søndag den 27. maj 2012


Et spørgsmål om svar?

Jeg tænker over tvivl. 

”Det er jeg slet ikke i tvivl om.” Jeg bruger jævnligt frasen. Men jeg er kommet i tvivl, om man nogensinde aldrig er i tvivl.

Jeg har tidligere opfattet tvivl som et svaghedstegn, men den er et sundhedstegn. Tror jeg.

En fanatiker er en, der overkompenserer for den skjulte tvivl.

Mennesker tror på meget. Vi lærer os selv ”sandheder”, som vi kan bruge i vores ræsonnement. Følger vores hjerter, intuition, mavefornemmelse. Efter bedste overbevisning. Trækker på erfaring. Også andres. Men vi er i tvivl om det hele.

Tvivl er måske nok ubehageligt, men skråsikkerhed er absurd. I alle tilfælde.

Tvivl er måske i virkeligheden min religion. Den (sørgelige) erkendelse af begrænsningen af menneskets bevidsthed er essentiel. Den tillader uendelig plads til tvivl.

Livet er ikke et spørgsmål om svar, men et spørgsmål om spørgsmål. Tror jeg.



søndag den 8. april 2012

Sympati for en terrorist
"I am a candle that burns itself to give light to others"

Efter Anden Verdenskrig legitimerer Holocaust-kortet åbenbart Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Alle magtfulde instanser har opgivet at tage hånd om konflikten.

Obama lovede i valgkampen guld og grønne skove og en snarlig løsning på Israel/Palæstina-konflikten. Den lader vente på sig. Israel er en for værdifuld allieret for USA i den aktuelle situation i Mellemøsten.

FN er travlt optaget af Iran og Syrien, og EU kan ganske enkelt ikke presse Netanyahu.
Mens alle kigger i andre retninger, ligger en tredje intifada og lurer under overfladen i det land, der kaldes Israel.

Midt i konflikten sidder afro-palæstinenseren Ali Jiddah. Han er terrorist. Sad 17 år i fængsel for at sprænge en bombe ved Jaffa Gate i Østjerusalem, hvor han sårede ni jøder.
Hans hjem er lille, beskidt, farveløst og meget ydmygt. Han er tydeligvis fattig. På væggen hænger billeder af Yasser Arafat side om side med billeder af hans børn.


Da Israel i 1967 besætter Vestbredden, vælger den da kun 17-årige Ali Jiddah at blive medlem af PFLP (politisk parti, der kæmper for et frit Palæstina, og som ifølge EU og USA er en terrororganisation).

I de følgende år strammer Israel grebet mere og mere om palæstinenserne – også uden for landets grænser. De bomber palæstinensiske flygtningelejre på den anden side af Jordanfloden - i Jordan. Som modsvar til dette sprænger Ali Jiddah med PFLP i ryggen bomben i Østjerusalem.

Herefter tilbragte han 17 år af sit liv i fængsel, men fortryder i dag ingenting. Han mener, at det er på tide, at palæstinenserne får et håb om retfærdighed - for enhver pris. Håbet er dog svært at spore, modsat vreden og desperationen.
Et nyt voldeligt oprør fra palæstinenserne er ifølge Ali Jiddah unægtelig på vej.
”Vi har ikke mere at tabe. Verden har forrådt os med dens stilhed.”

Efter at have besøgt Ali Jiddah i Østjerusalem, hørt om hans skæbne og hans perception af konflikten, satte jeg mig for at undersøge sagen. Kan det virkelig passe, at verden har forrådt palæstinserne?
Og meget tyder på det. Måske fordi konflikten synes uoverskueligt uløselig. Hvis man tager kampen op, er man dømt til at tabe.

På mange måder forstår og respekterer jeg Ali Jiddah. Jeg prøvede at sætte mig i hans sted. Forestillede mig, at jeg var en håbløst undertrykt palæstinenser uden bedre tider i sigte. Hvad ville jeg så gøre?
Jeg opererede med tre muligheder, hvoraf ingen synes at føre til noget lykkeligt.

1) Give op og begå selvmord.
2) Leve med undertrykkelsen, æde min stolthed og retfærdighedssans.
3) Kæmpe mod uretfærdigheden.

Ali Jiddah valgte mulighed nummer 3. Han blev terrorist, eller frihedskæmper om man vil.
”I am a candle that burns itself to give light to others” er det altruistiske mantra, han opererer ud fra. Kan man ikke kun have respekt for det i hans situation?
Jeg har i hvert fald. Når man er så uretfærdigt trængt op i en krog uden udsigt til bedre tider, må man handle efter sin bedste overbevisning. Og det gjorde Ali Jiddah ligesom sine mange andre desperate landsmænd.


Man kan kun håbe på, at Vesten snart indser, at Holocaust-kortet har overskredet sin holdbarhedsdato og ikke kan retfærdiggøre den massive undertrykkelse af palæstinenserne.
 

onsdag den 29. februar 2012

Den kroniske skyld

Jeg er plaget af en dybt hæmmende kronisk skyldfølelse, der forhindrer mig i at leve livet fuldt ud.
Ikke over at skippe en forelæsning eller spise noget ulækker junkfood på vej hjem fra byen, men en helt grundlæggende dårlig samvittighed over for kloden og verdens dårligt stillede mennesker.

Jeg får skyldfølelsen tit – mange gange om dagen i mange situationer.
Når jeg kigger rundt på mit værelse, der rummer et overflødighedshorn af lækre sager. De gør mig glad, javist. Men uden dem ville jeg også have det godt.
Når jeg har tømmermænd og bruger en hel dag på ingenting. Der er mennesker, der dør af sult hver dag. Måske kunne jeg have været med til at forebygge det, hvis jeg ikke havde brugt min søndag på at pleje de latterlige tømmermænd.
Når jeg bruger penge på ligegyldige ting. Udklædninger. Tænk, at jeg kan bruge flere hundrede kroner på noget, der bare gør en given aften en lille smule sjovere. Jeg ville jo også have en sjov aften uden.
Når jeg tørretumbler mit tøj, fordi det er nemmere og hurtigere end at hænge det op. Undskyld, Moder Jord, du skal vide, at jeg har det rigtig dårligt med det.
Og i tusinde andre situationer, hvor jeg helt dybt inde mit lille idealistiske hjerte synes, at det, jeg gør, er forkert.

Det er bagsiden af vores velstående samfund. Jeg burde være lykkelig for at være født her, og det er jeg på et overfladisk plan også. Men tanken, om at vores lykke og velstand er på bekostning af andre menneskers død og nød, er nærmest ubærlig. Den er en kæmpe bremseklods i forhold til at kunne nyde vores fantastiske samfund fuldt ud.

Det er pissesvært at være så idealistisk (Man fristes til at synge ”Uh-uh, det’ så svært at være så god). For med velstand og muligheder følger et enormt ansvar. Et ansvar, som er helt og aldeles komplet umuligt at leve op til.
Mit rationelle jeg siger, at man kan ikke redde hele verden, men mit følsomme jeg nægter at forlige sig med den kendsgerning, og de to modarbejder hinanden konstant.

Dette indlæg er indbegrebet af ”frelsthed”, men misforstå mig ikke: Disse tanker er langt mere en forbandelse end en velsignelse.
Jeg kender mange mennesker, der formår at lægge ansvars- og skyldfølelsen fuldstændig til side og bare nyde livet og gøre de ting, der gør dem glade i deres lille nærmiljø. Jeg både misunder dem og bebrejder dem.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad gris, mente filosoffen John Stuart Mill. Jeg er tilbøjelig til at være uenig. Jeg er træt af at være en utilfreds Sokrates.

søndag den 19. februar 2012

Sympati for en morder

Som højskoleelev kommer man på et væld af ekskursioner. Nogle af dem er sjove og bliver til et muntert minde, mens andre sætter sig fast i bevidstheden og gør et større og dybere indtryk. En af sidstnævnte var højskolens juraholds besøg på Ringe Statsfængsel. Dagens menu lød på en rundvisning i det lukkede ungdomsfængsel og til dessert et møde med en af de unge indsatte mordere. Spændende med et indblik i en verden så langt fra min egen, tænkte jeg, da minibussen trillede ud af højskolens trygge osteklokke med kurs mod noget meget mindre trygt.
Vi blev vist rundt i fængslet af en fængselsbetjent, der fortalte skrækanekdoter om de indsattes hverdag og det altoverskyggende voldshierarki, hakkeorden og barske survival of the fittest-mentalitet.
Efter rundvisningen skulle vi mødes med en af de unge indsatte. En 18-årig gut dømt for manddrab. Vores lærer havde med vilje ikke fortalt os på forhånd, hvem vi skulle møde. Han ville nemlig have, at vi skulle møde morderen uden nogen forhåndsviden om ham og således også uden de eventuelle dertilhørende fordomme.
Jeg er nordjyde, og det faktum gjorde, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da drengen trådte ind i rummet. Han præsenterede sig ved navn, men det havde han ikke behøvet. Jeg kendte udmærket godt det ansigt, selvom det efterhånden er flere år siden, han var en tophistorie i medierne. Rasmus Popenda, der som 14-årig stod bag det, som medierne døbte Stadiondrabet i Aalborg. Berømt og berygtet for sit koldblodige rovmord på en tilfældig forbipasserende en lørdag nat ved Aalborg Stadion.
Da drengen begyndte at tale og berette om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus blev født ind i et miljø, hvor stoffer, grov omsorgssvigt og vold var hverdagskost. Han droppede ud af skolen som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage hårde stoffer og lave kriminalitet, og han blev hjemløs, da han blev smidt ud hjemmefra som 12-årig.
Jo mere den pumpede, tatoverede og kronragede knægt fortalte om sin fortid, jo mere ændredes min foragt til medlidenhed. Jeg mindedes de Rasmus Popenda-hadegrupper, der blomstrede på Facebook efter hans dom, som i manges øjne var al, al for mild. Jeg mindedes hetzstemningen og de mildt sagt hadefulde gloser, som folk skrev om Rasmus. Dengang rørte det mig ikke synderligt. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede. Det kan jeg stadig. Men det lille indblik, jeg var så heldig at få i Rasmus’ liv, gjorde mig fem år ældre.
I bussen på vej hjem sad jeg og reflekterede over besøget. Jeg havde for alvor fået udfordret min opfattelse af begrebet ”skyld”, og jeg var nødt til at tage min holdning op til revision. Det spørgsmål, der stod med lysende klare versaler på min nethinde efter besøget, var: ”Er Rasmus’ gerning Rasmus’ skyld?”
Det er en kompleks problemstilling. Først gjorde hans historie mig mest af alt bitter på hans forældre, men ret hurtigt kom jeg til at tænke på, at de må være blevet født ind i samme umenneskelige sociale miljø som Rasmus, siden de har så utilstrækkelige evner til at skulle opdrage et barn. Min anden tanke var, at hans historie vidner om et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor er der ingen, der griber ind, når en 10-årig dropper ud af folkeskolen?
Derefter faldt mine tanker på Rasmus’ fremtid. Og alle de tusindvis andre børn og unge som ham, der flakker rundt som tikkende bomber i kriminelle parallelsamfund og aldrig har kendt til andet. De har aldrig har fået en værdig chance for et ordentligt liv. Jeg kender dem selv fra min folkeskoletid og oplevet, hvordan skolen ikke formår at tage hånd om dem på anden vis end at straffe dem. Hvad skal samfundet gøre? Efter mødet med Rasmus står det helt klart for mig, at det i hvert fald er meget, meget uhensigtsmæssigt at spærre dem inde i et lukket fængsel med andre kriminelle. Som Rasmus selv svarede, da jeg spurgte ham om graden af resocialisering i fængslet: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud fra fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind.” Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, han sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af modsatte opfattelse.
Fængsel er ikke godt for nogen. Rasmus og hans medindsatte har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag, dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at få en ny chance for at gøre sig fortjent til respekt og at få følelsen af, at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte.
Så få nu de fyre ud og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde, der passer til dem, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.
Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men også ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag ét er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Deres skæbneterninger er kastet. Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?
Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det kan opfattes som om, at man retfærdiggør deres handling. Det gør jeg absolut ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men jeg prøver at forstå i stedet for at fordømme.
Mødet med Rasmus var på mærkværdig vis livsbekræftende, fordi det gav mig en klar følelse af, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie. Han har udviklet selvindsigt og er klar til at kæmpe for sin drøm: En lejlighed, en kæreste og et fast arbejde. I stedet for at få hjælp til det, oplever han et samfund, der bliver ved med at straffe ham.
Sympati for en morder. Den følelse havde jeg, da jeg trådte ud af fængslet den eftermiddag. For man bliver ikke gerningsmand uden selv at have været offer.


xx

søndag den 18. december 2011

Glædelig jul og betændt hals

Jeg ligger syg på femte dag nu. Halsbe-fucking-tændelse. Jeg hader det. Hader alt det sjove, der sker, som man går glip af på grund af en lortehals. Jeg har også tandpine. Visdomstænderne presser på (og jeg er ikke engang begyndt på studie endnu, høhø). Men nok brok for nu.
Apropos studie - det er snart. Jeg fik brev fra dem igår, om hvilke bøger jeg skal købe til studiestart. Det gav lidt et sug i maven. "De ved, at jeg kommer - de venter mig!" Det bliver crazy. Et helt nyt kapitel. Jeg prøver at forestille mig, hvordan det bliver, men jeg kan ikke rigtig. Men jeg kan mærke, at det bliver godt til mig.
Om to uger flytter jeg ind hos Johanne i Aarhus. Min veninde fra gymnasiet. Det er begrænset hvad vi har set til hinanden de sidste 1,5 år (et år på højskole og et halvt i Kbh), men vi havde det intet mindre end fantastisk dengang, så hvorfor ikke. Vi har også næsten prøvet at bo sammen, fordi jeg så godt som boede hos hende og Anne Sofie (anden veninde), da de boede sammen i gymnasiet. Så det skal nok gå. Eller - det skal ikke bare gå. Det bliver awesome! Her er Joe og jeg. Hun er en dejlig skør starut, og jeg glæder mig til at se hende hver dag. Men ak, at skulle flytte fra København. Byen, som jeg ganske enkelt er blevet forelsket i. Har haft den bedste tid herovre. Med Andreas og en masse andre. Nu skal jeg undvære ham. Det bliver det værste: at han bor i den anden ende af landet. Tvivler på om jeg kan føle mig hjemme et sted hvor han ikke er. But time will tell...

Siden sidst er der sket en hel masse (jeg er blevet så uendeligt ringe til at opdatere min blog!).
Jeg har været en uge i Marokko med mine forældre og min mormor. Det var fantastisk. Den bedste ferie nogensinde, vil jeg tro. En god blanding af eksotiske ekskursioner og kulturelle oplevelser og solbadning. Og, indrømmet, så nød jeg også at være det eneste "barn" med. Mine søskende er skønne, bevares, men det er nu rart at få så meget opmærksomhed. Det var også tiltrængt, da jeg kun har set min familie i meget begrænset omfang det sidste års tid. De er nu søde, og jeg glæder mig til at komme hjem til jul.

Jeg skulle egentlig have været hjemme nu (til gymnasiejulefrokost og Julies fødselsdag), men det satte den kære halsbetændelse en klar stopper for. Satans. Men jeg må se det på den lyse side: så får Andreas og jeg lige en sidste hygge-weekend sammen i lejligheden. Den kommer jeg virkelig til at savne - lejligheden. Jeg føler mig så meget hjemme her. Det er vores trygge, gode sted.

Andre højdepunkter: julefrokostweekend på højskole med alle de gamle. AMAZING. Det er altid et hit at komme tilbage til Rødding. Cille var på weekendbesøg hos mig her i Kbh. Det var hyggeligt og dejligt at vise hende mine "nye" omgivelser :-)

Imorgen skal jeg (hvis jeg er rask nok, 7, 9, 13) til Aarhus og til jobsamtale om et studiejob og underskrive kontrakt på lejligheden i Aarhus. Spændende, spændende.

Forleden fik jeg en innovativ tanke vedrørende madspild. Hvorfor stiller man ikke et lille køleskab op i hver (aflåst) opgang - til varer, som man ikke får spist. I stedet for at smide dem ud. Jeg tror, vi alle kender situationen: man står og skal til at smide noget mad ud, som man har tilovers, og tænker: "jeg burde jo egentlig give det her til nogen, for det kan jo sagtens spises", men tænker så, at det er for bøvlet og smider derfor maden ud. Men så fandt jeg løsningen :-) Et fælles madkøleskab for hver opgang/boligblok til rester til fri afbenyttelse. Bom - problem solved.

Nu vil jeg tilbage til mine Halls bolcher, varmedunk, dyne og grønne te. Det er kedeligt at være syg.
Men snart er det jul, juhuuu!

Og nårh jo, hov, jeg glemmer da helt at fortælle, at jeg lige skal et smut til Berlin med Andreas d. 21. og 22. december. Til juleshopping, hygge og Coldplay koncert. Og som afslutning på vores tid sammen i København. Piv. Men det bliver den bedste tur!


xx

Ida

lørdag den 24. september 2011

"Et savnens menneske" og strøg-muslimer

"Du er et savnens menneske," fik jeg for nylig at vide af en, der kender mig godt. Og efter nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at det faktisk er fuldstændig rigtigt.
Man kan aldrig få det hele, og jeg savner det, jeg ikke har. Altså savner jeg hele tiden.
Før jeg tog på højskole ønskede jeg mig væk, jeg ville ud og prøve noget nyt og møde nogle nye mennesker. Det gjorde jeg så, havde den mest fantastiske tid på skolen, men savnede konstant mine gamle venner og min familie. Nu bor jeg i København med Andreas, og nu savner jeg både højskolen, mine gamle venner og min familie.
Ikke at jeg har det dårligt. Slet ikke - jeg har det super godt. Men savn er en løjerlig størrelse. For mig er det tanken om, at der er noget latent godt et andet sted, hvor jeg kunne befinde mig. Og det vil der jo altid være.
Man må bare huske at nyde det, som man er i, mens man er i det, og ikke kun når man tænker tilbage på det bagefter.

Det er lørdag aften i København. Det bliver rigtig hurtigt mørkt nu, efteråret er for alvor kommet.

Var på strøget idag, og fik en god diskussion med nogle troende muslimer, der stod ved en bod og stoppede forbipasserende mennesker for at overbevise dem om, at islam er sandheden. Deres hjemmeside hedder Kaldet.com. Jeg fnisede indvendig, da han fortalte det. Ved ikke hvorfor. For mig er det bare komisk at kalde en helt alvorlig hjemmeside Kaldet.com. I hvert fald fik vi en supergod diskussion om islam, og han blev udfordret. Jeg spurgte meget ind til kvindesynet i islam. Ved boden stod der cirka ti mænd for at udbrede Allahs budskab. Jeg spurgte, hvorfor der ingen kvinder var. "De kommer senere," var hans svar, og det var ret tydeligt, at de ikke ville komme senere, men at han ikke ville indrømme, at de udelukkende var mænd, fordi det ville styrke mine argumenter og svække hans egne. Så sluttede samtalen ligesom der, og jeg trissede videre for at finde en kjole til lørdagens fest.

Jeg er ved at blive rigtig glad for at bo i København, og storbylivet i det hele taget. Cykleafstand til gågade, tusindvis af kultur-tilbud, fitness og indkøb 20 meter væk, s-tog 10 meter væk. Der er så overvældende mange muligheder! Det kan jeg godt vænne mig til...

xx

Ida

mandag den 5. september 2011

fra den ene yderlighed til den anden

Så er det vist på tide med et nyt indlæg fra min hånd. Der er sket MEGET siden sidst!
En dejlig sommerferie er veloverstået. Højdepunkterne var Roskilde Festival, Rødding Revival og en cykel/telt-tur fra København til Skåne. Al min resterende tid denne sommer er gået til hårdt arbejde derhjemme. Så jeg har fået tjent en masse penge, og det er skønt.
Nu er jeg endt i København. 2400 Nordvest. Ja, her bor jeg faktisk nu...
Farvel til grusveje, vilde dyr og velkendt nordjysk humor - og goddag til storbylivet med fitnesscenter, s-tog og menneskemylder. Det er faktisk ganske charmerende. En forfriskende afveksling - fra den ene yderlighed til den anden.
Faktisk bor jeg kun 50 meter fra det hus, hvor jeg blev født. På sofaen oppe i stueetagen. Andreas og jeg gik en tur forbi forleden. Det var sjovt at se. Jeg kan huske, mine forældre har fortalt, at de flyttede fra nordvest til Jylland, fordi de ikke ville lade deres børn vokse op et sted, hvor der lå brugte kanyler på legepladsen. Jeg har altid syntes, det var fjollet, og tænkt, at så slemt kunne det vel heller ikke være. Men nu forstår jeg, hvad de mener.
Den dag, vi flyttede ind, kørte min far mig herover med al min habengut. Vi fejrede indflytningen ved at tage på pizzaria, og her kom en meget fuld/skæv/påvirket mand hen og snakkede upassende til os på gaden. Så var stilen ligesom lagt for den kommende tid! Heldigt, at jeg er en rummelig sjæl, der tager det meste med et grin.
Her er mange flere udlændinge end herhjemme. Alle mulige spændende etniciteter. Navnet på nabolejlighedens dør lyder bosnisk, og jeg får lyst til at banke på og høre vedkommendes historie. Det er spændende med alle de forskellige skæbner, man støder ind i på gaden. Jeg danner altid historier i mit hoved, når jeg møder nogen. Hvem er de, og hvor er de på vej hen? Hvordan er de endt her, og hvilke erfaringer har de gjort sig i deres liv? Jeg tror ikke, de forvænte københavnere tænker over den slags, men jeg nyder det. Det er spændende, hver gang man skal uden for døren - for man ved aldrig, hvem man møder, og hvilke tanker de personer kan sætte gang i. Det var mere sikkert derhjemme, hvad man ville møde udenfor døren - træer, grusveje, marker, agerhøns og en hare eller et rådyr på en god dag.
København er dejlig og spændende kontrastfuld. Farverig og samtidig grå. Florlet dansende og alligevel betontung. Ensom og overbefolket.
Jeg er sikker på, at jeg kommer til at nyde tiden her. Her sker så meget. Det er kun fire dage siden, at vi flyttede. Jeg føler mig allerede hjemme. Måske mest af alt fordi Andreas også er her.
Jeg er startet på arbejde som handicaphjælper, og det er et rigtig skønt arbejde. Er virkelig glad for det. Nattevagterne kan godt være hårde, og der venter mig tre af slagsen de næste tre dage. Men det skal jeg nok klare. Så har jeg fri i 6 dage bagefter. Så skal København udforskes, og jeg skal hygge mig og slappe af!
Andreas og jeg har købt abonnement til Fitness World. Jeg troede aldrig, det skulle overgå mig, da jeg altid har været af den overbevisning, at man da altid bare kan løbe sig en tur - det er gratis. Men det får man (læs: jeg) jo ikke gjort. Fitnesscenter har altid lydt så poppet i mine ører, og visse af mine fordomme er da også blevet bekræftet derovre, men alligevel er jeg positivt overrasket. Når jeg er derovre alene, er det en perfekt afkobling, og når Andreas er med, er det en hyggelig fællesaktivitet. Og man får det så godt bagefter - både fysisk og psykisk (det piner mig en smule at give alle de forbistrede kulørte dameblade ret....).
Jeg pendler med s-tog til arbejde. Det er så storby-agtigt. Jeg mangler bare en café latte to go og en hurtig gang efter et målrettet blik gennem menneskemængden. Sådan ser den typiske københavner ud i mit hoved. Og gud, hvor har jeg set mange af den slags typer allerede. Det morer mig hver gang.

Der er gratisaviser overalt i København - dét er fedt! Til gengæld er fremmede mennesker ikke særlig høflige overfor hinanden - faktisk ænser de slet ikke hinanden, hvis de kan blive fri. Som den naive nordjyde, jeg nu engang er, falder det mig helt naturligt at sige pænt hej og farvel og helst også noget andet imellem til kassedamen. Og smile til folk, der går forbi mig på fortovet.
Jeg føler, at folk tænker: "hun er vist fra Jylland", når jeg gør det. Jeg tror, det bliver et mål for mig som jyde at sprede lidt mere uforpligtende almen venlighed i det københavnske byrum.

Cille og jeg har talt om at rejse en måned til januar. Måske til Australien. Men nu må vi se, hvad der sker. Det kunne være fantastisk - nye eventyr! Det kan jeg godt lide.



Den nybagte københavner takker af for nu.