"I am a candle that burns itself to give light to others"
Efter Anden Verdenskrig legitimerer
Holocaust-kortet åbenbart Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Alle
magtfulde instanser har opgivet at tage hånd om konflikten.
Obama lovede i valgkampen guld og grønne skove
og en snarlig løsning på Israel/Palæstina-konflikten. Den lader vente på sig.
Israel er en for værdifuld allieret for USA i den aktuelle situation i
Mellemøsten.
FN er travlt optaget af Iran og Syrien, og EU
kan ganske enkelt ikke presse Netanyahu.
Mens alle kigger i andre retninger, ligger en
tredje intifada og lurer under overfladen i det land, der kaldes Israel.
Midt i konflikten sidder afro-palæstinenseren
Ali Jiddah. Han er terrorist. Sad 17 år i fængsel for at sprænge en bombe ved
Jaffa Gate i Østjerusalem, hvor han sårede ni jøder.
Hans hjem er lille, beskidt, farveløst og
meget ydmygt. Han er tydeligvis fattig. På væggen hænger billeder af Yasser
Arafat side om side med billeder af hans børn.
Da Israel i 1967 besætter Vestbredden, vælger
den da kun 17-årige Ali Jiddah at blive medlem af PFLP (politisk parti, der
kæmper for et frit Palæstina, og som ifølge EU og USA er en
terrororganisation).
I de følgende år strammer Israel grebet mere og
mere om palæstinenserne – også uden for landets grænser. De bomber
palæstinensiske flygtningelejre på den anden side af Jordanfloden - i Jordan.
Som modsvar til dette sprænger Ali Jiddah med PFLP i ryggen bomben i
Østjerusalem.
Herefter tilbragte han 17 år af sit liv i
fængsel, men fortryder i dag ingenting. Han mener, at det er på tide, at
palæstinenserne får et håb om retfærdighed - for enhver pris. Håbet er dog
svært at spore, modsat vreden og desperationen.
Et nyt voldeligt oprør fra palæstinenserne er
ifølge Ali Jiddah unægtelig på vej.
”Vi har ikke mere at tabe. Verden har forrådt os
med dens stilhed.”
Efter at have besøgt Ali Jiddah i Østjerusalem,
hørt om hans skæbne og hans perception af konflikten, satte jeg mig for at
undersøge sagen. Kan det virkelig passe, at verden har forrådt palæstinserne?
Og meget tyder på det. Måske fordi konflikten
synes uoverskueligt uløselig. Hvis man tager kampen op, er man dømt til at
tabe.
På mange måder forstår og respekterer jeg Ali
Jiddah. Jeg prøvede at sætte mig i hans sted. Forestillede mig, at jeg var en
håbløst undertrykt palæstinenser uden bedre tider i sigte. Hvad ville jeg så
gøre?
Jeg opererede med tre muligheder, hvoraf ingen
synes at føre til noget lykkeligt.
1) Give op og begå selvmord.
2) Leve med undertrykkelsen, æde min stolthed og
retfærdighedssans.
3) Kæmpe mod uretfærdigheden.
Ali Jiddah valgte mulighed nummer 3. Han blev
terrorist, eller frihedskæmper om man vil.
”I am a candle that burns itself to give light
to others” er det altruistiske mantra, han opererer ud fra. Kan man ikke kun
have respekt for det i hans situation?
Jeg har i hvert fald. Når man er så uretfærdigt
trængt op i en krog uden udsigt til bedre tider, må man handle efter sin bedste
overbevisning. Og det gjorde Ali Jiddah ligesom sine mange andre desperate
landsmænd.
Man kan kun håbe på, at Vesten snart indser, at Holocaust-kortet har overskredet sin holdbarhedsdato og ikke kan retfærdiggøre den massive undertrykkelse af palæstinenserne.
Man kan kun håbe på, at Vesten snart indser, at Holocaust-kortet har overskredet sin holdbarhedsdato og ikke kan retfærdiggøre den massive undertrykkelse af palæstinenserne.
