mandag den 28. marts 2011

Portræt af Ida Holt

Jeg har negligeret min kære blog en del på det seneste. Simpelthen fordi jeg har rygende travlt. Det 14 dages intensive forberedelseskursus til optagelsesprøven på journalisthøjskolen er skudt igang, og det er som navnet antyder, ret intensivt. Så jeg får skrevet en hel del og lært en masse teori omkring journalistik, og jeg bliver mere og mere sikker på, at det er det, jeg vil. Derfor har jeg nu besluttet at ændre min ansøg, så jeg beder om en standbyplads, hvis jeg nu ikke kommer direkte ind i år. Det er en genvej til at komme direkte ind næste år - mod at man så lader alle sine andre uddannelsesprioriteter falde fra. Men det er et offer, jeg er villig til at bringe - for det er journalistik, jeg vil beskæftige mig med.
I forbindelse med dette kursus fik vi til opgave at interviewe og derefter skrive et portræt af sidemanden med en valgfri vinkel. Jeg skrev om søde Marie Kjempff, og hun skrev om mig. Artiklen følger nedenfor, og indholdet skal lige tages med et gran salt, men jeg er rigtig godt tilfreds med hendes arbejde. Bedøm selv.

Opdragelse på autopilot

Med to veluddannede forældre, der begge har lagt stor vægt på fri børneopdragelse, er Ida Holt vokset op. Selvom hun til tider godt kunne ønske sig mere nærvær fra sine forældre, er hun ikke i tvivl om, at den frie og selvstændige opdragelse, hun har fået, har gjort hende til den, hun er i dag.

af Marie Kjempff

Ida skal op til sin sidste eksamen, før hun kan sætte studenterhuen på hovedet. Hun skal op i oldtidskundskab, der ikke just er et yndlingsfag, og nerver og angstsvedige håndflader er svære at holde i ro. Hendes forældre og søster kører hende til gymnasiet, da tiden er inde. De skal selvfølgelig se hende blive student. Da de når skolen, sætter de Ida af. ”Vi tager lige ud og handler, vi er der, når du kommer tilbage,” råber Idas mor ud af det nedrullede bilvindue. Idas eksamen varer en time, og selvom det kan være lang tid at vente, havde hun alligevel regnet med, at hendes familie ville blive med hende på skolen. Man bliver trods alt kun student én gang i livet. Lidt skuffet må hun nu selv tage alene til sin frygtede eksamen. Selvom hun ved, at de nok skal være tilbage, når hun kommer ud med huen, er det alligevel med en klump i maven, at hun går alene op til det grønne bord.

Idas familie har aldrig haft grund til at bekymre sig om hendes fremtid. For hende har alting gået legende let. Helt fra hendes tidlige skolegang udviste hun stor social og faglig intelligens. Hun elskede at gå i skole og være sammen med kammeraterne. Dette stod i kontrast til hendes to ældre søskende, der begge har været plaget af en svær skolegang. De to ældre søskende fik så den særlige opmærksomhed, som Ida ikke selv behøvede. Hun klarede fint sig selv, mente forældrene.

Frie tøjler

I det nordjyske akademikerhjem, herskede der nemlig en klar overbevisning om, at en fri og laissez faire-præget børneopdragelse var det eneste rigtige. Med en psykologiuddannet mor, der bevidst satte parforhold højere end forholdet til børnene, voksede Ida op. Og selvom Ida studsede over, at de andre børns forældre ofte var med, når der var fodboldkamp, når hendes egne ikke var, bebrejdede hun aldrig sine forældre. ”Jeg var aldrig i tvivl om, at de holdt af mig. De viste det bare ikke på samme måde som de fleste forældre,” udtaler hun.

Når Ida skulle være sammen med vennerne efter skole, foregik det næsten altid hjemme hos de andre. Faktisk har Idas forældre kun mødt meget få af hendes venner. ”I det hele taget føler jeg ikke, at de kender mig specielt godt,” fortæller hun og fortsætter: ”de har en idé om, hvordan jeg er som menneske, men den er i høj grad bygget på iagttagelser ’fra sidelinjen’”.

I 2007 bliver Idas far ramt af stress og depression, hvilket tvinger den dengang kun 43-årige ingeniør til at gå på førtidspension. Dette kommer til at betyde meget for miljøet derhjemme og Idas forhold til sine forældre. Hun bliver meget påvirket af tragedien og ønsker at få det hele lidt på afstand. Blandt andet derfor flytter hun sammen med den daværende kæreste. Forholdet går i stykker, og Ida beslutter sig for at søge endnu længere væk. Hun vil på højskole.

Frihed i fællesskabet

Efter at have sparet op i sommerferien og med økonomisk hjælp fra forældrene begynder Ida i efteråret 2010 på Rødding Højskole. Her oplever hun en ny slags frihed, ikke den velkendte på-egen-hånd-frihed hun er vant til hjemmefra, men derimod en frihed i et fællesskab med sammenhold og regler som bærende element.

”Det var virkelig en oplevelse. Aldrig før har jeg følt mig så fri og sikker på mig selv som her,” siger hun med et smil. Hun kan godt se det ironiske i, at det er her, på en skole med fyrre andre elever hvor regler skal overholdes, at hun føler sig mest fri.

Spørger man Ida, hvordan hendes egne børn skal opdrages, er hun dog ikke i tvivl om, at hun har lært meget af sine forældre. Hun vil opdrage sine egne børn efter samme frie principper, men vil dog holde en vis disciplin. Give barnet medansvar, men til gengæld gøre meget ud af selv at deltage aktivt i barnets liv.

”Jeg kommer i hvert fald til deres fodboldkampe og afsluttende eksamener” slutter hun af med et grin.

2 kommentarer: