En svævetur mellem liv og død
En uforudsigelig og tragisk hændelse resulterede i en nærdødsoplevelse, der ændrede Annelises verden fra den ene dag til den anden.
Hun svæver let i en sfære mellem liv og død. Døden står med åbne arme og byder hende hjerteligt velkommen, mens livet river sine skarpe kløer om hende og tvinger hende tilbage til stemmen i det nussede, lille badeværelse. Hun kan mærke, hvordan dødens stærke lys og stikkende varme tiltrækker hende. Hun vil ikke slippe den euforiske følelse, der siver gennem hende. Hun vil ikke tilbage til det mørke badeværelse, hvor en stemme tæller taktfast fra én til tredive.
Hendes brystkasse brokker sig over de gentagne tryk mellem ribbenene, mens hendes lunger nægter at modtage den ilt, som bølger sig gennem hendes luftrør. Livet forsøger at få hende tilbage, men hun vil ikke med og stritter derfor kraftigt imod. Pludselig bliver de regelmæssige tryk på brystkassen hårdere og stemmen højere. I ét splitsekund suges hun kraftfuldt op til livets overflade. Her får hun øjenkontakt med en velkendt mand, der ser træt ned på hende. Hun forstår ikke, hvad der er sket, og hun ønsker heller ikke at forstå det. Det eneste, hun vil, er at vende tilbage til varmen, lyset og euforien.
En kvinde med mange jern i ilden
Denne kamp mellem liv og død oplevede Annelise Zander på egen krop en dag i sommeren 2006. Hun var på daværende tidspunkt forstander på Kost & Tekstilskolen i Rødding. Hun og resten af skolens personale var nogle dage forinden taget på udflugt til Rømø for at ”afprøve” øen og dens seværdigheder, inden skolens elever skulle med på tur dertil. Annelise havde været forstander på skolen i syv år, og derudover var hun en kendt kvinde i foreningslivet i Rødding og en aktiv hjælpende hånd i sin datters tøjbutik, hvor hun blandt andet fungerede som butikkens tilknyttede skrædder. Annelise var en glad kvinde fuld af energi og gåpåmod og med mange jern i ilden.
Denne dag skulle Annelise og resten af personalet ride på heste på et lille stutteri på øen. Hun havde aldrig redet før, og hendes mand havde advaret hende imod det. Men på dette tidspunkt var Annelise stadig en kvinde, der elskede nye udfordringer og skulle selvfølgelig afprøve det. Hun valgte bevidst en lille pony og bar naturligvis ridehjelm. ”Så er sikkerheden i top,” tænkte Annelise.
Et uforudsigeligt uheld
Annelise og kollegaerne havde redet i noget tid i sommersolen, da Annelises hest pludselig træder forkert ned i et hul. Dette resulterer i et kraftigt pludseligt ryk, og Annelise glider ud af sadlen. Uheldigvis ligger der en stor sten lige der, hvor Annelise lander, og hendes ridehjelm flækker. Hun slår sit hoved og får kraniebrud. Samtidig træder hesten på hendes venstre ben, som vrider om og får slemme skader. Kollegaerne hopper straks af deres heste og løber hen til Annelise, som de får transporteret til skadestuen. Her konstaterer lægerne, at hun har fået kraniebrud, piskesmæld, hjernerystelse samt et vrid i benet og forskellige småskader. Hun får gips på benet og bliver derefter sendt direkte hjem til Rødding i troen om, at hun bare skal tage den med ro i noget tid, og så bliver hun rask igen.
Et glimt af døden
Et par timer efter Annelises hjemkost besvimer hun ude på toilettet som følge af sprungne blodkar i benet efter vriddet. Ifølge Annelise flyder fire liter blod rundt på må og få udenfor årerne i hendes venstre ben, der ligger komprimeret i gips. Det næste, hun oplever, er, at hendes mand yder førstehjælp på hende og forsøger at få hende genoplivet. Imens svæver Annelises bevidsthed mellem liv og død. Havde det ikke været for hendes mands indgående kendskab til førstehjælp og genoplivning, havde Annelise sandsynligvis ikke været i live i dag.
Men da Annelise vågner på badeværelsesgulvet efter nærdødsoplevelsen, er hun på mærkværdig vis ikke taknemmelig for at være blevet hjulpet tilbage til livet: ”Jeg var skuffet, vred og gal. Det lyder grotesk, men jeg ville hellere dø end at leve,” fortæller Annelise. Følelsen af at dø eller være tæt på var for Annelise så fantastisk, at den syntes langt bedre end livet selv.
Nyt syn på livet
Det er nu fem år siden hendes nærdødsoplevelse på badeværelset hjemme i Rødding. Nærdødsoplevelsen har vendt fuldstændig op og ned på hendes hverdag og hendes syn på livet: ”Jeg tager livet én dag ad gangen. Jeg ved ikke, om jeg lever i aften eller i morgen”.
Kort tid efter oplevelsen måtte Annelise opgive arbejdet og gå på førtidspension som følge af konstant hovedpine, smerter i benet og hyppige piskesmæld. Det har taget hårdt på hende at skifte den travle hverdag som forstander på tekstilskolen ud med det stille liv som førtidspensionist. For at holde sig selv i gang og have noget at stå op til hjælper hun ofte sin datter med butikken og børnebørnene. “Det er rart at kunne hjælpe sine nærmeste, og jeg nyder at bruge tid på mine to børnebørn,” siger Annelise.
Nyvunden livsglæde
Og netop de to børnebørn bruger Annelise meget tid på. De er godt klar over, hvad der er sket med Annelise, og de passer derfor ekstra godt på deres mormor. Især hendes ældste barnebarn er særlig opmærksomt på Annelises ve og vel.
En lunefuld sommerdag, hvor Annelise havde det ældste barnebarn på besøg, beslutter Annelise sig for at cykle ned til Brugsen og købe is. Da barnebarnet ser, at Annelise ikke tager cykelhjelm på, løber barnebarnet febrilsk ud til Annelise med sin lille blomstrede cykelhjelm og hiver hende i ærmet med beskeden: ”Mormor, jeg vil altså ikke have en død mormor oppe på kirkegården, bare fordi du ikke har cykelhjelm på.” Annelise kigger ned på sit barnebarn og bliver varm om hjertet og glædes over, at livet alligevel ikke blev frarøvet hende.
Glæder sig til døden
Mange mennesker frygter døden, men Annelise er ikke en af dem. Efter sit møde med døden glæder hun sig faktisk: ”Hvis det at dø er ligesom min nærdødsoplevelse, er jeg ikke bange for det – tværtimod.”
Således har Annelises nærdødsoplevelse både ændret hendes syn på livet og døden. Hun frygter ikke døden længere, men ser den derimod som en gave efter livet - noget at se frem til.
xx
Ingen kommentarer:
Send en kommentar