søndag den 8. april 2012

Sympati for en terrorist
"I am a candle that burns itself to give light to others"

Efter Anden Verdenskrig legitimerer Holocaust-kortet åbenbart Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Alle magtfulde instanser har opgivet at tage hånd om konflikten.

Obama lovede i valgkampen guld og grønne skove og en snarlig løsning på Israel/Palæstina-konflikten. Den lader vente på sig. Israel er en for værdifuld allieret for USA i den aktuelle situation i Mellemøsten.

FN er travlt optaget af Iran og Syrien, og EU kan ganske enkelt ikke presse Netanyahu.
Mens alle kigger i andre retninger, ligger en tredje intifada og lurer under overfladen i det land, der kaldes Israel.

Midt i konflikten sidder afro-palæstinenseren Ali Jiddah. Han er terrorist. Sad 17 år i fængsel for at sprænge en bombe ved Jaffa Gate i Østjerusalem, hvor han sårede ni jøder.
Hans hjem er lille, beskidt, farveløst og meget ydmygt. Han er tydeligvis fattig. På væggen hænger billeder af Yasser Arafat side om side med billeder af hans børn.


Da Israel i 1967 besætter Vestbredden, vælger den da kun 17-årige Ali Jiddah at blive medlem af PFLP (politisk parti, der kæmper for et frit Palæstina, og som ifølge EU og USA er en terrororganisation).

I de følgende år strammer Israel grebet mere og mere om palæstinenserne – også uden for landets grænser. De bomber palæstinensiske flygtningelejre på den anden side af Jordanfloden - i Jordan. Som modsvar til dette sprænger Ali Jiddah med PFLP i ryggen bomben i Østjerusalem.

Herefter tilbragte han 17 år af sit liv i fængsel, men fortryder i dag ingenting. Han mener, at det er på tide, at palæstinenserne får et håb om retfærdighed - for enhver pris. Håbet er dog svært at spore, modsat vreden og desperationen.
Et nyt voldeligt oprør fra palæstinenserne er ifølge Ali Jiddah unægtelig på vej.
”Vi har ikke mere at tabe. Verden har forrådt os med dens stilhed.”

Efter at have besøgt Ali Jiddah i Østjerusalem, hørt om hans skæbne og hans perception af konflikten, satte jeg mig for at undersøge sagen. Kan det virkelig passe, at verden har forrådt palæstinserne?
Og meget tyder på det. Måske fordi konflikten synes uoverskueligt uløselig. Hvis man tager kampen op, er man dømt til at tabe.

På mange måder forstår og respekterer jeg Ali Jiddah. Jeg prøvede at sætte mig i hans sted. Forestillede mig, at jeg var en håbløst undertrykt palæstinenser uden bedre tider i sigte. Hvad ville jeg så gøre?
Jeg opererede med tre muligheder, hvoraf ingen synes at føre til noget lykkeligt.

1) Give op og begå selvmord.
2) Leve med undertrykkelsen, æde min stolthed og retfærdighedssans.
3) Kæmpe mod uretfærdigheden.

Ali Jiddah valgte mulighed nummer 3. Han blev terrorist, eller frihedskæmper om man vil.
”I am a candle that burns itself to give light to others” er det altruistiske mantra, han opererer ud fra. Kan man ikke kun have respekt for det i hans situation?
Jeg har i hvert fald. Når man er så uretfærdigt trængt op i en krog uden udsigt til bedre tider, må man handle efter sin bedste overbevisning. Og det gjorde Ali Jiddah ligesom sine mange andre desperate landsmænd.


Man kan kun håbe på, at Vesten snart indser, at Holocaust-kortet har overskredet sin holdbarhedsdato og ikke kan retfærdiggøre den massive undertrykkelse af palæstinenserne.