fredag den 15. juni 2012



Hvem vil du være i dag?

Personen, som ikke ser valget, men blot forsøger ikke at skille sig ud.
Personen, som har set valget, men har valgt ikke at vælge. En person, som lever i nuet.
Personen, som har set valget, men ikke formår at føre valget ud i livet, selvom han ønsker det.
Personen, som har set valget og valgt. Når man vælger, vælger man sig selv. Når man vælger sig selv, skabes en autentisk identitet.
Personen, som har valgt sig selv igennem Gud.
Person, der er i stand til at fatte paradokset.

Jeg er datter af postmodernismen. Eksistentialist til benet.

Men er det for let at være overbevist tilhænger af det gængse samfundsparadigme i sin samtid?

At forudse menneskehedens næste skridt på vejen mod den endelige sandhed eller erkendelsen af manglen på samme. Bør man kræve det af sig selv?

Hvem vil du være i dag?



søndag den 27. maj 2012


Et spørgsmål om svar?

Jeg tænker over tvivl. 

”Det er jeg slet ikke i tvivl om.” Jeg bruger jævnligt frasen. Men jeg er kommet i tvivl, om man nogensinde aldrig er i tvivl.

Jeg har tidligere opfattet tvivl som et svaghedstegn, men den er et sundhedstegn. Tror jeg.

En fanatiker er en, der overkompenserer for den skjulte tvivl.

Mennesker tror på meget. Vi lærer os selv ”sandheder”, som vi kan bruge i vores ræsonnement. Følger vores hjerter, intuition, mavefornemmelse. Efter bedste overbevisning. Trækker på erfaring. Også andres. Men vi er i tvivl om det hele.

Tvivl er måske nok ubehageligt, men skråsikkerhed er absurd. I alle tilfælde.

Tvivl er måske i virkeligheden min religion. Den (sørgelige) erkendelse af begrænsningen af menneskets bevidsthed er essentiel. Den tillader uendelig plads til tvivl.

Livet er ikke et spørgsmål om svar, men et spørgsmål om spørgsmål. Tror jeg.



søndag den 8. april 2012

Sympati for en terrorist
"I am a candle that burns itself to give light to others"

Efter Anden Verdenskrig legitimerer Holocaust-kortet åbenbart Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Alle magtfulde instanser har opgivet at tage hånd om konflikten.

Obama lovede i valgkampen guld og grønne skove og en snarlig løsning på Israel/Palæstina-konflikten. Den lader vente på sig. Israel er en for værdifuld allieret for USA i den aktuelle situation i Mellemøsten.

FN er travlt optaget af Iran og Syrien, og EU kan ganske enkelt ikke presse Netanyahu.
Mens alle kigger i andre retninger, ligger en tredje intifada og lurer under overfladen i det land, der kaldes Israel.

Midt i konflikten sidder afro-palæstinenseren Ali Jiddah. Han er terrorist. Sad 17 år i fængsel for at sprænge en bombe ved Jaffa Gate i Østjerusalem, hvor han sårede ni jøder.
Hans hjem er lille, beskidt, farveløst og meget ydmygt. Han er tydeligvis fattig. På væggen hænger billeder af Yasser Arafat side om side med billeder af hans børn.


Da Israel i 1967 besætter Vestbredden, vælger den da kun 17-årige Ali Jiddah at blive medlem af PFLP (politisk parti, der kæmper for et frit Palæstina, og som ifølge EU og USA er en terrororganisation).

I de følgende år strammer Israel grebet mere og mere om palæstinenserne – også uden for landets grænser. De bomber palæstinensiske flygtningelejre på den anden side af Jordanfloden - i Jordan. Som modsvar til dette sprænger Ali Jiddah med PFLP i ryggen bomben i Østjerusalem.

Herefter tilbragte han 17 år af sit liv i fængsel, men fortryder i dag ingenting. Han mener, at det er på tide, at palæstinenserne får et håb om retfærdighed - for enhver pris. Håbet er dog svært at spore, modsat vreden og desperationen.
Et nyt voldeligt oprør fra palæstinenserne er ifølge Ali Jiddah unægtelig på vej.
”Vi har ikke mere at tabe. Verden har forrådt os med dens stilhed.”

Efter at have besøgt Ali Jiddah i Østjerusalem, hørt om hans skæbne og hans perception af konflikten, satte jeg mig for at undersøge sagen. Kan det virkelig passe, at verden har forrådt palæstinserne?
Og meget tyder på det. Måske fordi konflikten synes uoverskueligt uløselig. Hvis man tager kampen op, er man dømt til at tabe.

På mange måder forstår og respekterer jeg Ali Jiddah. Jeg prøvede at sætte mig i hans sted. Forestillede mig, at jeg var en håbløst undertrykt palæstinenser uden bedre tider i sigte. Hvad ville jeg så gøre?
Jeg opererede med tre muligheder, hvoraf ingen synes at føre til noget lykkeligt.

1) Give op og begå selvmord.
2) Leve med undertrykkelsen, æde min stolthed og retfærdighedssans.
3) Kæmpe mod uretfærdigheden.

Ali Jiddah valgte mulighed nummer 3. Han blev terrorist, eller frihedskæmper om man vil.
”I am a candle that burns itself to give light to others” er det altruistiske mantra, han opererer ud fra. Kan man ikke kun have respekt for det i hans situation?
Jeg har i hvert fald. Når man er så uretfærdigt trængt op i en krog uden udsigt til bedre tider, må man handle efter sin bedste overbevisning. Og det gjorde Ali Jiddah ligesom sine mange andre desperate landsmænd.


Man kan kun håbe på, at Vesten snart indser, at Holocaust-kortet har overskredet sin holdbarhedsdato og ikke kan retfærdiggøre den massive undertrykkelse af palæstinenserne.
 

onsdag den 29. februar 2012

Den kroniske skyld

Jeg er plaget af en dybt hæmmende kronisk skyldfølelse, der forhindrer mig i at leve livet fuldt ud.
Ikke over at skippe en forelæsning eller spise noget ulækker junkfood på vej hjem fra byen, men en helt grundlæggende dårlig samvittighed over for kloden og verdens dårligt stillede mennesker.

Jeg får skyldfølelsen tit – mange gange om dagen i mange situationer.
Når jeg kigger rundt på mit værelse, der rummer et overflødighedshorn af lækre sager. De gør mig glad, javist. Men uden dem ville jeg også have det godt.
Når jeg har tømmermænd og bruger en hel dag på ingenting. Der er mennesker, der dør af sult hver dag. Måske kunne jeg have været med til at forebygge det, hvis jeg ikke havde brugt min søndag på at pleje de latterlige tømmermænd.
Når jeg bruger penge på ligegyldige ting. Udklædninger. Tænk, at jeg kan bruge flere hundrede kroner på noget, der bare gør en given aften en lille smule sjovere. Jeg ville jo også have en sjov aften uden.
Når jeg tørretumbler mit tøj, fordi det er nemmere og hurtigere end at hænge det op. Undskyld, Moder Jord, du skal vide, at jeg har det rigtig dårligt med det.
Og i tusinde andre situationer, hvor jeg helt dybt inde mit lille idealistiske hjerte synes, at det, jeg gør, er forkert.

Det er bagsiden af vores velstående samfund. Jeg burde være lykkelig for at være født her, og det er jeg på et overfladisk plan også. Men tanken, om at vores lykke og velstand er på bekostning af andre menneskers død og nød, er nærmest ubærlig. Den er en kæmpe bremseklods i forhold til at kunne nyde vores fantastiske samfund fuldt ud.

Det er pissesvært at være så idealistisk (Man fristes til at synge ”Uh-uh, det’ så svært at være så god). For med velstand og muligheder følger et enormt ansvar. Et ansvar, som er helt og aldeles komplet umuligt at leve op til.
Mit rationelle jeg siger, at man kan ikke redde hele verden, men mit følsomme jeg nægter at forlige sig med den kendsgerning, og de to modarbejder hinanden konstant.

Dette indlæg er indbegrebet af ”frelsthed”, men misforstå mig ikke: Disse tanker er langt mere en forbandelse end en velsignelse.
Jeg kender mange mennesker, der formår at lægge ansvars- og skyldfølelsen fuldstændig til side og bare nyde livet og gøre de ting, der gør dem glade i deres lille nærmiljø. Jeg både misunder dem og bebrejder dem.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad gris, mente filosoffen John Stuart Mill. Jeg er tilbøjelig til at være uenig. Jeg er træt af at være en utilfreds Sokrates.

søndag den 19. februar 2012

Sympati for en morder

Som højskoleelev kommer man på et væld af ekskursioner. Nogle af dem er sjove og bliver til et muntert minde, mens andre sætter sig fast i bevidstheden og gør et større og dybere indtryk. En af sidstnævnte var højskolens juraholds besøg på Ringe Statsfængsel. Dagens menu lød på en rundvisning i det lukkede ungdomsfængsel og til dessert et møde med en af de unge indsatte mordere. Spændende med et indblik i en verden så langt fra min egen, tænkte jeg, da minibussen trillede ud af højskolens trygge osteklokke med kurs mod noget meget mindre trygt.
Vi blev vist rundt i fængslet af en fængselsbetjent, der fortalte skrækanekdoter om de indsattes hverdag og det altoverskyggende voldshierarki, hakkeorden og barske survival of the fittest-mentalitet.
Efter rundvisningen skulle vi mødes med en af de unge indsatte. En 18-årig gut dømt for manddrab. Vores lærer havde med vilje ikke fortalt os på forhånd, hvem vi skulle møde. Han ville nemlig have, at vi skulle møde morderen uden nogen forhåndsviden om ham og således også uden de eventuelle dertilhørende fordomme.
Jeg er nordjyde, og det faktum gjorde, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da drengen trådte ind i rummet. Han præsenterede sig ved navn, men det havde han ikke behøvet. Jeg kendte udmærket godt det ansigt, selvom det efterhånden er flere år siden, han var en tophistorie i medierne. Rasmus Popenda, der som 14-årig stod bag det, som medierne døbte Stadiondrabet i Aalborg. Berømt og berygtet for sit koldblodige rovmord på en tilfældig forbipasserende en lørdag nat ved Aalborg Stadion.
Da drengen begyndte at tale og berette om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus blev født ind i et miljø, hvor stoffer, grov omsorgssvigt og vold var hverdagskost. Han droppede ud af skolen som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage hårde stoffer og lave kriminalitet, og han blev hjemløs, da han blev smidt ud hjemmefra som 12-årig.
Jo mere den pumpede, tatoverede og kronragede knægt fortalte om sin fortid, jo mere ændredes min foragt til medlidenhed. Jeg mindedes de Rasmus Popenda-hadegrupper, der blomstrede på Facebook efter hans dom, som i manges øjne var al, al for mild. Jeg mindedes hetzstemningen og de mildt sagt hadefulde gloser, som folk skrev om Rasmus. Dengang rørte det mig ikke synderligt. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede. Det kan jeg stadig. Men det lille indblik, jeg var så heldig at få i Rasmus’ liv, gjorde mig fem år ældre.
I bussen på vej hjem sad jeg og reflekterede over besøget. Jeg havde for alvor fået udfordret min opfattelse af begrebet ”skyld”, og jeg var nødt til at tage min holdning op til revision. Det spørgsmål, der stod med lysende klare versaler på min nethinde efter besøget, var: ”Er Rasmus’ gerning Rasmus’ skyld?”
Det er en kompleks problemstilling. Først gjorde hans historie mig mest af alt bitter på hans forældre, men ret hurtigt kom jeg til at tænke på, at de må være blevet født ind i samme umenneskelige sociale miljø som Rasmus, siden de har så utilstrækkelige evner til at skulle opdrage et barn. Min anden tanke var, at hans historie vidner om et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor er der ingen, der griber ind, når en 10-årig dropper ud af folkeskolen?
Derefter faldt mine tanker på Rasmus’ fremtid. Og alle de tusindvis andre børn og unge som ham, der flakker rundt som tikkende bomber i kriminelle parallelsamfund og aldrig har kendt til andet. De har aldrig har fået en værdig chance for et ordentligt liv. Jeg kender dem selv fra min folkeskoletid og oplevet, hvordan skolen ikke formår at tage hånd om dem på anden vis end at straffe dem. Hvad skal samfundet gøre? Efter mødet med Rasmus står det helt klart for mig, at det i hvert fald er meget, meget uhensigtsmæssigt at spærre dem inde i et lukket fængsel med andre kriminelle. Som Rasmus selv svarede, da jeg spurgte ham om graden af resocialisering i fængslet: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud fra fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind.” Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, han sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af modsatte opfattelse.
Fængsel er ikke godt for nogen. Rasmus og hans medindsatte har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag, dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at få en ny chance for at gøre sig fortjent til respekt og at få følelsen af, at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte.
Så få nu de fyre ud og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde, der passer til dem, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.
Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men også ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag ét er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Deres skæbneterninger er kastet. Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?
Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det kan opfattes som om, at man retfærdiggør deres handling. Det gør jeg absolut ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men jeg prøver at forstå i stedet for at fordømme.
Mødet med Rasmus var på mærkværdig vis livsbekræftende, fordi det gav mig en klar følelse af, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie. Han har udviklet selvindsigt og er klar til at kæmpe for sin drøm: En lejlighed, en kæreste og et fast arbejde. I stedet for at få hjælp til det, oplever han et samfund, der bliver ved med at straffe ham.
Sympati for en morder. Den følelse havde jeg, da jeg trådte ud af fængslet den eftermiddag. For man bliver ikke gerningsmand uden selv at have været offer.


xx