onsdag den 16. marts 2011

Mogadishu med mere

(overskriften burde egentlig være Somalia, men Mogadishu er bare et federe ord)

Jeg sidder ovre i biblioteket sammen med Søren (F11-journalistik), Anne (F11-design), Rasmus (F11-design), Kasper (F11-journalistik), og Andreas (kæreste). Vi arbejder ved hver vores computer med henholdsvis journalistik og grafisk design. Jeg har skriveblokade med min artikel, så nu giver jeg mig i kast med min blog. Here goes.

I morges til aktuel debat så vi en dokumentar om en dansk eventyrer, Rasmus Krath, som var taget til Somalia for at få et indblik i landets tilstand med borgerkrig, kaos og pirateri. Et forfærdende indblik i et land, der anses for verdens tredje fattigste. Landet er så præget af borgerkrig, at regeringen kun regerer i teorien. Det er også et land, hvor præsidenten er en gammel mafiaboss med mange liv på samvittigheden, som i øvrigt ikke er folkevalgt, og som lader sine ansatte voldtage kvinder og torturere sine modstandere, og det er et land, hvor der ikke er noget fungerende politi eller retssystem. Et land, hvor en stor del af alle bygningerne er sønderbombet som følge af de heftige borgerkrige, og et land, hvor myndighederne arbejder sammen med pirater, som lever af at hijacke vestlige skibe og kræve store løsesummer. Knap en femtedel af befolkningen har adgang til rent vand, og inflationen er så høj, at pengesedlerne ikke repræsenterer deres egentlige værdi, men deres vægt. Man betaler altså i pengesedler pr. kilopris, da det ville tage for lang tid at tælle de mange sedler sammen. Deres største seddel svarer til 45 danske øre.
Alle er bevæbnede i Somalia, særligt i hovedstaden Mogadishu, der anses for verdens farligste storby. Førnævnte Rasmus Krath måtte have hele syv bevæbnede livvagter omkring sig dag og nat under sit ophold i Mogadishu, hvor vestlige journalister bliver kidnappet i en lind strøm.
Rasmus Krath fik - som den første dansker - lov til at interviewe nogle af de pirater, som hærger de somaliske farvande. Det er nogle meget spændende interviews om nogle mennesker, der bor i et land i total kaos, hvor de kan vælge imellem at leve i ekstrem hungersnød eller blive kriminelle - pirater - og derved have en mulighed for indtjening. Så enkelt er det faktisk: når man er trængt op i en krog, og der ikke er andre udveje, må man gøre det, der skal til for at man kan brødføde sig selv og sin familie.
Den ene pirat formulerede det selv i sit svar, da Rasmus Krath nedsættende spurgte ham, om hvad der giver ham ret til at hijacke skibe: "Intet kan holde en sulten mand tilbage. Sulten er din læremester".
Min gamle far har altid lært mig, at fattigdom og ulighed er grunden til kriminalitet. Dokumentaren giver ham i hvert fald ret. Og det er jeg også ret tilbøjelig til.
Dokumentaren satte i hvert fald en masse tanker igang. Tankevækkende, at det, som Vesten fordømmer, egentlig på et eller andet plan er Vestens egen skyld på grund af den skæve fordeling af verdens goder. Det kan selvfølgelig ikke sættes så enkelt op, for mange faktorer spiller ind, men det er for mig at se en klar tendens.

That's all - har ikke tid til mere - skal ind og spise. I aften er der værkstedsaften, hvor jeg vil lave en flot glasskål i lilla nuancer til når jeg skal flytte hjemmefra, og mit køkken trænger til en smuk frugtskål! Note til selv: det er nice at være kreativ

Later,

xx
Ida


ps: bonus-tanke, som jeg måske vil skriver mere om i et andet indlæg: er dovenskab godt eller skidt? Dovenskab har banet vejen til de smarteste opfindelser, der gør livet nemmere for folk. Og dovenskab er tegn på, at du gør det, du har lyst til - og er det i begrænset omfang egentlig ikke en god egenskab, så man ikke lader sig manipulere alt for meget? Jeg har ikke tænkt den færdig - som sagt kommer der måske mere dovenskabs-relateret blogging senere.

Nattetanker om højskole

Kender I det, når man ligger og grubler, inden man skal sove? Lige efter man er faldet til ro og lige inden man falder i søvn. Dét tidspunkt på døgnet er der, hvor de bedste tanker popper op i mit hoved. Tænker oftest på dagens begivenheder - hvad er der sket; har dagen påvirket mig og gjort mig anderledes end jeg var igår?
Sådan en stund har jeg lige nu. Andreas, Krabbe og jeg har lige hygget med popcorn og Paradise - vores daglige date kl 23. Det er nu hyggeligt. Andreas faldt i søvn under aftenens afsnit og sover stadig, og Krabbe er gået ind til sig selv for at sove. Så her er jeg - den eneste, der ikke er i drømmeland endnu. I stedet er jeg i tankeland - et mindst lige så spændende sted.
Som sagt tænker jeg om aftenen oftest på den dag, der netop er ved at slutte. I aften er ingen undtagelse. Og det har været en dejlig dag. Egentlig ikke fordi indholdet har været specielt godt; det har været en almindelig dag (hvis man da kan tale om en sådan i højskole-regi). Men det er jo netop de almindelige dage, der skal gøre én glad og give én noget. Alt for mange lever for næste højdepunkt; næste fest, næste weekend eller næste ferie. Det betyder at hverdagen, som jo trods alt udgør langt størstedelen af vores liv, bliver spildtid. Det er den allervigtigste tid, som man glemmer at nyde, fordi den blegner i forhold til højdepunkterne.
Når man er på højskole er det heldigvis rigtig nemt at nyde nuet, fordi vi skaber minder med hinanden stort set hver dag. Her ligner ingen dage rigtig hinanden - og det er vores egen fortjeneste. Jeg håber, at jeg kan videreføre den livsfilosofi til mit fremtidige liv udenfor højskolen. Her bliver alle de nye indtryk serveret for én. Idéen blandt højskolen er nemlig blandt andet, at eleverne skal præsenteres for ting, som de normalt ikke selv ville opsøge - det være sig underlige koreanske monsterfilm, klassisk klaverkoncert, alternativ graffitimaling - hvad som helst. Noget mere vellykket og vel modtaget end andet, men alt sammen rykker os på én eller anden måde. Enten ved at vi vrænger næse og synes, at det er noget værre lort, eller - som oftest - at vi får øjnene op for, at der findes endnu mere niceness her i verden, end vi troede før. Dét er med til at gøre højskole så fantastisk - og det vil jeg også prøve at tage med mig bagefter. Mindst en gang om ugen hele livet igennem vil jeg gøre noget for første gang. Det kan være hvad som helst. Det er så vigtigt ikke at stagnere som menneske - man skal flytte sig, man skal lære, og man skal undres og udfordres.
Igennem hele uddannelsessystemet klæder man unge mennesker på til, at de skal finde ud af, hvad de skal leve af. Men hvad man skal leve for - det giver systemet intet svar på - og det må nu engang anses for det vigtigste. Derfor er højskole så nice: fordi her har det, der ikke kan måles og vejes, også kvalitet.
Dette indlæg udviklede sig efterhånden til en reklame for højskoler. Det var ikke meningen - jeg skriver bare, hvad jeg tænker - og jeg tænker tit på, hvor god en højskole kan være for et menneske. For alle mennesker. Og for mig - har mærket det på egen krop...
Nu er klokken 00:48, og jeg må hellere prøve at sove. Jeg vil runde indlægget af.

Ekstra bonus-nattetanke, der lige er poppet op, og som jeg desværre ikke har tid til at uddybe:
Mennesker bør ikke lede efter en endegyldig sandhed om livet - for den findes ikke. Det eneste, vi kan, er at blive forvirrede på et højere plan.

Nok lommefilosofi fra mig.

Godnat,

xx
Ida

mandag den 14. marts 2011

Dødsinterview + diverse

Det har været svært at skulle skrive et indlæg efter "Sympati for en morder", som jeg har fået meget ros for - for jeg vil jo ikke lave et indlæg, der er dårligere end det forrige. Men nu gør jeg det bare.
Jeg sidder pt. i skriveværksted og har netop færdiggjort en alternativ slutning på Det Nye Testamente. Christian (journalistik- og skriveværkstedslærer) formår virkelig at udfordre vores mandagshjerner. I min weekend har jeg været ude og samle ind for Folkekirkens Nødhjælp sammen med Krabbe, og det var rigtig hyggeligt. Trængende folk får nødhjælp, og vi får god karma og støtter et godt projekt. Win-win-win. Derudover kastede jeg op lørdag aften - på trods af at jeg var ædru. Det skete simpelthen fordi, at Andreas kastede op - så kunne jeg ikke lade være. Så kan man da tale om to mennesker i symbiose.
I journalistik i formiddags fik vi til opgave at lave et portræt af en person, som havde oplevet noget traumatisk eller skelsættende i deres liv - og det måtte ikke være en, som vi kendte i forvejen. Personen skulle vi selv finde - og vi var skeptiske, for så mange mennesker bor der jo heller ikke i Rødding. Jeg skulle løse opgaven sammen med Martha (F11-journalistikelev), og vi drog ud i Rødding by for at snakke med folk. Forinden havde vi kontaktet et ægtepar, hvis søn var druknet i et badebassin her på højskolen for 40 år siden. Men de havde ikke lyst til at fortælle deres historie - ærgerligt. Men på vores færd rundt i Rødding snakkede vi først med en mand, der var kronisk syg med Parkinsons. Ham kunne vi godt have skrevet om, for han var meget villig til at fortælle, men vi følte, at vi godt kunne opstøve en historie med lidt mere kød på - for hans sygdom er mere et forløb end en konkret oplevelse. Så vi ledte videre og stødte tilfældigt ind i en midaldrende dame, der havde en meget spændende historie. Hun har været død - eller svævet i gråzonen mellem liv og død, om man vil. Hun havde nogle fantastiske erindringer fra de par minutter. Så vi fik et rigtig fedt interview i kassen, og artiklen skal nok blive rigtig spændende - jeg lægger den på bloggen, når den er færdig (fredag ca.).
Ellers sker der ikke så mange sindsoprivende ting her i Rødding for tiden - i weekenden kommer der nye elever for sidste gang, så det bliver rigtig spændende at se, hvad det er for nogle.
Er begyndt at få en lille smule hjemve - nu har jeg heller ikke været hjemme siden nytår. Men de fleste af mine veninder er efterhånden også flyttet fra Nordjylland, så hvad er der egentlig at komme hjem til? - udover familien selvfølgelig. Derudover sker der vigtige ting hernede hver weekend, så jeg har aldrig rigtig tid til at tage hjem. Eller-- det er jo en prioriteringssag. Vil i hvert fald hjem i en weekend inden vi skal til på adventure-tur til Tjekkiet midt i april.
Glæder mig også ubegribeligt meget til at skulle til Århus og bo og studere. Men indtil da har jeg lige et højskoleophold, en (arbejds-)sommerferie og forhåbentlig et interrail, der skal opleves. Det er nice at have gode ting at se frem til.
Om lidt skal jeg over og spille fodbold med de andre - for første gang siden jeg flængede mit baghoved. Såret er nogenlunde helet, så jeg tænker, at jeg godt kan klare en omgang fodbold nu.
Det hjælper også på humøret sådan en tung, træt og regnfuld mandag :)
Krabbe viste mig forresten, hvordan man kunne se, hvor mange hits man har på sin blog. Og jeg har på tidspunktet cirka 600! Kæmpe chok da jeg så det. Det stiller sgu lidt større krav til kvaliteten af mine indlæg, så fra nu af vil jeg prøve at undgå ligegyldige hverdags-dagbogs-agtige ting. Selvom jeg nok ikke kan lade være med at nævne dem også. Men er glad for, at så mange gider læse min blog - tak folks! Det giver mig glæde i min lille mavse :)
Der er mange folk, jeg savner for tiden, I ved selv, hvem I er.


xx
Ida

torsdag den 10. marts 2011

Sympati for en morder

"Sympati for en morder" har jeg kaldt dette indlæg. Fordi det også dækker om gårsdagens foredrag om krigen i Afghanistan og de soldater, som frivilligt lader sig udsende med fare for at skade eller dræbe cilive uskyldige mennesker. Det foredrag var spændende og lærerigt, men det vil jeg ikke skrive så meget om. Jeg vil tværtimod skrive om noget andet: besøg på Ringe Statsfængsel. Idag var vi (juraholdet + mig) nemlig i Ringe for at se et lukket fængsel og snakke med to dømte mordere på hhv. 19 og 18 år. Jeg var på samme tur på E10, og det havde gjort kæmpe indtryk på mig, så derfor havde jeg fået lov til at komme med igen.
Vi blev vist rundt i fængslet af fængselsbetjenten Kim. En sød, glad, udadvendt og meget sympatisk fyr. Mere om ham senere. Først fortalte Kim kort om sin karriere som fængselsbetjent, som startede i Vestre Fængsel. Her opridsede han de tilsyneladende store forskelle mellem Vestre Fængsel og Ringe Statsfængsel, hvor sidstnævnte efter hans opfattelse opererer efter en meget mere human tilgang til de indsatte. Dernæst fortalte han om Ringe Statsfængsels opbygning og hvilke afdelinger, der findes. Hertil kom en masse anekdoter om de forskellige typer indsatte og det altoverskyggende hierarki, der hersker i fængslet. Han gav også sin holdning til kende omkring fængsels- og rettergang-lovgivningen. Han fortalte om sin hverdag og den daglige omgang med de indsatte og svarede på spørgsmål fra publikum omkring narkopolitikken i fængslet, for til mange af vi tilhørendes forbløffelse er personalet fuldstændig klar over, at der smugles og sælges og tages stoffer i fængslet – sågar af og til også på den stoffri afdeling. Han fortalte en del anekdoter fra sit liv med de indsatte med flugtforsøg, overfald, konflikter m.m. Alt dette var i sig selv et spændende indblik i en verden, som ligger utrolig langt fra vores hverdag – men det skulle vise sig at blive langt mere interessant at høre Rasmus' og Christians personlige beretninger…….
Da drengen bag stadiondrabet i Aalborg, Rasmus Popenda, berettede om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus er enebarn, hans forældre (begge alkoholikere og en del af værtshusmiljøet i Aalborg) blev skilt, da Rasmus var ganske lille. Derefter fik begge forældre nye kærester, og især hans stedfar havde Rasmus store problemer med. Han fortalte, at Rasmus havde banket ham et utal af gange, hvor stedfaren var endt på hospitalet hele syv gange. Ifølge Rasmus ganske enkelt fordi, at stedfaren behandlede moren rigtig skidt og kaldte hende luder og var voldelig overfor hende, og det kunne Rasmus ikke acceptere. Han fungerede som morens beskytter. Moren var og er i øvrigt alvorligt syg på grund af nogle problemer med maven. Dette hjælpes selvfølgelig heller ikke ligefrem godt på vej af alkoholmisbruget. Så overskud har der således aldrig været i Rasmus’ hjem, der altid har været præget af vold og misbrug. Disse to blev ret hurtigt også en del af Rasmus’ liv udenfor hjemmets fire vægge, idet han efter eget udsagn opsøgte andre fyre med sociale problemer – bare 3-4 år ældre end ham selv. Dette resulterede i, at Rasmus som sagt droppede ud af folkeskolen allerede som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage stoffer og lave lidt småkriminalitet. Herfra gik det kun ned ad bakke for Rasmus; han begyndte at sælge stoffer og begik sig i meget voldelige miljøer. Som 12-årig blev Rasmus efter et skænderi smidt ud hjemmefra. Han blev efter eget udsagn skubbet ud ad døren, fik en sportstaske med sit tøj smidt efter sig, hvorefter døren bag ham blev låst. Herefter boede han på gaden i en uges tid, hvorefter han flyttede ind på et børnehjem.
Den gribende fortælling om en forfærdelig skæbne og en endnu mere forfærdelig barndom satte sig i hele min krop. Jeg følte fysisk ubehag og blev meget rørt. Fik lyst til at hjælpe ham. Men følte samtidig en total afmagt. For hvad skal man gøre ved denne her fyr – og de tusinder af andre i Danmark, der er født ind i samme forfærdelige miljø som ham? De har aldrig fået en værdig chance for et ordentligt liv. Deres skæbneterninger er allerede kastet, når de fødes ind i sådan et miljø. Eller hvad?
Rasmus’ fortælling var på én måde sørgelig, men for mig også livsbekræftende. Sørgelig mest fordi den er et eksempel på et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor griber ingen ind, når en 10-årig dropper ud af skolen - og når både Rasmus' mor og Rasmus sågar selv har ringet til kommunen og bedt om hjælp? Men alligevel livsbekræftende, for Rasmus er et eksempel på en dreng, der ved, at han har været ude i noget lort, men gerne vil videre nu. Han opfører sig godt i fængslet, har knyttet et tæt bånd – man fristes til at sige venskab – med fængselsbetjenten Kim. Når de to taler til eller om hinanden lyser det langt væk af gensidig respekt. Kim er en beundringsværdig mand. Han er i stand til at se bort fra den forfærdelige gerning, som Rasmus og de andre indsatte har begået, men tager kun stilling til mennesket inde bagved og arbejder med det. Hvis jeg havde en hat, så ville jeg tage den af for Kim. Han er for sej, og verden har brug for flere af hans slags. Jeg tror på, at han har været et vigtigt led i den positive udvikling, som Rasmus uden tvivl har gennemgået og stadig gennemgår. Derfor er det livsbekræftende – det giver mig en følelse af og et håb om, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevide. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie.
Christian, den anden morder, havde ikke så meget andet at sige om sin barndom end at han ”har haft en normal og tryg barndom, han kunne bare godt lide at slås og opsøgte selv folk med samme interesse”. Det virker som en letkøbt forklaring – der må naturligvis ligge noget bagved. Efter min overbevisning udvikler en normal og velfungerende knægt ikke ”bare lige” en interesse for at slås. Jeg ville ønske, at han havde fortalt mere og prøvet at placere ”skylden” et andet sted end hos sig selv – for der tror jeg bestemt ikke, den hører hjemme. Han virkede som en relativt skarp og reflekterende dreng, der bare har fået nogle dårlige værdier og negative påvirkninger et eller andet sted fra. Men det er svært at sige.
Sympati for en morder. Faktisk to mordere. Det var den følelse, jeg trådte ud af Ringe Statsfængsel med. For hvert minut de to fyre sidder længere inde i det fængsel, desto mere negativt påvirket bliver de. Og som de selv nærmest grinende sagde i total enighed, sidst jeg besøgte dem: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud af fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind”. Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, de sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af den opfattelse. Fængsel er ikke godt for nogen. Fyrene har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag og dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at blive respekteret, at få følelsen af at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte – heldigvis hiver Kim som person dog i den modsatte retning. Men fængslet som institution gør intet godt for noget individ. Intet.
Så få nu de fyre og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde som flyttemand el. lign, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.
Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men især ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag 1 er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?
Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det lyder som om, man retfærddiggør deres handling. Det gør jeg bestemt ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men hvis man prøver at forstå i stedet for at fordømme, kommer man længst.

tirsdag den 8. marts 2011

Ligestillingstanker

Min mandag stod i skattehadets tegn. Når man får uventede udgifter i årsopgørelsen med et i forvejen alt alt for belastet budget, er det svært at huske på, at skatten er grundlaget for vores fantastiske velfærdssamfund. Penge er lort, økonomi er lort. Anledning til mange frustrationer i mit lille hoved. Gid alle kunne leve af kærlighed og kildevand...
Idag, tirsdag, var journalistik aflyst, så jeg valgte at joine i politikholdets undervisning i stedet for - ligesom i gamle dage på E10. Det var som forventet sjovt og lærerigt. Jens er virkelig en fantastisk lærer. I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag var temaet ligestilling. Et tema, som jeg egentlig ikke har brugt meget politisk tankekapacitet på, fordi jeg i bund og grund synes, at det er ligegyldigt i et så lige samfund som vores. En debat om ligestilling i fx muslimske samfund ville være mere aktuel. Men undervisningen satte alligevel en hel masse tanker igang, og jeg har brugt eftermiddagen på at læse diverse debattråde på nettet om emnet - rigtig spændende. Min konklusion er, at man er nødt til anerkende, at der er forskel på mænd og kvinder - og sådan skal det være, og det er okay. Verden har brug for samspillet mellem de to lejre - ikke som to dråber vand, men som fod i hose. Perfekt supplerende hinanden. For det er praktisk at kunne se tingene tæt på, og det er praktisk at kunne se tingene langt væk fra - men langsynede og nærsynede behøver hinanden. Og så har jeg fået en lille foragt i maven for to befolkningsgrupper: feminister først og fremmest - de skaber splid mellem kønnene og er fornærmede over forskelle, SOM NATURLIGT ER OG SKAL VÆRE DER - i stedet for at anerkende deres totale afhængighed af hinanden. Men også den mandlige - og lige så ekstreme - modreaktion mod datidens rødstrømper har ikke mange point i min bog. Al slags ekstremisme er lort, og modreaktioner mod ekstremisme, der er ligeså ekstremistisk - bare modsatrettet, er ligeledes lort. Og kvinder har i vores samfund mindst lige så mange muligheder som mænd - mange vælger bare ikke at benytte sig af dem. Og det er fair. Så skal man bare lade være med at tude.
Nok om ligestilling. Idag har jeg søgt videregående uddannelser. Journalisthøjskolen Aarhus som første prioritet og lingvistik på Aarhus Universitet som anden prioritet. Begge dele kan føre til mit drømmejob som tekstforfatter, så jeg krydser alt, hvad der krydses kan.
Desuden har jeg fundet ud af, at jeg ikke afskyr liberalismen. Jeg er nok, hvad der kaldes socialliberalist. For den altoverskyggende hage ved det liberalistiske system, "lad falde, hvad ikke selv kan stå", gælder kun virksomheder og ikke individer. Og så har det vel ikke så forfærdelige sociale konsekvenser - eller hvad? Jeg er ikke færdig med at tænke over det....
Nå, nu skal jeg korrekturlæse Andreas' motiverede ansøgning til Skolen for Visuel Kommunikation. Den egoistiske del af mig håber, at han ikke kommer ind - Haderslev er irriterende langt væk fra Aarhus! måske man skulle redigere lidt i ansøgningen for at sikre et afslag?? :)
I aften skal jeg også have taget sting ud. Jeg har lovet Krabbe, at han må gøre det. Han talte så godt for sin sag, da han forklarede, at han kunne gøre det lige så godt som lægen. Så det giver vi et shot..... (så hvis jeg ikke laver flere indlæg, ved I hvorfor jeg er død...)


Ida

søndag den 6. marts 2011

absolutely insane weekend

Så blev det atter søndag aften, og weekendmentaliteten skal igen omstilles til hverdagsrutinen. Og hvor har det dog været en fantastisk én af slagsen - af mange grunde.
I skolens kalender hedder denne weekend "vejledningsweekenden", fordi de videregående uddannelser har åbent hus, og så tager vi ud sammen og ser på uddannelser og bliver vist rundt af gamle Rødding-elever, som nu går på de pågældende uddannelser, hvorefter vi kører hjem i samlet flok med de gamle elever, som så tilbringer weekenden på højskolen. Genialt koncept. Så vi har været ca. 80 unge mennesker på højskolen i denne weekend. Og elevforeningen havde sammensat det vildeste, vildeste, vildeste weekendprogram til os. Jeg har aldrig været på rustur, men jeg er sikker på, at det er det, som bedst kan sammenlignes med denne weekend. Ølstafet, tøjkæde, druk-orienterings-løb i hold med de mest sindssyge druklege ved hver post efterfulgt af en fabelagtig fest i højskolens bar med 80 mennesker. Det har i sandhed været en weekend i det kollektive alkoholmisbrugs tegn. Og hold kæft, det har været sjovt.
Vi var ude og se Journalisthøjskolen og var på fredagsbar der, og det var fedt. Det er en skole, som jeg rigtig rigtig gerne vil ind på. Det er jeg 100 % afklaret med efter at have set den og have hørt de journaliststuderende fortælle om uddannelsen. Så nu er optagelsesprøven 30. april lige pludselig steget meget voldsomt i mental prioritet. Det skal bare lykkes.
I og med at der har været gamle elever her i weekenden, har der selvfølgelig også været en del E10'ere. Helt fantastisk skønt at se dem igen, de dejlige hoveder. Og super fedt at de jo har været har før på F11 de fleste af dem, så de er også begyndt at blive venner med F11'erne. Fedt når to verdener mødes, og det bare fungerer. Jeg er en glad pige. Selvom jeg lige havde en lille personlig krise lørdag, men den fik de gode mennesker omkring mig heldigvis til at komme ud af hurtigt. Det er sgu uvuderligt at være omringet af så fantastiske mennesker hver time hver dag. Hvor er jeg dog heldig - og hvor dør jeg dog bare indeni, når jeg skal sige farvel til juni. Men det må jeg ikke tænke på nu - den tid, den sorg.
Idag har været en fantastisk dag på trods af onde tømmermænd. Det er rigtig forårsvejr - solen skinner fra en højblå himmel og varmer vores små vinterblege kinder. Så det meste af dagen har vi tilbragt udenfor, hvor vi bare har slappet af og hygget os. Efter at have gjort skolen ren efter abegildet igår aftes naturligvis. For den lignede godt nok noget, der var løgn. Marie K, Rasmus S, Anne Lee og Andreas og jeg var nede i Rødding Centeret og spise pomfritter og drikke slush ice. Det var hyggeligt med en lille tømmermænds-roadtrip. Det har været en supergod dag, hvor jeg bare har været glad og ovenpå. Gav den gas med at gøre rent på skolen, hjalp til med opvasken og har fået ryddet op og vasket tøj. Det er dejligt at tage hul på en ny uge, når man har fået ordnet alle sine hængepartier. Klar til et lille nyt kapitel :)
Nu vil jeg smutte med Andreas op på tanken og købe snoller, og så skal vi hygge os med Paradise Hotel marathon (håber jeg i hvert fald at kunne overtale ham til). Det har været en mindeværdig weekend med gode mennesker og sjove aktiviteter og en vigtig afklaring ift. studievalg. Jeg har det godt og er klar til en ny uge og føler lykke i min lille mavse :) alt er godt! - bortset fra at jeg skal have taget mine sting ud i næste uge, piv piv. Men der må jeg jo bare lige mande mig op og være modig. Det skal nok gå..


En træt og glad Ida

torsdag den 3. marts 2011

simpelthen skøntherligt

Jeg har faktisk ikke tid til at skrive. Klokken er 23:20, og imorgen bliver en lang og vigtig dag, hvor jeg skal være frisk. Men der er sket så meget siden sidste indlæg, at jeg er nødt til det. Det bliver hurtigt.
Jeg var med til ca halvdelen af konferencen, som var rigtig spændende og lærerig. En virkelig god oplevelse. Idag var så første "normale" dag på højskolen efter konferencen. Den har været rigtig god bestående af
1. skriveværkstedsundervisning, hvor Kasper (F11-elev) fik lov til at vælge, hvad vi skulle lave. Det udviklede sig til et lille melodi grand prix, hvor vi hver især skulle omskrive en sang, vi kunne lide, og temaet i den nye sang skulle være kærlighed og omhandle 1 person fra højskolen og 1 kendt person. Det kom der mange sjove performances ud af. Fedt at alle bare turde stille sig op og synge. Selv jeg gjorde det. Det lød ikke godt, men jeg gjorde det. Og det var så sjovt!
2. til møde hos Mette Geil og sende Andreas afsted
Nu hvor Nikolaj (designlærer) er på skiferie, skal Andreas tage hans tjans i form af at lave grafisk design til kirkebladet for Rødding Frimenighed. Så det skulle vi lige til møde med præsten om. Derefter sendte jeg Andreas afsted hjem, han skal hjem og passe sin lillebror i to dage. Så ham skal jeg undvære til på lørdag. På vej tilbage til skolen var jeg forbi Brugsen og købte årets første jordbær - yes! Godt nok fra Spanien, men de havde faktisk meget smag. Så lækkert.
3. Fællesmøde, hvor vi sang to af mine absolut favoritsange fra Højskolesangbogen, nemlig Linedanser-sangen (kender faktisk ikke den eksakte titel) og "Noget om helte" af Halfdan Rasmussen. Der blev diskuteret kommende events og diverse halløj, og det var hyggeligt.
4. Et par timers arbejde på kontoret, dejligt at være tilbage på pinden sammen med de to søde kollegaer i form af sekretær Gitte og bogholder Gudrun.
5. Studievejledning ved Povl Christensen, som jeg havde en rigtig god samtale med. Nu er jeg lidt mere klar over, hvordan jeg skal tackle det imorgen, når jeg med flere elever skal til åbent hus på journalisthøjskolen. Det glæder jeg mig helt vildt til!
6. Aftensmad + besøg af elever fra Vallekilde Højskole, som er på en event-linje, der skal arrangere noget Roskilde Festival bæredygtig-camp, hvor vi hørte lidt om det og lavede nogle brainstorms og øvelser. Meget sjovt.
7. Fluks derefter så vi film i Rødding Stuen - Grizzly Man tror jeg den hed. En dokumentar om en mand, der levede blandt bjørne i Alaska. Meget spændende. Det endte så med, at han døde. Men smuk var den.
8. Torsdagsklubben - et nyt koncept på højskolen på initiativ fra altid søde Astrid, Lasse og Jørgen (alle f11-elever, sidstnævnte nordmand), hvor vi mødes og hygger i dagligstuen hver torsdag, hvor alle så frit kan komme med diverse indslag. Det var SÅ sjovt. Vi så videoer fra musiklinjens 24-timers projekt og hørte nogle af deres sange, og nogle fra skriveværksted fremførte deres grand prix-sang igen. Det var rigtig hyggeligt. Der fik jeg den der dejlige udefinérbare følelse, som man kun kan få på en højskole. Skønt, herligt, dejligt.
Så sådan er en dejlig dag afrundet, jeg ligger nu i min seng. Andreas er jo på Sjælland, øv, må savne ham lidt endnu.
Imorgen skal jeg som sagt med nogle andre elever til åbent hus på journalisthøjskolen og på rundvisning på uni. Det bliver rigtig spændende. Og imorgen aften er der så "højskole classic"-program lavet af nogle gamle elever, der er på besøg. Vi ved ikke helt endnu, hvad det går ud på, men det er noget med en masse kærlighed, rundkreds, guitar, fællessang og krammere. Og det lyder jo ikke just værst.
Nu bliver det fantastisk at lukke øjnene efter en dejlig dag for imorgen at slå dem op til en mindst lige så dejlig. Nøj, man får egentlig en genvunden respekt og ydmyghed overfor livet, når man har været syg så længe: jeg er så taknemmelig for at kunne rejse mig fra min seng om morgenen og være ved godt helbred (på trods af flækket baghoved) og have det godt og være frisk. Det skal man ikke tage for givet. Jeg er meget glad og meget træt og glæder mig til imorgen.

Sweet dreams :)

Ida