onsdag den 29. februar 2012

Den kroniske skyld

Jeg er plaget af en dybt hæmmende kronisk skyldfølelse, der forhindrer mig i at leve livet fuldt ud.
Ikke over at skippe en forelæsning eller spise noget ulækker junkfood på vej hjem fra byen, men en helt grundlæggende dårlig samvittighed over for kloden og verdens dårligt stillede mennesker.

Jeg får skyldfølelsen tit – mange gange om dagen i mange situationer.
Når jeg kigger rundt på mit værelse, der rummer et overflødighedshorn af lækre sager. De gør mig glad, javist. Men uden dem ville jeg også have det godt.
Når jeg har tømmermænd og bruger en hel dag på ingenting. Der er mennesker, der dør af sult hver dag. Måske kunne jeg have været med til at forebygge det, hvis jeg ikke havde brugt min søndag på at pleje de latterlige tømmermænd.
Når jeg bruger penge på ligegyldige ting. Udklædninger. Tænk, at jeg kan bruge flere hundrede kroner på noget, der bare gør en given aften en lille smule sjovere. Jeg ville jo også have en sjov aften uden.
Når jeg tørretumbler mit tøj, fordi det er nemmere og hurtigere end at hænge det op. Undskyld, Moder Jord, du skal vide, at jeg har det rigtig dårligt med det.
Og i tusinde andre situationer, hvor jeg helt dybt inde mit lille idealistiske hjerte synes, at det, jeg gør, er forkert.

Det er bagsiden af vores velstående samfund. Jeg burde være lykkelig for at være født her, og det er jeg på et overfladisk plan også. Men tanken, om at vores lykke og velstand er på bekostning af andre menneskers død og nød, er nærmest ubærlig. Den er en kæmpe bremseklods i forhold til at kunne nyde vores fantastiske samfund fuldt ud.

Det er pissesvært at være så idealistisk (Man fristes til at synge ”Uh-uh, det’ så svært at være så god). For med velstand og muligheder følger et enormt ansvar. Et ansvar, som er helt og aldeles komplet umuligt at leve op til.
Mit rationelle jeg siger, at man kan ikke redde hele verden, men mit følsomme jeg nægter at forlige sig med den kendsgerning, og de to modarbejder hinanden konstant.

Dette indlæg er indbegrebet af ”frelsthed”, men misforstå mig ikke: Disse tanker er langt mere en forbandelse end en velsignelse.
Jeg kender mange mennesker, der formår at lægge ansvars- og skyldfølelsen fuldstændig til side og bare nyde livet og gøre de ting, der gør dem glade i deres lille nærmiljø. Jeg både misunder dem og bebrejder dem.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad gris, mente filosoffen John Stuart Mill. Jeg er tilbøjelig til at være uenig. Jeg er træt af at være en utilfreds Sokrates.

1 kommentar:

  1. Godt indlæg Ida :)
    Lige lidt mere læsning du måske vil finde spændende:

    http://www.amazon.com/Living-High-Letting-Die-Innocence/dp/0195108590

    http://www.amazon.com/The-Life-You-Can-Save/dp/0812981561/ref=sr_1_5?s=books&ie=UTF8&qid=1331758706&sr=1-5

    Mon ikke der er en gylden vej; at nyde livet fuldt ud og samtidig gøre hvad man kan for at gøre verden et bedre sted - på alle niveauer. De to ting udelukker vel ikke hinanden :)

    SvarSlet