis til den rigtige side!)

Alle politiske ideologier er perfekte til hver deres formål. Kapitalismen skaber økonomisk vækst og dynamik. Socialismen lighed. Liberalismen i den pureste form hylder frihed i alle henseender: markedskræfterne såvel som det enkelte individs frie valg.
Et valg af, hvilken ideologi eller isme, man sværger til, er en værdiprioritering og mere end alt en definition af, hvad udfaldet af en god politik er. Det er nemlig dér, de forskellige ideologier adskiller sig fra hinanden. For mig er udfaldet af en god politik ikke (nødvendigvis) mere rigdom i samfundet, men mere lykke. Lykke skal ikke skabes hos det enkelte menneske, men hos menneskeheden i fællesskab.

Jeg har ikke tid til at læse igennem og rette, så der er sikkert en del fejl, men håber I kan forstå.. Vil meget gerne have kommentarer - både fra enige, men især uenige.

xx

Ida

PS. Imorgen tidlig kl. 6 starter Andreas og mit seneste projekt "tirsdags-date", hvor vi står rigtig tidligt op og går den samme tur hver tirsdag og tager billeder af samme sted, så man rigtig kan følge forårets fremskriden... Så får jeg også udfordret mit lidt for gode sovehjerte - det har jeg godt af!

En svævetur mellem liv og død

En svævetur mellem liv og død

En uforudsigelig og tragisk hændelse resulterede i en nærdødsoplevelse, der ændrede Annelises verden fra den ene dag til den anden.
Hun svæver let i en sfære mellem liv og død. Døden står med åbne arme og byder hende hjerteligt velkommen, mens livet river sine skarpe kløer om hende og tvinger hende tilbage til stemmen i det nussede, lille badeværelse. Hun kan mærke, hvordan dødens stærke lys og stikkende varme tiltrækker hende. Hun vil ikke slippe den euforiske følelse, der siver gennem hende. Hun vil ikke tilbage til det mørke badeværelse, hvor en stemme tæller taktfast fra én til tredive.
Hendes brystkasse brokker sig over de gentagne tryk mellem ribbenene, mens hendes lunger nægter at modtage den ilt, som bølger sig gennem hendes luftrør. Livet forsøger at få hende tilbage, men hun vil ikke med og stritter derfor kraftigt imod. Pludselig bliver de regelmæssige tryk på brystkassen hårdere og stemmen højere. I ét splitsekund suges hun kraftfuldt op til livets overflade. Her får hun øjenkontakt med en velkendt mand, der ser træt ned på hende. Hun forstår ikke, hvad der er sket, og hun ønsker heller ikke at forstå det. Det eneste, hun vil, er at vende tilbage til varmen, lyset og euforien.

En kvinde med mange jern i ilden
Denne kamp mellem liv og død oplevede Annelise Zander på egen krop en dag i sommeren 2006. Hun var på daværende tidspunkt forstander på Kost & Tekstilskolen i Rødding. Hun og resten af skolens personale var nogle dage forinden taget på udflugt til Rømø for at ”afprøve” øen og dens seværdigheder, inden skolens elever skulle med på tur dertil. Annelise havde været forstander på skolen i syv år, og derudover var hun en kendt kvinde i foreningslivet i Rødding og en aktiv hjælpende hånd i sin datters tøjbutik, hvor hun blandt andet fungerede som butikkens tilknyttede skrædder. Annelise var en glad kvinde fuld af energi og gåpåmod og med mange jern i ilden.
Denne dag skulle Annelise og resten af personalet ride på heste på et lille stutteri på øen. Hun havde aldrig redet før, og hendes mand havde advaret hende imod det. Men på dette tidspunkt var Annelise stadig en kvinde, der elskede nye udfordringer og skulle selvfølgelig afprøve det. Hun valgte bevidst en lille pony og bar naturligvis ridehjelm. ”Så er sikkerheden i top,” tænkte Annelise.

Et uforudsigeligt uheld
Annelise og kollegaerne havde redet i noget tid i sommersolen, da Annelises hest pludselig træder forkert ned i et hul. Dette resulterer i et kraftigt pludseligt ryk, og Annelise glider ud af sadlen. Uheldigvis ligger der en stor sten lige der, hvor Annelise lander, og hendes ridehjelm flækker. Hun slår sit hoved og får kraniebrud. Samtidig træder hesten på hendes venstre ben, som vrider om og får slemme skader. Kollegaerne hopper straks af deres heste og løber hen til Annelise, som de får transporteret til skadestuen. Her konstaterer lægerne, at hun har fået kraniebrud, piskesmæld, hjernerystelse samt et vrid i benet og forskellige småskader. Hun får gips på benet og bliver derefter sendt direkte hjem til Rødding i troen om, at hun bare skal tage den med ro i noget tid, og så bliver hun rask igen.

Et glimt af døden
Et par timer efter Annelises hjemkost besvimer hun ude på toilettet som følge af sprungne blodkar i benet efter vriddet. Ifølge Annelise flyder fire liter blod rundt på må og få udenfor årerne i hendes venstre ben, der ligger komprimeret i gips. Det næste, hun oplever, er, at hendes mand yder førstehjælp på hende og forsøger at få hende genoplivet. Imens svæver Annelises bevidsthed mellem liv og død. Havde det ikke været for hendes mands indgående kendskab til førstehjælp og genoplivning, havde Annelise sandsynligvis ikke været i live i dag.
Men da Annelise vågner på badeværelsesgulvet efter nærdødsoplevelsen, er hun på mærkværdig vis ikke taknemmelig for at være blevet hjulpet tilbage til livet: ”Jeg var skuffet, vred og gal. Det lyder grotesk, men jeg ville hellere dø end at leve,” fortæller Annelise. Følelsen af at dø eller være tæt på var for Annelise så fantastisk, at den syntes langt bedre end livet selv.

Nyt syn på livet
Det er nu fem år siden hendes nærdødsoplevelse på badeværelset hjemme i Rødding. Nærdødsoplevelsen har vendt fuldstændig op og ned på hendes hverdag og hendes syn på livet: ”Jeg tager livet én dag ad gangen. Jeg ved ikke, om jeg lever i aften eller i morgen”.
Kort tid efter oplevelsen måtte Annelise opgive arbejdet og gå på førtidspension som følge af konstant hovedpine, smerter i benet og hyppige piskesmæld. Det har taget hårdt på hende at skifte den travle hverdag som forstander på tekstilskolen ud med det stille liv som førtidspensionist. For at holde sig selv i gang og have noget at stå op til hjælper hun ofte sin datter med butikken og børnebørnene. “Det er rart at kunne hjælpe sine nærmeste, og jeg nyder at bruge tid på mine to børnebørn,” siger Annelise.

Nyvunden livsglæde
Og netop de to børnebørn bruger Annelise meget tid på. De er godt klar over, hvad der er sket med Annelise, og de passer derfor ekstra godt på deres mormor. Især hendes ældste barnebarn er særlig opmærksomt på Annelises ve og vel.
En lunefuld sommerdag, hvor Annelise havde det ældste barnebarn på besøg, beslutter Annelise sig for at cykle ned til Brugsen og købe is. Da barnebarnet ser, at Annelise ikke tager cykelhjelm på, løber barnebarnet febrilsk ud til Annelise med sin lille blomstrede cykelhjelm og hiver hende i ærmet med beskeden: ”Mormor, jeg vil altså ikke have en død mormor oppe på kirkegården, bare fordi du ikke har cykelhjelm på.” Annelise kigger ned på sit barnebarn og bliver varm om hjertet og glædes over, at livet alligevel ikke blev frarøvet hende.

Glæder sig til døden
Mange mennesker frygter døden, men Annelise er ikke en af dem. Efter sit møde med døden glæder hun sig faktisk: ”Hvis det at dø er ligesom min nærdødsoplevelse, er jeg ikke bange for det – tværtimod.”
Således har Annelises nærdødsoplevelse både ændret hendes syn på livet og døden. Hun frygter ikke døden længere, men ser den derimod som en gave efter livet - noget at se frem til.

xx

lørdag den 19. marts 2011

Morgenstund har guld i mund

Det har denne her morgenstund i hvert fald. Det er lørdag, jeg er lige vågnet, og der er først brunch om en time. At det er ved at blive forår kan jeg altid tydeligt mærke på min søvnrytme. Om vinteren er det hver morgen en kamp at trække sig op fra dynen, men om foråret og sommeren hopper man lige ud. Ud til en dejlig ny lys dag.
Der var fest igår. En rigtig god fest - hyggelig og med en masse indslag. Design-holdet fremviste deres projekter, og så var der forskellige musikalske indslag. Andreas, jeg og Gutten (E10-elev, der er på besøg i weekenden) fremførte en akustisk version af "The Balcony" med The Rumor Said Fire med guitar, tamburin og sang. Det gik okay - det var i hvert fald vildt sjovt!
Samme aften havde vores kursister festmiddag, og havde de bedt forstanderen om at høre noget mere om det at gå på højskole som ung. Så midt i festen hentede Mads (forstander) Andreas og mig, og vi fortalte i 10 minutter de 70 kursister om, hvordan det er at gå på højskole. Vildt grænseoverskridende at tale for så stor en forsamling - men fedt! Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg gør den slags. Senere på aftenen havde en kursist fået lidt for meget rødvin og joinede os elevers fest og gjorde sig rimelig meget til grin, men det er så en anden historie.....
(Afbræk i historien, fordi Anne Lee og Kit (F11-elever) lige kom ind på værelset for at fortælle gossip fra gårsdagens fest)
I eftermiddag kommer der nye elever til skolen. Fem styk - fire drenge og en pige. Pigen kender vi allerede, da hun deltog i Israel/Palæstina-konferencen. Men det bliver rigtig spændende, hvad de er for nogle, og hvad vil bidrage med til fællesskabet.
Det er en dejlig morgen med solskin, og det bliver en dejlig dag!
Jeg er glad og nu vil jeg til brunch :)

xx
Ida

torsdag den 17. marts 2011

YES!

Idag er en rigtig god dag. Idag har jeg sikret mig mit 2. job til når jeg kommer hjem fra højskole: receptionist i Danmarks Saltcenter. Det skal nok blive rigtig godt – jeg har oplæringsweekend i påsken, hvor jeg alligevel skal hjem i nogle dage. Det er lige et job for mig, og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang. Så det er perfekt. Og igår lovede Rudolph (min gamle chef fra Feriecenteret) mig en masse timer til sommer ude i en ny café/sandwichbar, som han skal åbne i Øster Hurup til sommer.

Så jeg får en dejlig travl arbejdssommer – heldigvis krydret med Roskilde Festival og Rødding Revival. Men mit budget trænger også til, at jeg arbejder en masse – til gæld til de gamle, til interrail (glæder mig helt vildt) og til at flytte hjemmefra. Det er en dejlig følelse at have på plads, hvad jeg skal lave, når jeg kommer hjem fra højskole. Så kan jeg også nemmere nyde resten af opholdet fuldt ud.

YES! får man helt lyst til at råbe.

Idag er mit største problem, om skaltage til kor kl. 20 (det vil jeg VILDT gerne), eller om jeg skal se Debatten kl. 20: Enhedslisten mod Dansk Folkeparti om indvandrerpolitik (det vil jeg også VILDT gerne). Nogle gange ville det være rart at kunne være to steder på én gang. Meeeen heldigivs er det jo i den grad et luksusproblen. Idag er alt bare dejligt. Folk er så søde, jeg har fået arbejde derhjemme, jeg bor på det bedst tænkelige sted overhovedet, foråret er på vej.

Alt er godt!

xx

Ida

onsdag den 16. marts 2011

Mogadishu med mere

(overskriften burde egentlig være Somalia, men Mogadishu er bare et federe ord)

Jeg sidder ovre i biblioteket sammen med Søren (F11-journalistik), Anne (F11-design), Rasmus (F11-design), Kasper (F11-journalistik), og Andreas (kæreste). Vi arbejder ved hver vores computer med henholdsvis journalistik og grafisk design. Jeg har skriveblokade med min artikel, så nu giver jeg mig i kast med min blog. Here goes.

I morges til aktuel debat så vi en dokumentar om en dansk eventyrer, Rasmus Krath, som var taget til Somalia for at få et indblik i landets tilstand med borgerkrig, kaos og pirateri. Et forfærdende indblik i et land, der anses for verdens tredje fattigste. Landet er så præget af borgerkrig, at regeringen kun regerer i teorien. Det er også et land, hvor præsidenten er en gammel mafiaboss med mange liv på samvittigheden, som i øvrigt ikke er folkevalgt, og som lader sine ansatte voldtage kvinder og torturere sine modstandere, og det er et land, hvor der ikke er noget fungerende politi eller retssystem. Et land, hvor en stor del af alle bygningerne er sønderbombet som følge af de heftige borgerkrige, og et land, hvor myndighederne arbejder sammen med pirater, som lever af at hijacke vestlige skibe og kræve store løsesummer. Knap en femtedel af befolkningen har adgang til rent vand, og inflationen er så høj, at pengesedlerne ikke repræsenterer deres egentlige værdi, men deres vægt. Man betaler altså i pengesedler pr. kilopris, da det ville tage for lang tid at tælle de mange sedler sammen. Deres største seddel svarer til 45 danske øre.
Alle er bevæbnede i Somalia, særligt i hovedstaden Mogadishu, der anses for verdens farligste storby. Førnævnte Rasmus Krath måtte have hele syv bevæbnede livvagter omkring sig dag og nat under sit ophold i Mogadishu, hvor vestlige journalister bliver kidnappet i en lind strøm.
Rasmus Krath fik - som den første dansker - lov til at interviewe nogle af de pirater, som hærger de somaliske farvande. Det er nogle meget spændende interviews om nogle mennesker, der bor i et land i total kaos, hvor de kan vælge imellem at leve i ekstrem hungersnød eller blive kriminelle - pirater - og derved have en mulighed for indtjening. Så enkelt er det faktisk: når man er trængt op i en krog, og der ikke er andre udveje, må man gøre det, der skal til for at man kan brødføde sig selv og sin familie.
Den ene pirat formulerede det selv i sit svar, da Rasmus Krath nedsættende spurgte ham, om hvad der giver ham ret til at hijacke skibe: "Intet kan holde en sulten mand tilbage. Sulten er din læremester".
Min gamle far har altid lært mig, at fattigdom og ulighed er grunden til kriminalitet. Dokumentaren giver ham i hvert fald ret. Og det er jeg også ret tilbøjelig til.
Dokumentaren satte i hvert fald en masse tanker igang. Tankevækkende, at det, som Vesten fordømmer, egentlig på et eller andet plan er Vestens egen skyld på grund af den skæve fordeling af verdens goder. Det kan selvfølgelig ikke sættes så enkelt op, for mange faktorer spiller ind, men det er for mig at se en klar tendens.

That's all - har ikke tid til mere - skal ind og spise. I aften er der værkstedsaften, hvor jeg vil lave en flot glasskål i lilla nuancer til når jeg skal flytte hjemmefra, og mit køkken trænger til en smuk frugtskål! Note til selv: det er nice at være kreativ

Later,

xx
Ida


ps: bonus-tanke, som jeg måske vil skriver mere om i et andet indlæg: er dovenskab godt eller skidt? Dovenskab har banet vejen til de smarteste opfindelser, der gør livet nemmere for folk. Og dovenskab er tegn på, at du gør det, du har lyst til - og er det i begrænset omfang egentlig ikke en god egenskab, så man ikke lader sig manipulere alt for meget? Jeg har ikke tænkt den færdig - som sagt kommer der måske mere dovenskabs-relateret blogging senere.

Nattetanker om højskole

Kender I det, når man ligger og grubler, inden man skal sove? Lige efter man er faldet til ro og lige inden man falder i søvn. Dét tidspunkt på døgnet er der, hvor de bedste tanker popper op i mit hoved. Tænker oftest på dagens begivenheder - hvad er der sket; har dagen påvirket mig og gjort mig anderledes end jeg var igår?
Sådan en stund har jeg lige nu. Andreas, Krabbe og jeg har lige hygget med popcorn og Paradise - vores daglige date kl 23. Det er nu hyggeligt. Andreas faldt i søvn under aftenens afsnit og sover stadig, og Krabbe er gået ind til sig selv for at sove. Så her er jeg - den eneste, der ikke er i drømmeland endnu. I stedet er jeg i tankeland - et mindst lige så spændende sted.
Som sagt tænker jeg om aftenen oftest på den dag, der netop er ved at slutte. I aften er ingen undtagelse. Og det har været en dejlig dag. Egentlig ikke fordi indholdet har været specielt godt; det har været en almindelig dag (hvis man da kan tale om en sådan i højskole-regi). Men det er jo netop de almindelige dage, der skal gøre én glad og give én noget. Alt for mange lever for næste højdepunkt; næste fest, næste weekend eller næste ferie. Det betyder at hverdagen, som jo trods alt udgør langt størstedelen af vores liv, bliver spildtid. Det er den allervigtigste tid, som man glemmer at nyde, fordi den blegner i forhold til højdepunkterne.
Når man er på højskole er det heldigvis rigtig nemt at nyde nuet, fordi vi skaber minder med hinanden stort set hver dag. Her ligner ingen dage rigtig hinanden - og det er vores egen fortjeneste. Jeg håber, at jeg kan videreføre den livsfilosofi til mit fremtidige liv udenfor højskolen. Her bliver alle de nye indtryk serveret for én. Idéen blandt højskolen er nemlig blandt andet, at eleverne skal præsenteres for ting, som de normalt ikke selv ville opsøge - det være sig underlige koreanske monsterfilm, klassisk klaverkoncert, alternativ graffitimaling - hvad som helst. Noget mere vellykket og vel modtaget end andet, men alt sammen rykker os på én eller anden måde. Enten ved at vi vrænger næse og synes, at det er noget værre lort, eller - som oftest - at vi får øjnene op for, at der findes endnu mere niceness her i verden, end vi troede før. Dét er med til at gøre højskole så fantastisk - og det vil jeg også prøve at tage med mig bagefter. Mindst en gang om ugen hele livet igennem vil jeg gøre noget for første gang. Det kan være hvad som helst. Det er så vigtigt ikke at stagnere som menneske - man skal flytte sig, man skal lære, og man skal undres og udfordres.
Igennem hele uddannelsessystemet klæder man unge mennesker på til, at de skal finde ud af, hvad de skal leve af. Men hvad man skal leve for - det giver systemet intet svar på - og det må nu engang anses for det vigtigste. Derfor er højskole så nice: fordi her har det, der ikke kan måles og vejes, også kvalitet.
Dette indlæg udviklede sig efterhånden til en reklame for højskoler. Det var ikke meningen - jeg skriver bare, hvad jeg tænker - og jeg tænker tit på, hvor god en højskole kan være for et menneske. For alle mennesker. Og for mig - har mærket det på egen krop...
Nu er klokken 00:48, og jeg må hellere prøve at sove. Jeg vil runde indlægget af.

Ekstra bonus-nattetanke, der lige er poppet op, og som jeg desværre ikke har tid til at uddybe:
Mennesker bør ikke lede efter en endegyldig sandhed om livet - for den findes ikke. Det eneste, vi kan, er at blive forvirrede på et højere plan.

Nok lommefilosofi fra mig.

Godnat,

xx
Ida

mandag den 14. marts 2011

Dødsinterview + diverse

Det har været svært at skulle skrive et indlæg efter "Sympati for en morder", som jeg har fået meget ros for - for jeg vil jo ikke lave et indlæg, der er dårligere end det forrige. Men nu gør jeg det bare.
Jeg sidder pt. i skriveværksted og har netop færdiggjort en alternativ slutning på Det Nye Testamente. Christian (journalistik- og skriveværkstedslærer) formår virkelig at udfordre vores mandagshjerner. I min weekend har jeg været ude og samle ind for Folkekirkens Nødhjælp sammen med Krabbe, og det var rigtig hyggeligt. Trængende folk får nødhjælp, og vi får god karma og støtter et godt projekt. Win-win-win. Derudover kastede jeg op lørdag aften - på trods af at jeg var ædru. Det skete simpelthen fordi, at Andreas kastede op - så kunne jeg ikke lade være. Så kan man da tale om to mennesker i symbiose.
I journalistik i formiddags fik vi til opgave at lave et portræt af en person, som havde oplevet noget traumatisk eller skelsættende i deres liv - og det måtte ikke være en, som vi kendte i forvejen. Personen skulle vi selv finde - og vi var skeptiske, for så mange mennesker bor der jo heller ikke i Rødding. Jeg skulle løse opgaven sammen med Martha (F11-journalistikelev), og vi drog ud i Rødding by for at snakke med folk. Forinden havde vi kontaktet et ægtepar, hvis søn var druknet i et badebassin her på højskolen for 40 år siden. Men de havde ikke lyst til at fortælle deres historie - ærgerligt. Men på vores færd rundt i Rødding snakkede vi først med en mand, der var kronisk syg med Parkinsons. Ham kunne vi godt have skrevet om, for han var meget villig til at fortælle, men vi følte, at vi godt kunne opstøve en historie med lidt mere kød på - for hans sygdom er mere et forløb end en konkret oplevelse. Så vi ledte videre og stødte tilfældigt ind i en midaldrende dame, der havde en meget spændende historie. Hun har været død - eller svævet i gråzonen mellem liv og død, om man vil. Hun havde nogle fantastiske erindringer fra de par minutter. Så vi fik et rigtig fedt interview i kassen, og artiklen skal nok blive rigtig spændende - jeg lægger den på bloggen, når den er færdig (fredag ca.).
Ellers sker der ikke så mange sindsoprivende ting her i Rødding for tiden - i weekenden kommer der nye elever for sidste gang, så det bliver rigtig spændende at se, hvad det er for nogle.
Er begyndt at få en lille smule hjemve - nu har jeg heller ikke været hjemme siden nytår. Men de fleste af mine veninder er efterhånden også flyttet fra Nordjylland, så hvad er der egentlig at komme hjem til? - udover familien selvfølgelig. Derudover sker der vigtige ting hernede hver weekend, så jeg har aldrig rigtig tid til at tage hjem. Eller-- det er jo en prioriteringssag. Vil i hvert fald hjem i en weekend inden vi skal til på adventure-tur til Tjekkiet midt i april.
Glæder mig også ubegribeligt meget til at skulle til Århus og bo og studere. Men indtil da har jeg lige et højskoleophold, en (arbejds-)sommerferie og forhåbentlig et interrail, der skal opleves. Det er nice at have gode ting at se frem til.
Om lidt skal jeg over og spille fodbold med de andre - for første gang siden jeg flængede mit baghoved. Såret er nogenlunde helet, så jeg tænker, at jeg godt kan klare en omgang fodbold nu.
Det hjælper også på humøret sådan en tung, træt og regnfuld mandag :)
Krabbe viste mig forresten, hvordan man kunne se, hvor mange hits man har på sin blog. Og jeg har på tidspunktet cirka 600! Kæmpe chok da jeg så det. Det stiller sgu lidt større krav til kvaliteten af mine indlæg, så fra nu af vil jeg prøve at undgå ligegyldige hverdags-dagbogs-agtige ting. Selvom jeg nok ikke kan lade være med at nævne dem også. Men er glad for, at så mange gider læse min blog - tak folks! Det giver mig glæde i min lille mavse :)
Der er mange folk, jeg savner for tiden, I ved selv, hvem I er.


xx
Ida

torsdag den 10. marts 2011

Sympati for en morder

"Sympati for en morder" har jeg kaldt dette indlæg. Fordi det også dækker om gårsdagens foredrag om krigen i Afghanistan og de soldater, som frivilligt lader sig udsende med fare for at skade eller dræbe cilive uskyldige mennesker. Det foredrag var spændende og lærerigt, men det vil jeg ikke skrive så meget om. Jeg vil tværtimod skrive om noget andet: besøg på Ringe Statsfængsel. Idag var vi (juraholdet + mig) nemlig i Ringe for at se et lukket fængsel og snakke med to dømte mordere på hhv. 19 og 18 år. Jeg var på samme tur på E10, og det havde gjort kæmpe indtryk på mig, så derfor havde jeg fået lov til at komme med igen.
Vi blev vist rundt i fængslet af fængselsbetjenten Kim. En sød, glad, udadvendt og meget sympatisk fyr. Mere om ham senere. Først fortalte Kim kort om sin karriere som fængselsbetjent, som startede i Vestre Fængsel. Her opridsede han de tilsyneladende store forskelle mellem Vestre Fængsel og Ringe Statsfængsel, hvor sidstnævnte efter hans opfattelse opererer efter en meget mere human tilgang til de indsatte. Dernæst fortalte han om Ringe Statsfængsels opbygning og hvilke afdelinger, der findes. Hertil kom en masse anekdoter om de forskellige typer indsatte og det altoverskyggende hierarki, der hersker i fængslet. Han gav også sin holdning til kende omkring fængsels- og rettergang-lovgivningen. Han fortalte om sin hverdag og den daglige omgang med de indsatte og svarede på spørgsmål fra publikum omkring narkopolitikken i fængslet, for til mange af vi tilhørendes forbløffelse er personalet fuldstændig klar over, at der smugles og sælges og tages stoffer i fængslet – sågar af og til også på den stoffri afdeling. Han fortalte en del anekdoter fra sit liv med de indsatte med flugtforsøg, overfald, konflikter m.m. Alt dette var i sig selv et spændende indblik i en verden, som ligger utrolig langt fra vores hverdag – men det skulle vise sig at blive langt mere interessant at høre Rasmus' og Christians personlige beretninger…….
Da drengen bag stadiondrabet i Aalborg, Rasmus Popenda, berettede om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus er enebarn, hans forældre (begge alkoholikere og en del af værtshusmiljøet i Aalborg) blev skilt, da Rasmus var ganske lille. Derefter fik begge forældre nye kærester, og især hans stedfar havde Rasmus store problemer med. Han fortalte, at Rasmus havde banket ham et utal af gange, hvor stedfaren var endt på hospitalet hele syv gange. Ifølge Rasmus ganske enkelt fordi, at stedfaren behandlede moren rigtig skidt og kaldte hende luder og var voldelig overfor hende, og det kunne Rasmus ikke acceptere. Han fungerede som morens beskytter. Moren var og er i øvrigt alvorligt syg på grund af nogle problemer med maven. Dette hjælpes selvfølgelig heller ikke ligefrem godt på vej af alkoholmisbruget. Så overskud har der således aldrig været i Rasmus’ hjem, der altid har været præget af vold og misbrug. Disse to blev ret hurtigt også en del af Rasmus’ liv udenfor hjemmets fire vægge, idet han efter eget udsagn opsøgte andre fyre med sociale problemer – bare 3-4 år ældre end ham selv. Dette resulterede i, at Rasmus som sagt droppede ud af folkeskolen allerede som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage stoffer og lave lidt småkriminalitet. Herfra gik det kun ned ad bakke for Rasmus; han begyndte at sælge stoffer og begik sig i meget voldelige miljøer. Som 12-årig blev Rasmus efter et skænderi smidt ud hjemmefra. Han blev efter eget udsagn skubbet ud ad døren, fik en sportstaske med sit tøj smidt efter sig, hvorefter døren bag ham blev låst. Herefter boede han på gaden i en uges tid, hvorefter han flyttede ind på et børnehjem.
Den gribende fortælling om en forfærdelig skæbne og en endnu mere forfærdelig barndom satte sig i hele min krop. Jeg følte fysisk ubehag og blev meget rørt. Fik lyst til at hjælpe ham. Men følte samtidig en total afmagt. For hvad skal man gøre ved denne her fyr – og de tusinder af andre i Danmark, der er født ind i samme forfærdelige miljø som ham? De har aldrig fået en værdig chance for et ordentligt liv. Deres skæbneterninger er allerede kastet, når de fødes ind i sådan et miljø. Eller hvad?
Rasmus’ fortælling var på én måde sørgelig, men for mig også livsbekræftende. Sørgelig mest fordi den er et eksempel på et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor griber ingen ind, når en 10-årig dropper ud af skolen - og når både Rasmus' mor og Rasmus sågar selv har ringet til kommunen og bedt om hjælp? Men alligevel livsbekræftende, for Rasmus er et eksempel på en dreng, der ved, at han har været ude i noget lort, men gerne vil videre nu. Han opfører sig godt i fængslet, har knyttet et tæt bånd – man fristes til at sige venskab – med fængselsbetjenten Kim. Når de to taler til eller om hinanden lyser det langt væk af gensidig respekt. Kim er en beundringsværdig mand. Han er i stand til at se bort fra den forfærdelige gerning, som Rasmus og de andre indsatte har begået, men tager kun stilling til mennesket inde bagved og arbejder med det. Hvis jeg havde en hat, så ville jeg tage den af for Kim. Han er for sej, og verden har brug for flere af hans slags. Jeg tror på, at han har været et vigtigt led i den positive udvikling, som Rasmus uden tvivl har gennemgået og stadig gennemgår. Derfor er det livsbekræftende – det giver mig en følelse af og et håb om, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevide. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie.
Christian, den anden morder, havde ikke så meget andet at sige om sin barndom end at han ”har haft en normal og tryg barndom, han kunne bare godt lide at slås og opsøgte selv folk med samme interesse”. Det virker som en letkøbt forklaring – der må naturligvis ligge noget bagved. Efter min overbevisning udvikler en normal og velfungerende knægt ikke ”bare lige” en interesse for at slås. Jeg ville ønske, at han havde fortalt mere og prøvet at placere ”skylden” et andet sted end hos sig selv – for der tror jeg bestemt ikke, den hører hjemme. Han virkede som en relativt skarp og reflekterende dreng, der bare har fået nogle dårlige værdier og negative påvirkninger et eller andet sted fra. Men det er svært at sige.
Sympati for en morder. Faktisk to mordere. Det var den følelse, jeg trådte ud af Ringe Statsfængsel med. For hvert minut de to fyre sidder længere inde i det fængsel, desto mere negativt påvirket bliver de. Og som de selv nærmest grinende sagde i total enighed, sidst jeg besøgte dem: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud af fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind”. Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, de sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af den opfattelse. Fængsel er ikke godt for nogen. Fyrene har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag og dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at blive respekteret, at få følelsen af at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte – heldigvis hiver Kim som person dog i den modsatte retning. Men fængslet som institution gør intet godt for noget individ. Intet.
Så få nu de fyre og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde som flyttemand el. lign, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.
Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men især ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag 1 er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?
Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det lyder som om, man retfærddiggør deres handling. Det gør jeg bestemt ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men hvis man prøver at forstå i stedet for at fordømme, kommer man længst.

tirsdag den 8. marts 2011

Ligestillingstanker

Min mandag stod i skattehadets tegn. Når man får uventede udgifter i årsopgørelsen med et i forvejen alt alt for belastet budget, er det svært at huske på, at skatten er grundlaget for vores fantastiske velfærdssamfund. Penge er lort, økonomi er lort. Anledning til mange frustrationer i mit lille hoved. Gid alle kunne leve af kærlighed og kildevand...
Idag, tirsdag, var journalistik aflyst, så jeg valgte at joine i politikholdets undervisning i stedet for - ligesom i gamle dage på E10. Det var som forventet sjovt og lærerigt. Jens er virkelig en fantastisk lærer. I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag var temaet ligestilling. Et tema, som jeg egentlig ikke har brugt meget politisk tankekapacitet på, fordi jeg i bund og grund synes, at det er ligegyldigt i et så lige samfund som vores. En debat om ligestilling i fx muslimske samfund ville være mere aktuel. Men undervisningen satte alligevel en hel masse tanker igang, og jeg har brugt eftermiddagen på at læse diverse debattråde på nettet om emnet - rigtig spændende. Min konklusion er, at man er nødt til anerkende, at der er forskel på mænd og kvinder - og sådan skal det være, og det er okay. Verden har brug for samspillet mellem de to lejre - ikke som to dråber vand, men som fod i hose. Perfekt supplerende hinanden. For det er praktisk at kunne se tingene tæt på, og det er praktisk at kunne se tingene langt væk fra - men langsynede og nærsynede behøver hinanden. Og så har jeg fået en lille foragt i maven for to befolkningsgrupper: feminister først og fremmest - de skaber splid mellem kønnene og er fornærmede over forskelle, SOM NATURLIGT ER OG SKAL VÆRE DER - i stedet for at anerkende deres totale afhængighed af hinanden. Men også den mandlige - og lige så ekstreme - modreaktion mod datidens rødstrømper har ikke mange point i min bog. Al slags ekstremisme er lort, og modreaktioner mod ekstremisme, der er ligeså ekstremistisk - bare modsatrettet, er ligeledes lort. Og kvinder har i vores samfund mindst lige så mange muligheder som mænd - mange vælger bare ikke at benytte sig af dem. Og det er fair. Så skal man bare lade være med at tude.
Nok om ligestilling. Idag har jeg søgt videregående uddannelser. Journalisthøjskolen Aarhus som første prioritet og lingvistik på Aarhus Universitet som anden prioritet. Begge dele kan føre til mit drømmejob som tekstforfatter, så jeg krydser alt, hvad der krydses kan.
Desuden har jeg fundet ud af, at jeg ikke afskyr liberalismen. Jeg er nok, hvad der kaldes socialliberalist. For den altoverskyggende hage ved det liberalistiske system, "lad falde, hvad ikke selv kan stå", gælder kun virksomheder og ikke individer. Og så har det vel ikke så forfærdelige sociale konsekvenser - eller hvad? Jeg er ikke færdig med at tænke over det....
Nå, nu skal jeg korrekturlæse Andreas' motiverede ansøgning til Skolen for Visuel Kommunikation. Den egoistiske del af mig håber, at han ikke kommer ind - Haderslev er irriterende langt væk fra Aarhus! måske man skulle redigere lidt i ansøgningen for at sikre et afslag?? :)
I aften skal jeg også have taget sting ud. Jeg har lovet Krabbe, at han må gøre det. Han talte så godt for sin sag, da han forklarede, at han kunne gøre det lige så godt som lægen. Så det giver vi et shot..... (så hvis jeg ikke laver flere indlæg, ved I hvorfor jeg er død...)


Ida

søndag den 6. marts 2011

absolutely insane weekend

Så blev det atter søndag aften, og weekendmentaliteten skal igen omstilles til hverdagsrutinen. Og hvor har det dog været en fantastisk én af slagsen - af mange grunde.
I skolens kalender hedder denne weekend "vejledningsweekenden", fordi de videregående uddannelser har åbent hus, og så tager vi ud sammen og ser på uddannelser og bliver vist rundt af gamle Rødding-elever, som nu går på de pågældende uddannelser, hvorefter vi kører hjem i samlet flok med de gamle elever, som så tilbringer weekenden på højskolen. Genialt koncept. Så vi har været ca. 80 unge mennesker på højskolen i denne weekend. Og elevforeningen havde sammensat det vildeste, vildeste, vildeste weekendprogram til os. Jeg har aldrig været på rustur, men jeg er sikker på, at det er det, som bedst kan sammenlignes med denne weekend. Ølstafet, tøjkæde, druk-orienterings-løb i hold med de mest sindssyge druklege ved hver post efterfulgt af en fabelagtig fest i højskolens bar med 80 mennesker. Det har i sandhed været en weekend i det kollektive alkoholmisbrugs tegn. Og hold kæft, det har været sjovt.
Vi var ude og se Journalisthøjskolen og var på fredagsbar der, og det var fedt. Det er en skole, som jeg rigtig rigtig gerne vil ind på. Det er jeg 100 % afklaret med efter at have set den og have hørt de journaliststuderende fortælle om uddannelsen. Så nu er optagelsesprøven 30. april lige pludselig steget meget voldsomt i mental prioritet. Det skal bare lykkes.
I og med at der har været gamle elever her i weekenden, har der selvfølgelig også været en del E10'ere. Helt fantastisk skønt at se dem igen, de dejlige hoveder. Og super fedt at de jo har været har før på F11 de fleste af dem, så de er også begyndt at blive venner med F11'erne. Fedt når to verdener mødes, og det bare fungerer. Jeg er en glad pige. Selvom jeg lige havde en lille personlig krise lørdag, men den fik de gode mennesker omkring mig heldigvis til at komme ud af hurtigt. Det er sgu uvuderligt at være omringet af så fantastiske mennesker hver time hver dag. Hvor er jeg dog heldig - og hvor dør jeg dog bare indeni, når jeg skal sige farvel til juni. Men det må jeg ikke tænke på nu - den tid, den sorg.
Idag har været en fantastisk dag på trods af onde tømmermænd. Det er rigtig forårsvejr - solen skinner fra en højblå himmel og varmer vores små vinterblege kinder. Så det meste af dagen har vi tilbragt udenfor, hvor vi bare har slappet af og hygget os. Efter at have gjort skolen ren efter abegildet igår aftes naturligvis. For den lignede godt nok noget, der var løgn. Marie K, Rasmus S, Anne Lee og Andreas og jeg var nede i Rødding Centeret og spise pomfritter og drikke slush ice. Det var hyggeligt med en lille tømmermænds-roadtrip. Det har været en supergod dag, hvor jeg bare har været glad og ovenpå. Gav den gas med at gøre rent på skolen, hjalp til med opvasken og har fået ryddet op og vasket tøj. Det er dejligt at tage hul på en ny uge, når man har fået ordnet alle sine hængepartier. Klar til et lille nyt kapitel :)
Nu vil jeg smutte med Andreas op på tanken og købe snoller, og så skal vi hygge os med Paradise Hotel marathon (håber jeg i hvert fald at kunne overtale ham til). Det har været en mindeværdig weekend med gode mennesker og sjove aktiviteter og en vigtig afklaring ift. studievalg. Jeg har det godt og er klar til en ny uge og føler lykke i min lille mavse :) alt er godt! - bortset fra at jeg skal have taget mine sting ud i næste uge, piv piv. Men der må jeg jo bare lige mande mig op og være modig. Det skal nok gå..


En træt og glad Ida

torsdag den 3. marts 2011

simpelthen skøntherligt

Jeg har faktisk ikke tid til at skrive. Klokken er 23:20, og imorgen bliver en lang og vigtig dag, hvor jeg skal være frisk. Men der er sket så meget siden sidste indlæg, at jeg er nødt til det. Det bliver hurtigt.
Jeg var med til ca halvdelen af konferencen, som var rigtig spændende og lærerig. En virkelig god oplevelse. Idag var så første "normale" dag på højskolen efter konferencen. Den har været rigtig god bestående af
1. skriveværkstedsundervisning, hvor Kasper (F11-elev) fik lov til at vælge, hvad vi skulle lave. Det udviklede sig til et lille melodi grand prix, hvor vi hver især skulle omskrive en sang, vi kunne lide, og temaet i den nye sang skulle være kærlighed og omhandle 1 person fra højskolen og 1 kendt person. Det kom der mange sjove performances ud af. Fedt at alle bare turde stille sig op og synge. Selv jeg gjorde det. Det lød ikke godt, men jeg gjorde det. Og det var så sjovt!
2. til møde hos Mette Geil og sende Andreas afsted
Nu hvor Nikolaj (designlærer) er på skiferie, skal Andreas tage hans tjans i form af at lave grafisk design til kirkebladet for Rødding Frimenighed. Så det skulle vi lige til møde med præsten om. Derefter sendte jeg Andreas afsted hjem, han skal hjem og passe sin lillebror i to dage. Så ham skal jeg undvære til på lørdag. På vej tilbage til skolen var jeg forbi Brugsen og købte årets første jordbær - yes! Godt nok fra Spanien, men de havde faktisk meget smag. Så lækkert.
3. Fællesmøde, hvor vi sang to af mine absolut favoritsange fra Højskolesangbogen, nemlig Linedanser-sangen (kender faktisk ikke den eksakte titel) og "Noget om helte" af Halfdan Rasmussen. Der blev diskuteret kommende events og diverse halløj, og det var hyggeligt.
4. Et par timers arbejde på kontoret, dejligt at være tilbage på pinden sammen med de to søde kollegaer i form af sekretær Gitte og bogholder Gudrun.
5. Studievejledning ved Povl Christensen, som jeg havde en rigtig god samtale med. Nu er jeg lidt mere klar over, hvordan jeg skal tackle det imorgen, når jeg med flere elever skal til åbent hus på journalisthøjskolen. Det glæder jeg mig helt vildt til!
6. Aftensmad + besøg af elever fra Vallekilde Højskole, som er på en event-linje, der skal arrangere noget Roskilde Festival bæredygtig-camp, hvor vi hørte lidt om det og lavede nogle brainstorms og øvelser. Meget sjovt.
7. Fluks derefter så vi film i Rødding Stuen - Grizzly Man tror jeg den hed. En dokumentar om en mand, der levede blandt bjørne i Alaska. Meget spændende. Det endte så med, at han døde. Men smuk var den.
8. Torsdagsklubben - et nyt koncept på højskolen på initiativ fra altid søde Astrid, Lasse og Jørgen (alle f11-elever, sidstnævnte nordmand), hvor vi mødes og hygger i dagligstuen hver torsdag, hvor alle så frit kan komme med diverse indslag. Det var SÅ sjovt. Vi så videoer fra musiklinjens 24-timers projekt og hørte nogle af deres sange, og nogle fra skriveværksted fremførte deres grand prix-sang igen. Det var rigtig hyggeligt. Der fik jeg den der dejlige udefinérbare følelse, som man kun kan få på en højskole. Skønt, herligt, dejligt.
Så sådan er en dejlig dag afrundet, jeg ligger nu i min seng. Andreas er jo på Sjælland, øv, må savne ham lidt endnu.
Imorgen skal jeg som sagt med nogle andre elever til åbent hus på journalisthøjskolen og på rundvisning på uni. Det bliver rigtig spændende. Og imorgen aften er der så "højskole classic"-program lavet af nogle gamle elever, der er på besøg. Vi ved ikke helt endnu, hvad det går ud på, men det er noget med en masse kærlighed, rundkreds, guitar, fællessang og krammere. Og det lyder jo ikke just værst.
Nu bliver det fantastisk at lukke øjnene efter en dejlig dag for imorgen at slå dem op til en mindst lige så dejlig. Nøj, man får egentlig en genvunden respekt og ydmyghed overfor livet, når man har været syg så længe: jeg er så taknemmelig for at kunne rejse mig fra min seng om morgenen og være ved godt helbred (på trods af flækket baghoved) og have det godt og være frisk. Det skal man ikke tage for givet. Jeg er meget glad og meget træt og glæder mig til imorgen.

Sweet dreams :)

Ida

mandag den 28. februar 2011

En af de dage, hvor man bare skulle være blevet i sengen

Det er et dårligt tidspunkt, jeg er begyndt at skrive min blog på - for der er godt nok sket mange trælse ting på det seneste. Weekenden har jeg tilbragt i sengen med en grim omgang influenza ovenpå mine rygsmerter. Og for at det ikke skal være løgn, blev hele min helbredsmæssige tilstand forværret voldsomt på et splitsekund imorges.
Jeg var stået tidligt op og var gået i bad. Glædede mig til en dag på benene efter mange i sengen og til Kits og Anne Lees morgensamling tre kvarters tid senere, men blev ude i badet rigtig svimmel. Rigtig rigtig svimmel - så jeg blev nødt til at sætte mig ned, og havde det rigtig væmmeligt. Jeg kunne godt mærke, at noget i mig var helt galt, så jeg besluttede mig for bare lige at bade færdig og så lægge mig op i sengen igen og tage en sygedag mere. Da jeg gik på trappegangens kolde og hårde gulv kunne jeg mærke, at jeg blev endnu mere svimmel, og at det sortnede for mine øjne - men jeg skulle jo bare lige op af trappen, så var min seng der, og så kunne jeg slappe af. Så langt nåede jeg dog ikke, for lige før det første trappetrin besvimede jeg og faldt pladask (med baghovedet først skulle man tro) lige ned på det hårde stengulv. Heldigvis hørte Andreas det og løb ned efter mig og finder mig der liggende blødende ud af baghovedet. Alt dette kan jeg ikke huske, men jeg kan huske et minuts tid senere, hvor jeg igen ligger i min seng, og jeg kan høre en masse stemmer omkring mig, der ringer til lægen og prøver at finde ud af, hvad der skal ske med mig. Nogle minutter efter kører Andreas, Krabbe og jeg på skadestuen, hvor jeg får seks sting i baghovedet (for satan, det var væmmeligt - jeg er også meget læge- og nåleskræk). Lægen tjekker også min ryg, for mit haleben har fået et ordentligt slag og er blåt og ømt, og jeg kan kun gå dårligt selv. Hun anbefaler egentlig, at jeg bliver indlagt til observation det næste døgn, men jeg vil egentlig meget hellere hjem på højskolen, hvor der jo også er folk omkring mig hele tiden til at observere. Så seks sting og en hel del flere Ida-tårer senere er vi tilbage på højskolen, hvor jeg kravler i seng med noget smertestillende. Har det ganske forfærdeligt. Og det har jeg stadig - det er nu aften klokken kvart i otte. Anja har været her med blomster i eftermiddags, og Cecilie og Eva Maria har lige været her med en chokolade-påskehare. Det er virkelig dejligt.
Der er også sket noget andet på skolen idag. Rasmus & Rasmus er blevet smidt ud. Så der har været ekstraordinært fællesmøde og afskedsceremoni med dem idag. Jeg har ikke rigtig haft overskud til at tænke på andet end den 6 cm flænge, jeg pt. har i mit baghoved, så jeg har ikke rigtig taget stilling til, at de er væk, eller haft tid til at fordøje det. Men jeg kan godt forstå argumenterne for, at de ikke kan være her på skolen. Det er helt sikkert. Men derfor kommer man sgu til at savne dem engang imellem, de to gæve gutter med krudt i røven (lidt for meget nogle gange). Er dog sikker på, at resten af F11-opholdet nok skal blive helt fantastisk alligevel.
Av, hvor har jeg ondt efter min stengulvs-stunt. Jeg kan ikke ligge på nogen måder, så det ikke gør ondt. Og imorgen og i overmorgen er der Israel/Palæstina-konference, som jeg har glædet mig til i så lang tid. Tvivler på, at jeg kan være særlig meget med. Det er nederen.

Jeg har godt nok ikke heldet for tiden!


Ida - nu med sammenlappet baghoved

torsdag den 24. februar 2011

En gyselig aften

Igår aftes var vi en masse, der så gyserfilm på storskærm ovre i foredragssalen. "Drag me to hell" - egentlig ikke en særlig god film, men jeg kan sgu ikke undgå at blive bange. Jeg var rædselsslagen, da jeg gik derfra, og var nødt til at tvinge Andreas til at gå med mig ned på toilettet for at børste tænder. Da vi så skulle gå op på værelset igen, var alt lyset blevet slukket! Virkelig uhyggeligt. Mit hjerte slog 130 km/t, da vi gik op, og PLUDSELIG springer Krabbe frem fra mørket og råber BØØØH. Jeg var døden nær af skræk, og mine ben forsvandt under mig, så jeg lå og trillede rundt på gulvet af bare skræk. Onde Krabbe! Så var vi nødt til at se et afsnit af Paradise for at få de gyselige tanker ud af hovedet. Så det blev rigtig sent, så jeg er træt idag.
Jeg sidder i skriveværksted, hvor jeg har skrevet et brev på tysk. Dejligt lige at gå genopfrisket det tyske - det er nu ein schöner Sprache, selvom kasus drillede en del :) Journalistik- og skriveværkstedslæreren Christian skal nemlig til Berlin i weekenden, hvor han vil dele vores breve til random tyskere ud på forskellige steder i Tyskland. Han er nu god til at finde på løjerlige projekter med sin krøllede hjerne, den mand. Det er fedt.
Nu er der snart frokost, og så er der gangmøde og fællesmøde senere - og så drager jeg til lægen. Tager bare derned, for jeg er NØDT til at blive kigget på. Det gør endnu mere ondt nu end hidtil. Av av. Ellers kan det være, at jeg tager med nogen af designeleverne med til Kolding Designskole, som de skal ned og se. Ikke fordi jeg vil gå der, men det kunne nu være interessant nok at komme lidt udenfor Rødding bare engang imellem :) nu må vi se, hvad der sker.

Liebe,

Ida