fredag den 15. juni 2012



Hvem vil du være i dag?

Personen, som ikke ser valget, men blot forsøger ikke at skille sig ud.
Personen, som har set valget, men har valgt ikke at vælge. En person, som lever i nuet.
Personen, som har set valget, men ikke formår at føre valget ud i livet, selvom han ønsker det.
Personen, som har set valget og valgt. Når man vælger, vælger man sig selv. Når man vælger sig selv, skabes en autentisk identitet.
Personen, som har valgt sig selv igennem Gud.
Person, der er i stand til at fatte paradokset.

Jeg er datter af postmodernismen. Eksistentialist til benet.

Men er det for let at være overbevist tilhænger af det gængse samfundsparadigme i sin samtid?

At forudse menneskehedens næste skridt på vejen mod den endelige sandhed eller erkendelsen af manglen på samme. Bør man kræve det af sig selv?

Hvem vil du være i dag?



søndag den 27. maj 2012


Et spørgsmål om svar?

Jeg tænker over tvivl. 

”Det er jeg slet ikke i tvivl om.” Jeg bruger jævnligt frasen. Men jeg er kommet i tvivl, om man nogensinde aldrig er i tvivl.

Jeg har tidligere opfattet tvivl som et svaghedstegn, men den er et sundhedstegn. Tror jeg.

En fanatiker er en, der overkompenserer for den skjulte tvivl.

Mennesker tror på meget. Vi lærer os selv ”sandheder”, som vi kan bruge i vores ræsonnement. Følger vores hjerter, intuition, mavefornemmelse. Efter bedste overbevisning. Trækker på erfaring. Også andres. Men vi er i tvivl om det hele.

Tvivl er måske nok ubehageligt, men skråsikkerhed er absurd. I alle tilfælde.

Tvivl er måske i virkeligheden min religion. Den (sørgelige) erkendelse af begrænsningen af menneskets bevidsthed er essentiel. Den tillader uendelig plads til tvivl.

Livet er ikke et spørgsmål om svar, men et spørgsmål om spørgsmål. Tror jeg.



søndag den 8. april 2012

Sympati for en terrorist
"I am a candle that burns itself to give light to others"

Efter Anden Verdenskrig legitimerer Holocaust-kortet åbenbart Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Alle magtfulde instanser har opgivet at tage hånd om konflikten.

Obama lovede i valgkampen guld og grønne skove og en snarlig løsning på Israel/Palæstina-konflikten. Den lader vente på sig. Israel er en for værdifuld allieret for USA i den aktuelle situation i Mellemøsten.

FN er travlt optaget af Iran og Syrien, og EU kan ganske enkelt ikke presse Netanyahu.
Mens alle kigger i andre retninger, ligger en tredje intifada og lurer under overfladen i det land, der kaldes Israel.

Midt i konflikten sidder afro-palæstinenseren Ali Jiddah. Han er terrorist. Sad 17 år i fængsel for at sprænge en bombe ved Jaffa Gate i Østjerusalem, hvor han sårede ni jøder.
Hans hjem er lille, beskidt, farveløst og meget ydmygt. Han er tydeligvis fattig. På væggen hænger billeder af Yasser Arafat side om side med billeder af hans børn.


Da Israel i 1967 besætter Vestbredden, vælger den da kun 17-årige Ali Jiddah at blive medlem af PFLP (politisk parti, der kæmper for et frit Palæstina, og som ifølge EU og USA er en terrororganisation).

I de følgende år strammer Israel grebet mere og mere om palæstinenserne – også uden for landets grænser. De bomber palæstinensiske flygtningelejre på den anden side af Jordanfloden - i Jordan. Som modsvar til dette sprænger Ali Jiddah med PFLP i ryggen bomben i Østjerusalem.

Herefter tilbragte han 17 år af sit liv i fængsel, men fortryder i dag ingenting. Han mener, at det er på tide, at palæstinenserne får et håb om retfærdighed - for enhver pris. Håbet er dog svært at spore, modsat vreden og desperationen.
Et nyt voldeligt oprør fra palæstinenserne er ifølge Ali Jiddah unægtelig på vej.
”Vi har ikke mere at tabe. Verden har forrådt os med dens stilhed.”

Efter at have besøgt Ali Jiddah i Østjerusalem, hørt om hans skæbne og hans perception af konflikten, satte jeg mig for at undersøge sagen. Kan det virkelig passe, at verden har forrådt palæstinserne?
Og meget tyder på det. Måske fordi konflikten synes uoverskueligt uløselig. Hvis man tager kampen op, er man dømt til at tabe.

På mange måder forstår og respekterer jeg Ali Jiddah. Jeg prøvede at sætte mig i hans sted. Forestillede mig, at jeg var en håbløst undertrykt palæstinenser uden bedre tider i sigte. Hvad ville jeg så gøre?
Jeg opererede med tre muligheder, hvoraf ingen synes at føre til noget lykkeligt.

1) Give op og begå selvmord.
2) Leve med undertrykkelsen, æde min stolthed og retfærdighedssans.
3) Kæmpe mod uretfærdigheden.

Ali Jiddah valgte mulighed nummer 3. Han blev terrorist, eller frihedskæmper om man vil.
”I am a candle that burns itself to give light to others” er det altruistiske mantra, han opererer ud fra. Kan man ikke kun have respekt for det i hans situation?
Jeg har i hvert fald. Når man er så uretfærdigt trængt op i en krog uden udsigt til bedre tider, må man handle efter sin bedste overbevisning. Og det gjorde Ali Jiddah ligesom sine mange andre desperate landsmænd.


Man kan kun håbe på, at Vesten snart indser, at Holocaust-kortet har overskredet sin holdbarhedsdato og ikke kan retfærdiggøre den massive undertrykkelse af palæstinenserne.
 

onsdag den 29. februar 2012

Den kroniske skyld

Jeg er plaget af en dybt hæmmende kronisk skyldfølelse, der forhindrer mig i at leve livet fuldt ud.
Ikke over at skippe en forelæsning eller spise noget ulækker junkfood på vej hjem fra byen, men en helt grundlæggende dårlig samvittighed over for kloden og verdens dårligt stillede mennesker.

Jeg får skyldfølelsen tit – mange gange om dagen i mange situationer.
Når jeg kigger rundt på mit værelse, der rummer et overflødighedshorn af lækre sager. De gør mig glad, javist. Men uden dem ville jeg også have det godt.
Når jeg har tømmermænd og bruger en hel dag på ingenting. Der er mennesker, der dør af sult hver dag. Måske kunne jeg have været med til at forebygge det, hvis jeg ikke havde brugt min søndag på at pleje de latterlige tømmermænd.
Når jeg bruger penge på ligegyldige ting. Udklædninger. Tænk, at jeg kan bruge flere hundrede kroner på noget, der bare gør en given aften en lille smule sjovere. Jeg ville jo også have en sjov aften uden.
Når jeg tørretumbler mit tøj, fordi det er nemmere og hurtigere end at hænge det op. Undskyld, Moder Jord, du skal vide, at jeg har det rigtig dårligt med det.
Og i tusinde andre situationer, hvor jeg helt dybt inde mit lille idealistiske hjerte synes, at det, jeg gør, er forkert.

Det er bagsiden af vores velstående samfund. Jeg burde være lykkelig for at være født her, og det er jeg på et overfladisk plan også. Men tanken, om at vores lykke og velstand er på bekostning af andre menneskers død og nød, er nærmest ubærlig. Den er en kæmpe bremseklods i forhold til at kunne nyde vores fantastiske samfund fuldt ud.

Det er pissesvært at være så idealistisk (Man fristes til at synge ”Uh-uh, det’ så svært at være så god). For med velstand og muligheder følger et enormt ansvar. Et ansvar, som er helt og aldeles komplet umuligt at leve op til.
Mit rationelle jeg siger, at man kan ikke redde hele verden, men mit følsomme jeg nægter at forlige sig med den kendsgerning, og de to modarbejder hinanden konstant.

Dette indlæg er indbegrebet af ”frelsthed”, men misforstå mig ikke: Disse tanker er langt mere en forbandelse end en velsignelse.
Jeg kender mange mennesker, der formår at lægge ansvars- og skyldfølelsen fuldstændig til side og bare nyde livet og gøre de ting, der gør dem glade i deres lille nærmiljø. Jeg både misunder dem og bebrejder dem.

Hellere en utilfreds Sokrates end en glad gris, mente filosoffen John Stuart Mill. Jeg er tilbøjelig til at være uenig. Jeg er træt af at være en utilfreds Sokrates.

søndag den 19. februar 2012

Sympati for en morder

Som højskoleelev kommer man på et væld af ekskursioner. Nogle af dem er sjove og bliver til et muntert minde, mens andre sætter sig fast i bevidstheden og gør et større og dybere indtryk. En af sidstnævnte var højskolens juraholds besøg på Ringe Statsfængsel. Dagens menu lød på en rundvisning i det lukkede ungdomsfængsel og til dessert et møde med en af de unge indsatte mordere. Spændende med et indblik i en verden så langt fra min egen, tænkte jeg, da minibussen trillede ud af højskolens trygge osteklokke med kurs mod noget meget mindre trygt.
Vi blev vist rundt i fængslet af en fængselsbetjent, der fortalte skrækanekdoter om de indsattes hverdag og det altoverskyggende voldshierarki, hakkeorden og barske survival of the fittest-mentalitet.
Efter rundvisningen skulle vi mødes med en af de unge indsatte. En 18-årig gut dømt for manddrab. Vores lærer havde med vilje ikke fortalt os på forhånd, hvem vi skulle møde. Han ville nemlig have, at vi skulle møde morderen uden nogen forhåndsviden om ham og således også uden de eventuelle dertilhørende fordomme.
Jeg er nordjyde, og det faktum gjorde, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da drengen trådte ind i rummet. Han præsenterede sig ved navn, men det havde han ikke behøvet. Jeg kendte udmærket godt det ansigt, selvom det efterhånden er flere år siden, han var en tophistorie i medierne. Rasmus Popenda, der som 14-årig stod bag det, som medierne døbte Stadiondrabet i Aalborg. Berømt og berygtet for sit koldblodige rovmord på en tilfældig forbipasserende en lørdag nat ved Aalborg Stadion.
Da drengen begyndte at tale og berette om sin barndom, stod det meget klart, at hele hans opvækst har været præget af ekstrem negativ social arv. Rasmus blev født ind i et miljø, hvor stoffer, grov omsorgssvigt og vold var hverdagskost. Han droppede ud af skolen som 10-årig, hvor han allerede var begyndt at tage hårde stoffer og lave kriminalitet, og han blev hjemløs, da han blev smidt ud hjemmefra som 12-årig.
Jo mere den pumpede, tatoverede og kronragede knægt fortalte om sin fortid, jo mere ændredes min foragt til medlidenhed. Jeg mindedes de Rasmus Popenda-hadegrupper, der blomstrede på Facebook efter hans dom, som i manges øjne var al, al for mild. Jeg mindedes hetzstemningen og de mildt sagt hadefulde gloser, som folk skrev om Rasmus. Dengang rørte det mig ikke synderligt. Jeg kunne godt forstå, at de var vrede. Det kan jeg stadig. Men det lille indblik, jeg var så heldig at få i Rasmus’ liv, gjorde mig fem år ældre.
I bussen på vej hjem sad jeg og reflekterede over besøget. Jeg havde for alvor fået udfordret min opfattelse af begrebet ”skyld”, og jeg var nødt til at tage min holdning op til revision. Det spørgsmål, der stod med lysende klare versaler på min nethinde efter besøget, var: ”Er Rasmus’ gerning Rasmus’ skyld?”
Det er en kompleks problemstilling. Først gjorde hans historie mig mest af alt bitter på hans forældre, men ret hurtigt kom jeg til at tænke på, at de må være blevet født ind i samme umenneskelige sociale miljø som Rasmus, siden de har så utilstrækkelige evner til at skulle opdrage et barn. Min anden tanke var, at hans historie vidner om et socialt system, der overhovedet ikke fungerer. Hvorfor er der ingen, der griber ind, når en 10-årig dropper ud af folkeskolen?
Derefter faldt mine tanker på Rasmus’ fremtid. Og alle de tusindvis andre børn og unge som ham, der flakker rundt som tikkende bomber i kriminelle parallelsamfund og aldrig har kendt til andet. De har aldrig har fået en værdig chance for et ordentligt liv. Jeg kender dem selv fra min folkeskoletid og oplevet, hvordan skolen ikke formår at tage hånd om dem på anden vis end at straffe dem. Hvad skal samfundet gøre? Efter mødet med Rasmus står det helt klart for mig, at det i hvert fald er meget, meget uhensigtsmæssigt at spærre dem inde i et lukket fængsel med andre kriminelle. Som Rasmus selv svarede, da jeg spurgte ham om graden af resocialisering i fængslet: ”Ja, der er i hvert fald ikke nogen, der kommer ud fra fængslet og er mindre kriminelle, end da de kom ind.” Dén udtalelse gjorde stort indtryk på mig – og ikke mindst måden, han sagde det på: grinende, nærmest latterliggørende dem, som var af modsatte opfattelse.
Fængsel er ikke godt for nogen. Rasmus og hans medindsatte har ikke brug for straf; de er blevet straffet hele deres liv i form af konstante nederlag, dårlige forudsætninger og negative miljøer. De har brug for succesoplevelser, de har brug for rollemodeller, venskab, kærlighed, tillid, at få en ny chance for at gøre sig fortjent til respekt og at få følelsen af, at de udretter noget hensigtsmæssigt med deres liv. Og fængslet giver alt det modsatte.
Så få nu de fyre ud og lad dem få terapi, kærlighed, en god mentor og et arbejde, der passer til dem, så de kan bruge deres krop til noget fornuftigt og give dem en succesoplevelse ved at være selvforsørgende. Det er hensigtsmæssigt for både den dømte og samfundet.
Det, der taler imod, er selvfølgelig retssikkerheden, men også ofrenes hævntørst. Skylden skal placeres, og nogen skal straffes. Det er en svær problematik. For den, der bliver gerningsmand som voksen, har været offer som barn. Og hvis man fra dag ét er født direkte ind i en offerrolle og aldrig har prøvet andet, kan man så gøre for det? Deres skæbneterninger er kastet. Er det så ikke en forholdsvis naturlig udvikling?
Det evige problem, når man forsvarer gerningsmænd, er, at det kan opfattes som om, at man retfærdiggør deres handling. Det gør jeg absolut ikke - intet kan retfærdiggøre at tage et andet menneskes liv. Men jeg prøver at forstå i stedet for at fordømme.
Mødet med Rasmus var på mærkværdig vis livsbekræftende, fordi det gav mig en klar følelse af, at ingen nogensinde er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Kærlighed, venskab og tillid er et sprog, som alle kan forstå – uanset baggrund og historie. Han har udviklet selvindsigt og er klar til at kæmpe for sin drøm: En lejlighed, en kæreste og et fast arbejde. I stedet for at få hjælp til det, oplever han et samfund, der bliver ved med at straffe ham.
Sympati for en morder. Den følelse havde jeg, da jeg trådte ud af fængslet den eftermiddag. For man bliver ikke gerningsmand uden selv at have været offer.


xx

søndag den 18. december 2011

Glædelig jul og betændt hals

Jeg ligger syg på femte dag nu. Halsbe-fucking-tændelse. Jeg hader det. Hader alt det sjove, der sker, som man går glip af på grund af en lortehals. Jeg har også tandpine. Visdomstænderne presser på (og jeg er ikke engang begyndt på studie endnu, høhø). Men nok brok for nu.
Apropos studie - det er snart. Jeg fik brev fra dem igår, om hvilke bøger jeg skal købe til studiestart. Det gav lidt et sug i maven. "De ved, at jeg kommer - de venter mig!" Det bliver crazy. Et helt nyt kapitel. Jeg prøver at forestille mig, hvordan det bliver, men jeg kan ikke rigtig. Men jeg kan mærke, at det bliver godt til mig.
Om to uger flytter jeg ind hos Johanne i Aarhus. Min veninde fra gymnasiet. Det er begrænset hvad vi har set til hinanden de sidste 1,5 år (et år på højskole og et halvt i Kbh), men vi havde det intet mindre end fantastisk dengang, så hvorfor ikke. Vi har også næsten prøvet at bo sammen, fordi jeg så godt som boede hos hende og Anne Sofie (anden veninde), da de boede sammen i gymnasiet. Så det skal nok gå. Eller - det skal ikke bare gå. Det bliver awesome! Her er Joe og jeg. Hun er en dejlig skør starut, og jeg glæder mig til at se hende hver dag. Men ak, at skulle flytte fra København. Byen, som jeg ganske enkelt er blevet forelsket i. Har haft den bedste tid herovre. Med Andreas og en masse andre. Nu skal jeg undvære ham. Det bliver det værste: at han bor i den anden ende af landet. Tvivler på om jeg kan føle mig hjemme et sted hvor han ikke er. But time will tell...

Siden sidst er der sket en hel masse (jeg er blevet så uendeligt ringe til at opdatere min blog!).
Jeg har været en uge i Marokko med mine forældre og min mormor. Det var fantastisk. Den bedste ferie nogensinde, vil jeg tro. En god blanding af eksotiske ekskursioner og kulturelle oplevelser og solbadning. Og, indrømmet, så nød jeg også at være det eneste "barn" med. Mine søskende er skønne, bevares, men det er nu rart at få så meget opmærksomhed. Det var også tiltrængt, da jeg kun har set min familie i meget begrænset omfang det sidste års tid. De er nu søde, og jeg glæder mig til at komme hjem til jul.

Jeg skulle egentlig have været hjemme nu (til gymnasiejulefrokost og Julies fødselsdag), men det satte den kære halsbetændelse en klar stopper for. Satans. Men jeg må se det på den lyse side: så får Andreas og jeg lige en sidste hygge-weekend sammen i lejligheden. Den kommer jeg virkelig til at savne - lejligheden. Jeg føler mig så meget hjemme her. Det er vores trygge, gode sted.

Andre højdepunkter: julefrokostweekend på højskole med alle de gamle. AMAZING. Det er altid et hit at komme tilbage til Rødding. Cille var på weekendbesøg hos mig her i Kbh. Det var hyggeligt og dejligt at vise hende mine "nye" omgivelser :-)

Imorgen skal jeg (hvis jeg er rask nok, 7, 9, 13) til Aarhus og til jobsamtale om et studiejob og underskrive kontrakt på lejligheden i Aarhus. Spændende, spændende.

Forleden fik jeg en innovativ tanke vedrørende madspild. Hvorfor stiller man ikke et lille køleskab op i hver (aflåst) opgang - til varer, som man ikke får spist. I stedet for at smide dem ud. Jeg tror, vi alle kender situationen: man står og skal til at smide noget mad ud, som man har tilovers, og tænker: "jeg burde jo egentlig give det her til nogen, for det kan jo sagtens spises", men tænker så, at det er for bøvlet og smider derfor maden ud. Men så fandt jeg løsningen :-) Et fælles madkøleskab for hver opgang/boligblok til rester til fri afbenyttelse. Bom - problem solved.

Nu vil jeg tilbage til mine Halls bolcher, varmedunk, dyne og grønne te. Det er kedeligt at være syg.
Men snart er det jul, juhuuu!

Og nårh jo, hov, jeg glemmer da helt at fortælle, at jeg lige skal et smut til Berlin med Andreas d. 21. og 22. december. Til juleshopping, hygge og Coldplay koncert. Og som afslutning på vores tid sammen i København. Piv. Men det bliver den bedste tur!


xx

Ida

lørdag den 24. september 2011

"Et savnens menneske" og strøg-muslimer

"Du er et savnens menneske," fik jeg for nylig at vide af en, der kender mig godt. Og efter nærmere eftertanke er jeg kommet frem til, at det faktisk er fuldstændig rigtigt.
Man kan aldrig få det hele, og jeg savner det, jeg ikke har. Altså savner jeg hele tiden.
Før jeg tog på højskole ønskede jeg mig væk, jeg ville ud og prøve noget nyt og møde nogle nye mennesker. Det gjorde jeg så, havde den mest fantastiske tid på skolen, men savnede konstant mine gamle venner og min familie. Nu bor jeg i København med Andreas, og nu savner jeg både højskolen, mine gamle venner og min familie.
Ikke at jeg har det dårligt. Slet ikke - jeg har det super godt. Men savn er en løjerlig størrelse. For mig er det tanken om, at der er noget latent godt et andet sted, hvor jeg kunne befinde mig. Og det vil der jo altid være.
Man må bare huske at nyde det, som man er i, mens man er i det, og ikke kun når man tænker tilbage på det bagefter.

Det er lørdag aften i København. Det bliver rigtig hurtigt mørkt nu, efteråret er for alvor kommet.

Var på strøget idag, og fik en god diskussion med nogle troende muslimer, der stod ved en bod og stoppede forbipasserende mennesker for at overbevise dem om, at islam er sandheden. Deres hjemmeside hedder Kaldet.com. Jeg fnisede indvendig, da han fortalte det. Ved ikke hvorfor. For mig er det bare komisk at kalde en helt alvorlig hjemmeside Kaldet.com. I hvert fald fik vi en supergod diskussion om islam, og han blev udfordret. Jeg spurgte meget ind til kvindesynet i islam. Ved boden stod der cirka ti mænd for at udbrede Allahs budskab. Jeg spurgte, hvorfor der ingen kvinder var. "De kommer senere," var hans svar, og det var ret tydeligt, at de ikke ville komme senere, men at han ikke ville indrømme, at de udelukkende var mænd, fordi det ville styrke mine argumenter og svække hans egne. Så sluttede samtalen ligesom der, og jeg trissede videre for at finde en kjole til lørdagens fest.

Jeg er ved at blive rigtig glad for at bo i København, og storbylivet i det hele taget. Cykleafstand til gågade, tusindvis af kultur-tilbud, fitness og indkøb 20 meter væk, s-tog 10 meter væk. Der er så overvældende mange muligheder! Det kan jeg godt vænne mig til...

xx

Ida

mandag den 5. september 2011

fra den ene yderlighed til den anden

Så er det vist på tide med et nyt indlæg fra min hånd. Der er sket MEGET siden sidst!
En dejlig sommerferie er veloverstået. Højdepunkterne var Roskilde Festival, Rødding Revival og en cykel/telt-tur fra København til Skåne. Al min resterende tid denne sommer er gået til hårdt arbejde derhjemme. Så jeg har fået tjent en masse penge, og det er skønt.
Nu er jeg endt i København. 2400 Nordvest. Ja, her bor jeg faktisk nu...
Farvel til grusveje, vilde dyr og velkendt nordjysk humor - og goddag til storbylivet med fitnesscenter, s-tog og menneskemylder. Det er faktisk ganske charmerende. En forfriskende afveksling - fra den ene yderlighed til den anden.
Faktisk bor jeg kun 50 meter fra det hus, hvor jeg blev født. På sofaen oppe i stueetagen. Andreas og jeg gik en tur forbi forleden. Det var sjovt at se. Jeg kan huske, mine forældre har fortalt, at de flyttede fra nordvest til Jylland, fordi de ikke ville lade deres børn vokse op et sted, hvor der lå brugte kanyler på legepladsen. Jeg har altid syntes, det var fjollet, og tænkt, at så slemt kunne det vel heller ikke være. Men nu forstår jeg, hvad de mener.
Den dag, vi flyttede ind, kørte min far mig herover med al min habengut. Vi fejrede indflytningen ved at tage på pizzaria, og her kom en meget fuld/skæv/påvirket mand hen og snakkede upassende til os på gaden. Så var stilen ligesom lagt for den kommende tid! Heldigt, at jeg er en rummelig sjæl, der tager det meste med et grin.
Her er mange flere udlændinge end herhjemme. Alle mulige spændende etniciteter. Navnet på nabolejlighedens dør lyder bosnisk, og jeg får lyst til at banke på og høre vedkommendes historie. Det er spændende med alle de forskellige skæbner, man støder ind i på gaden. Jeg danner altid historier i mit hoved, når jeg møder nogen. Hvem er de, og hvor er de på vej hen? Hvordan er de endt her, og hvilke erfaringer har de gjort sig i deres liv? Jeg tror ikke, de forvænte københavnere tænker over den slags, men jeg nyder det. Det er spændende, hver gang man skal uden for døren - for man ved aldrig, hvem man møder, og hvilke tanker de personer kan sætte gang i. Det var mere sikkert derhjemme, hvad man ville møde udenfor døren - træer, grusveje, marker, agerhøns og en hare eller et rådyr på en god dag.
København er dejlig og spændende kontrastfuld. Farverig og samtidig grå. Florlet dansende og alligevel betontung. Ensom og overbefolket.
Jeg er sikker på, at jeg kommer til at nyde tiden her. Her sker så meget. Det er kun fire dage siden, at vi flyttede. Jeg føler mig allerede hjemme. Måske mest af alt fordi Andreas også er her.
Jeg er startet på arbejde som handicaphjælper, og det er et rigtig skønt arbejde. Er virkelig glad for det. Nattevagterne kan godt være hårde, og der venter mig tre af slagsen de næste tre dage. Men det skal jeg nok klare. Så har jeg fri i 6 dage bagefter. Så skal København udforskes, og jeg skal hygge mig og slappe af!
Andreas og jeg har købt abonnement til Fitness World. Jeg troede aldrig, det skulle overgå mig, da jeg altid har været af den overbevisning, at man da altid bare kan løbe sig en tur - det er gratis. Men det får man (læs: jeg) jo ikke gjort. Fitnesscenter har altid lydt så poppet i mine ører, og visse af mine fordomme er da også blevet bekræftet derovre, men alligevel er jeg positivt overrasket. Når jeg er derovre alene, er det en perfekt afkobling, og når Andreas er med, er det en hyggelig fællesaktivitet. Og man får det så godt bagefter - både fysisk og psykisk (det piner mig en smule at give alle de forbistrede kulørte dameblade ret....).
Jeg pendler med s-tog til arbejde. Det er så storby-agtigt. Jeg mangler bare en café latte to go og en hurtig gang efter et målrettet blik gennem menneskemængden. Sådan ser den typiske københavner ud i mit hoved. Og gud, hvor har jeg set mange af den slags typer allerede. Det morer mig hver gang.

Der er gratisaviser overalt i København - dét er fedt! Til gengæld er fremmede mennesker ikke særlig høflige overfor hinanden - faktisk ænser de slet ikke hinanden, hvis de kan blive fri. Som den naive nordjyde, jeg nu engang er, falder det mig helt naturligt at sige pænt hej og farvel og helst også noget andet imellem til kassedamen. Og smile til folk, der går forbi mig på fortovet.
Jeg føler, at folk tænker: "hun er vist fra Jylland", når jeg gør det. Jeg tror, det bliver et mål for mig som jyde at sprede lidt mere uforpligtende almen venlighed i det københavnske byrum.

Cille og jeg har talt om at rejse en måned til januar. Måske til Australien. Men nu må vi se, hvad der sker. Det kunne være fantastisk - nye eventyr! Det kan jeg godt lide.



Den nybagte københavner takker af for nu.

torsdag den 19. maj 2011

Israel/Palæstina, Journalisthøjskole og foredrag



Så er vi kommet hjem fra det smukke og fantasiske Israel. Det har været den mest intensive og mest søvnløse og mest spændende uge i mit liv. Vi har snakket med NGO'er, interviewet universitetsstuderende israelere, besteget et bjerg for at komme op til den jødiske ørkenborg Masada, vi har badet i Det Døde Hav og vi har været i Ramallah og se det palæsinensiske præsidentpalads og Yassir Arafats grav. Vi har drøftet konflikten med Dr. Mustafa Barghouti, som var palæsinensisk præsidentkandidat ved sidste valg i 2005. Vi har mødtes med forskellige danskere, der af forskellige grunde er bosat i Israel og arbejder med konflikten bl.a. TV2-korrespondent Steffen Jensen, eks-chefredaktør for Politiken Herbert Pundik og korrespondent for Weekendavisen Hans Henrik Fafner. Virkelig inspirerende mennesker, der kunne give os et indblik i konflikten set med danske briller. Vi har besøgt og interviewet en palæsinensisk terrorist, der plantede en bombe ved Jaffa Gate i Østjerusalem og sårede 9 jøder - og sad 17 år i fængsel for det. Vi har set Tempelbjerget med Klippemoskeen, Grædemuren, Patriarkernes Grav, Golgata, Gethsemenes Have, Oliebjerget og meget mere. Vi har talt med en jødisk bosætter, David Wilder, der er særdeles pro-israelsk og meget ekstremistisk i sin tro. Vi har også talt med en Hamas-tilhænger, Khaled Amayreh, som er lige så ekstremistisk. Vi har været hos det israelske udenrigsministerium og snakket med dem om konflikten. Vi har overværet fredagsbønnen på torvet i Bethlehem, og vi har set Fødselskirken, som er opført det sted, hvor stalden med Jesu krybbe stod. Vi har været i Mea She'arim, som er det mest fjendtlige sted, jeg nogensinde har været. Det er her, alle de ultra-ortodokse jøder bor sammen - og kvarteret er ikke glade for turister, hvilket vi fik at mærke. Mere om det i et senere indlæg. Vi har også besøgt en palæsinensisk FN-flygtningelejr og forskellige jødiske bosættelser. Vi har besøgt Anne Marie, som er fra Kaas i Nordjylland, og nu bor i Israel og er gift med en palæstinensisk politiker. Alt dette på fem et halvt døgn. Behøver jeg sige, at vi IKKE fik sovet og ikke spildte tid på at spise?
Det har været den fedeste tur. Jeg har lært SÅ meget - er virkelig blevet klogere på mange ting. Jeg laver et indlæg senere, hvor jeg reflekterer over konflikten og beskriver mine indtryk dernedefra.

Nu til noget helt andet, som jeg OGSÅ er utroligt glad for: Jeg er blevet direkte optaget på Journalisthøjskolen. Blandt de 1400 ansøgere var jeg åbenbart blandt de 125 bedste. Jeg er ubeskriveligt stolt og svæver på en lyserød sky for tiden. Nu gælder det bare om at finde et sted at bo. Jeg håber på at finde et hyggeligt og billigt kollegie mellem Århus C og Nord, hvor Journalisthøjskolen ligger. Men jeg har søgt en masse, så nu venter jeg bare. Men hvor er jeg dog ovenud lykkelig for at være kommet ind - og stolt. Helt ufatteligt. Tænk, at lille mig faktisk er så dygtig!

Igår var en dag, hvor jeg gjorde noget grænseoverskridende. Jeg var med Johan (F11-elev) ude på Frederikssund Gymnasium og holde foredrag om Israel/Palæstina-konflikten og vores tur derned - for over 100 mennesker! Det var en rigtig god oplevelse, og jeg fandt ud af, at det faktisk slet ikke er slemt at tale overfor store forsamlinger. Faktisk giver det lidt et rush. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg gør det.


Vi går ind i den allersidste tid på højskolen... 23 dage tilbage. Det er sørgeligt, virkelig. Jeg kommer til at savne det. Men alligevel er det som om, at det er mere okay, nu hvor jeg ved, hvad jeg skal. Så er der lige som noget nyt at se frem til - det næste kapitel ligger fast. Og jeg glæder mig SÅ meget!
Jeg er en meget glad pige for tiden.




xx




Ida.

tirsdag den 10. maj 2011

Vi er lige gået ind i 3. time tilbragt i grænsekontrollen mellem Egypten og Israel. Sidstnævnte er ikke just gæstfri og er ikke meget for at lukke os ind. Så her sidder vi så - vi kan ikke få at vide, om vi kan komme ind og hvor lang tid der går. Vi har kun fået 3 timers søvn (i en bus) og skal vågen de næste 20. Vi er voldsomt trætte og udmattede. Men de sidste to dage, som vi har tilbragt i Egypten, har været sindssygt spændende. Vi har snakket med aktivister, som i mere eller mindre indirekte grad bidrog til at revolutionen brød ud. Så overværede vi en demonstration på Tahrir-pladsen. Vi lavede også klassiske turist-ting som at se pyramiderne (fascinerende!),
at ride på kameler og heste i ørkenen og at besøge det egyptiske nationalmuseum. Vi boede lige ved Nilen og var næsten nabo til Mubaraks gamle hovedkvarter, som nu står fuldstændig smadret og brændt. Natten til den dag, hvor vi ankom til Cairo, var 150 kristne (koptere) blevet såret i nogle optøjer og 10 var døde. Så vi fik at vide at vi skulle være ekstra påpasselige når vi bevægede os rundt i byen. Men det gik.
Nu er vi klar til Israel. Israel er åbenbart bare ikke klar til os.
Jeg vil putte mig ned i min sovepose på gulvet og indhente noget søvn og håbe på det bedste.

torsdag den 5. maj 2011

4. maj + mæslingeaffære

Igår var det 4. maj. Befrielsesdagen. I den anledning havde vi samfundsdebattør og eks-PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen ude og holde befrielses-foredrag på højskolen. Det var spændende - og virkelig flot, for der var levende lys i alle vinduer på den smukke gamle skole. Derudover havde vi lavet en udendørs kunstinstallation i faget Land Art. Installationen skulle afspejle befrielsen og bestod af nogle små skæve huse på græsplænen med lys i og lyden af en frihedstale i baggrunden. Det var rigtig flot, og alle de lokale pensionister, som var kommet for at høre talen, var også vilde med installationen. Så det var en dejlig aften med en god tale med et godt budskab: nemlig at besættelsen aldrig må gå i glemmebogen, selvom de nuværende unge generationer ikke levede dengang.
Dagen idag startede meget dramatisk, da vi til morgensang fik at vide, at der er mæslingeepidemi på Sjælland, og man var bange for, at den ville sprede sig til Jylland. Så begyndte mine alarmklokker at ringe, fordi jeg som barn ikke er blevet vaccineret mod mæslinger. Derfor bed jeg i det sure æble, trodsede mine nålefobi og gik ned til lægen og fik vaccinationen. Så nu er det gjort. Det var ikke slemt overhovedet, og Andreas var heldigvis med for at berolige mig.

Israel rykker nærmere og nærmere..... Og nu er der ingen fare for at få udbrud af mæslinger dernede. Juhuu!


xx


Ida

tirsdag den 3. maj 2011

Back to school

Efter en uge i Prag, en påskeferie derhjemme og nogle "ualmindelige" dage på højskolen med ekskursioner, er vi nu gået i gang med en almindelig højskoleuge. Det er nu rart at være tilbage til det vante.
Det uvante venter dog meget snart igen, da vi rejser til Egypten+Israel lørdag nat. Jeg glæder mig helt sindssygt meget. Det bliver en oplevelse for livet.
Jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i Aarhus i lørdags. Prøven var delt op i en videnstest, en sprogtest og nogle forskellige skriveøvelser. Sprogtesten gik super (er min fornemmelse), videnstesten også ganske godt. Jeg tror, at min svaghed ligger i skriveøvelserne. Men i disse dage er de 1400 (!) prøver ved at blive rettet, og så må vi håbe, at jeg er blandt de 252 bedste, som kommer ind. Jeg tvivler dog meget stærkt på det.... Men pyt - er begyndt at finde alternativer og tænker på lingvistik, humanistisk informatik, dansk, retorik eller HUMBAS (humanistisk basisstudium på RUC). Alle studierne kunne være vildt spændende - det svære er bare at vælge. Er begyndt at lege lidt med tanken om at flytte til København og studere i stedet for Aarhus. Der flytter Andreas jo måske også til (afhængig af om han kommer ind på Mediehøjskolen i Kbh eller Skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev). København ER jo en dejlig by... Men det er Aarhus også! Det er svært...
Selvfølgelig er mit førstevalg dog at komme ind på Journalisthøjskolen. Men må dog indrømme, at min tro på det kan ligge på et meget lille sted. Øv! Men næste år er der jo en ny optagelsesprøve......
Idag havde vi en cand.mag i historie og Mellemøsten ude og snakke med os om de autoritære regimer og den aktuelle politiske situation i Mellemøsten. Det var sindssygt spændende, og jeg blev så inspireret, at jeg selv begyndte at researche en hel masse om det bagefter.

Jeg har det super dejligt for tiden. Jeg lærer en masse og oplever en masse og hygger mig en masse - og jeg har rigtig travlt. At jeg ikke har skrevet på min blog i så lang tid er et resultat deraf.

Nøj, hvor jeg dog glæder mig til Mellemøst-rejsen. Det bliver det mest spændende, jeg nogensinde har prøvet... Kan næsten ikke vente!


xx


Ida

søndag den 24. april 2011

Påsken har bragt velsignet bud... og nyt arbejde

Nu har jeg været revet ud af min højskole-skal siden onsdag. Altså fem dage ude i den rigtige civilisation. And God, I miss it! Det vante liv på gården i Nordjylland har bestemt også sin charme - særligt når man har haft det lidt på afstand i 8 måneders tid efterhånden. Men højskole er der nu intet, der slår.
Andre F11'ere har ladet højskolen køre videre på Sjælland med fester hos diverse elever, men jeg kunne desværre ikke være med, fordi jeg havde et nyt arbejde, jeg skulle hjem og læres op i. Mere om det senere. På vores tur til Tjekkiet florerede en virus med opkast og kvalme. Den bredte sig til flere af skolens elever, men startede hos en ved navn Hans. Derfor fik den navnet H.A.N.S.. Den blev jeg også ramt af, da jeg kom hjem til gården og tilbragte hele onsdag nat med at kaste op. Jeg fik også smittet min mor. Så H.A.N.S kommer vidt omkring i det ganske land. Heldigvis var jeg frisk til lørdag, hvor jeg skulle have min første vagt hos Danmarks Saltcenter i Mariager. Den forløb fint, og jeg er godt tilfreds med jobbet. Flinke kollegaer også. Jeg skal stå i receptionen og sælge billetter og diverse salt-souvenirs fra gift shoppen. Jeg har allerede en yndlingstjans på stedet: at sætte saltminens biograf igang. Så skal man gå ned i en fake saltmine og fortælle de spændte børn og barnlige sjæle, der sidder klar, at de skal huske at spænde deres sikkerhedssele, for Fun Riden kan godt blive lidt vild! Åh, de får julelys i øjnene de små.. Så arbejdet er fint, og jeg skal nok få nogle gode timer derude til sommer.
Påsken har også budt på gensyn med nogle gamle kendinge fra Arden. Michael blandt andet. Vi var i Ø. Hurup og spise, og det var hyggeligt. Dejligt at catche up - og dejligt at føle at man stadig kender hinanden godt, selvom man ikke har haft så meget kontakt de sidste 8 måneders tid.
Vejret er fabelagtigt og har været det hele påsken. Jeg har lige været på en dejlig cykeltur i aftensolen efter en lang arbejdsdag. Det var en skøn tur i den smukke nordjyske natur. Dog slugte jeg et større antal insekter, som bare var uheldige at befinde sig i det samme luftrum som min åbne mund. Føj. Fik også et par lussinger af nogle humlebier, der crashede mod min kind. Men skøn var cykelturen!

Nu skal jeg se Krysters Kartel med mine kære forældre.. De er nemlig tossede med det og vil gerne vise det til mig.

...

Nu har jeg lige set Krysters Kartel, og det var virkelig sjovt. Jeg er hooked!

Imorgen skal jeg hjem til Rødding. Andreas kommer dog først hjem på lørdag. Øv.


xx


Ida

tirsdag den 19. april 2011

Journalist-ekskursion til hovedstaden

Igår var vi (journalistholdet) på ekskursion til København. Her var vi med til redaktionsmøde på dagbladet Information for at se, hvordan sådan noget foregår. Det var fedt at se processen i, hvordan de diskuterer og udvælger de bedste historier og de skarpeste vinkler til morgendagens avis. Derefter tog vi ind til produktionsselskabet Mastiff's hovedkontor. Her snakkede vi med en ung journalist, der arbejdede som tv-tilrettelægger, og blandt andet har været med til at lave Paradise Hotel. Det var virkelig spændende og bekræftede os allesammen i, hvor mange forskellige muligheder journalistfaget giver. Efter det tog vi ud i DR-byen, hvor vi blev vist rundt og snakkede med en ung journalist, som arbejder med at lave børne-tv på DR Ramasjang. Også rigtig spændende at høre om, men jeg tror ikke lige, det er noget, jeg skal lave.
Vejret var fantastisk, så da vi var færdige med dagens program lagde vi os i Kongens Have, hvor vi terpede grammatik-regler, så vi er klar til optagelsesprøven på næste lørdag. Kongens Have er virkelig et dejligt sted - der var vildt mange mennesker, som hyggede sig og nød solen! Jeg kom helt i festival-stemning.. København er nu en charmerende by!
For at det ikke skal være løgn, skal vi om halvanden time på endnu en ekskursion - denne gang til hhv. Jelling Flygtningecenter og Gellerupparken i Aarhus. Temaerne er integration og etnicitet, og vi skal snakke med nogle mennesker, som vi bagefter skal skrive artikler om/portrætter af.

Nu skal jeg lige have vasket lidt tøj, inden vi tager afsted...


xx


Ida

søndag den 17. april 2011

Hjemkomst fra adventure-tur

Jeg sidder i sommersolen og skriver blog. Omkring mig er en masse højskoleelever, der ligger på tæpper og nyder de varmende stråler. Peter Bellis stemme lyder fra båndoptageren, og der bliver ivrigt bladret i aviser. Vi er allesammen glade og har det godt. Vi har taget bordtennisbordet udenfor for at kunne spille i solen. Mange har bare tæer, og det grønne græs kilder mellem tæerne. Vi har det nu dejligt.
Igår kom vi hjem fra vores adventure-studietur til Tjekkiet. Det har været en fantastisk tur. Hård og intensiv, men utrolig sjov. Vi fik skabt en masse minder på den tur og en masse hyggelige stunder, som vi kan kigge tilbage på og glædes over.
I de tre første dage af vores tur havde vi base i Mala Skala, en lille hyggelig bjergby i en stor naturpark nord for Prag. Byen havde specialiseret sig i adventure-turister, så den havde en masse gode faciliteter at byde på.
På vej til Mala Skala så vi Theresienstadt. Meget spændende og uhyggeligt sted, men jeg havde været der før. Da vi ankom til Mala Skala, nåede vi knap at pakke ud, før første punkt på programmet: trekking. Et fancy ord for at vandre i bjerge. Det var virkelig hårdt - vi vandrede i 3 timer uafbrudt i et meget kuperet terræn. Men hvor var det dog en smuk natur. Gid vi havde bjerge i Danmark. Om aftenen, da vi alle var udkørte og ømme, hyggede vir os ved lejrbålet og sang lejrbålssange på bedste højskolemanér. Det var virkelig hyggeligt - et af de tidspunkter, som man kan tænke tilbage på og tænke "hvor havde jeg det dog bare skønt".
Dag 2 gik med rafting på en stor flod i Mala Skala. 6 mennesker i små gummibåde, som sejlede 10 km på 1,5 time. Det var en god oplevelse, men lidt koldt - vejret var ikke så godt. Om eftermiddagen mountainbikede vi i bjergene i Cesky Raj. Jeg kørte 14 km. Det var meget smukt og meget, meget hårdt for en i forvejen meget øm krop. Aftenen stod igen på hygge ved bålet.
Dag 3 var vi desværre meget plaget af dårligt vejr. Faktisk sneede det. Vi skulle vandre op til en 28 m høj klippe på bjerget, som vi skulle klatre på og rapelle ned fra. Det var et vildt fedt arrangement, men desværre ødelagde vejret en stor del af glæden ved det. Man har ikke ligefrem lyst til ekstremsport, når man er gennemblødt af sne, klaprer tænder og knapt kan bevæge sine fingre af bar kulde. Så det gik lidt i vasken, men jeg vil vildt gerne prøve det en anden gang.
På dag 4 satte vi kursen mod Prag. Her så vi St. Vittus kirken, som jeg også har set før. Men den var smuk som sidst. Så havde vi "fri leg" og gik ud og shoppede i byen og var på café. Dejligt med lidt fritid ovenpå de fysisk hårde dage. Om var vi i byen i Prag på en vildt hyggelig bar, som hed The Dubliners. Her spillede et live band fra Estland, som var rigtig dygtige. Dejlig aften - og skønt at komme lidt væk fra Danmark og Rødding og se noget nyt.
Den sidste dag var vi på et stort marked i Prag, var rundt og se nogle graffiti-parker. Vi så også Karlsbroen og besøgte et museum med torturinstrumenter fra Middelalderen. Om aftenen var der fælles afskedsmiddag på et kendt spisested i Prag, som hedder U Fleku. Det var et kæmpe sted, som havde plads til 1500 mennesker. Her fik vi 3-retters menu med traditionel tjekkisk mad og mørk øl. Det var nu meget lækkert. Derefter hoppede vi på bussen, som kørte os hjem til Rødding, hvor vi ankom igår morges.
Det er fantastisk at rejse, men mindst lige så fantastisk at komme hjem igen. Turen har været over al forventning, vi har oplevet så meget og haft det så dejligt. Og det har vi i den grad stadig. Jeg kigger rundt på mine højskolevenner, der ligger og nyder solen rundt omkring på det grønne græs. Så kan jeg ikke lade være med at smile. Jeg er så heldig: højskole er det tætteste man kommer på det perfekte liv. En masse dejlige og glade mennesker, som man kan være sammen med hver dag, i nogle rammer, hvor man kan lære og have det sjovt sammen. Og idag skinner solen tilmed. Hvad mere kan man dog ønske sig?


xx



Ida

søndag den 10. april 2011

En weekend derhjemme

En weekend væk fra højskolen

Det har været en dejlig weekend, hvor jeg har fået et gensyn med familien. Det var hyggeligt. ”Desværre” kommer man tilbage til højskolen og hører, at de andre bare har haft den fedeste weekend nogensinde – både Andreas og Krabbe sagde, at i går var den bedste dag i deres liv. Typisk at gå glip af sådan noget….

Jeg var også på besøg og til indflytterfest i Aarhus hos Johanne og Søs (gymnasievenner). Det var virkelig sjovt, og der var andre folk fra gym. Det var ligesom at være tilbage - kom næsten til at savne gym-tiden lidt. I hvert fald menneskerne.

Der er virkelig mange ting, der er gået galt for mig i dag. Toget var forsinket, så jeg nåede ikke bussen, så jeg var nødt til at tage en (pissedyr) taxa. Da jeg skulle skrive et brev til DSB om anmodning om refusion, virkede printeren ikke, og det skal sendes i dag, for jeg rejser til Tjekkiet i aften. Så skulle jeg skynde mig at vaske tøj for at kunne nå at pakke til Tjekkiet, men så var der ikke flere vaskepoletter. Og jeg kan ikke finde mine sko. Og så har jeg modtaget en kjole, som jeg købte på nettet i fredags, og den er ikke så flot som på billedet. Og så fik jeg næseblod mit i det hele. Dobbelt op på øv.

Men denne weekend har stået meget i den offentlige transports tegn, idet jeg fredag rejste Rødding-Vejen-Aarhus-Aarhus N, lørdag Aarhus N-Aarhus-Arden og i dag søndag Arden-Kolding-Middelfart-Vojens-Rødding. Og selvom toget var forsinket, så jeg ikke kunne nå min bus, er jeg alligevel dybt stolt af vores offentlige transportsystem. Det er jo et puslespil af de helt store, og det er bare lavet så smart… Og ja, så kan man da blive forsinket i ny og næ, men mon ikke også det sker, når man bruger privat transport? Det tror jeg nok. Mega thumbs up for DSB (bortset fra at det er voldsomt dyrt).

Nu vil jeg håbe, at der ikke går flere ting galt for mig i dag, og jeg vil gå i gang med at pakke til Tjekkiet-turen. Vi rejser i aften.

Dagens tanke: De bedste jobs er de dårligst betalte…

xx


Ida

onsdag den 6. april 2011

En rigtig mukkedag

Idag er bare en dårlig dag.
En dag, som bare er sløset væk og egentlig er uden mening.
Den kunne lige så godt ikke have været der.
Idag er vejret gråt ligesom mit humør.

Idag skal bare slutte.

Og så må imorgen godt bringe lidt mere glæde med sig...


mandag den 4. april 2011

Sommerdag & journalistikkursus

Siden sidst er der sket en masse. Som sagt giver journalistikkurset en masse travlhed. Vi har skrevet en hel masse, lært en masse teori og været til foredrag med Preben Wilhjelm – en gammel venstrefløjspolitiker, hvis karriere toppede i 70’erne og 80’erne. Han var meget klog og meget spændende.

Lørdag var en fantastisk dag – vi havde 20,8 grader! Derfor hev vi dj-pult, store højttalere og bordfodboldbord udenfor og lagde os på tæpper og hyggede os helt vildt. Jeg tror, det indtil videre var den bedste dag i 2011. Om aftenen var der så fest med Balkan-tema, så der var skruet op for overskæg, veste, accenter og balkan-musik. Det var godt nok sjovt.

I går plejede vi så tømmermændene ved at tage en tur til Ribe, hvor vi så en masse seværdigheder i den smukke by, som er Danmarks ældste. Vi var også ved Vadehavet. Det er længe siden, jeg har været ved havet, og jeg havde glemt, hvor skønt det egentlig er.

I går aftes var Andreas, Krabbe og jeg på roadtrip til Esbjerg for at hente noget kite surfing udstyr, som Krabbe havde købt. Det var dejligt lige at komme lidt væk fra Rødding og ind til en større by.

Nu sidder jeg i journalistiktimen, hvor vi er ved at gennemgå nogle artikler og deres virkemidler. Lidt kedeligt… Jeg vil hellere skrive selv! Men man må tage det sure med det søde.

På fredag er journalistikkurset slut, og så skal jeg hjem. Først til Århus fredag, til indflytterfest i Johanne og Søs’ nye lejlighed. Og så lørdag tager jeg hjem til fars fødselsdag. Søndag aften drager hele højskolen så til Tjekkiet. Det glæder jeg mig vildt til! Har de sidste par måneder gået med lidt rejsekuller i maven.

Det er bare lidt ærgerligt, at jeg for et par sommerferier siden har været de steder i Tjekkiet, som vi skal besøge. Men pyt. Vi skal også riverrafte, rapelle og mountainbike. Det glæder jeg mig helt vildt til!

Men først skal der knokles med journalistisk en lille uge mere, så jeg kan få det hele på plads inden optagelsesprøven 30. april… Håber jeg kommer ind!

Derudover har jeg søgt en masse kollegieværelser og -lejligheder i Århus N og C. Det skulle være muligt at finde noget, nu hvor jeg er ude i så god tid…


xx


Ida

fredag den 1. april 2011

Mødet med et forbillede

Journalistikkurset er lærerigt, og vi har travlt. Igår havde vi sprogdag med cand. mag i dansk Malene Bjerre fra www.sprogvaskeriet.dk, hvor vi havde om korrekt sprog og grammatik. Det var så fedt, og jeg lærte en hel masse ting, selvom dette i forvejen var min stærke side.
Malene Bjerre er vildt sej, og jeg kunne sagtens se mig selv have en karriere som hendes. Hun er freelance journalist, oversætter, korrekturlæser, foredragsholder m.m. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig... Hvis der var en uddannelse direkte til sådan en karriere, ville jeg ikke være i tvivl.
Men jeg snakkede med hende om det, og hun sagde, at en journalistisk uddannelse suppleret med noget andet sagtens kan føre til et job som hendes. Så det var skønt! Nu er jeg helt sikker på, at det er det, jeg vil.. Dog sagde hun, at journalistikstudiet på SDU måske var mere hensigtsmæssigt, fordi det er lidt mere teoretisk, hvor man på Journalisthøjskolen i højere grad bare lærer håndværket. Hmm.. Den må jeg lige tænke over. Jeg har læst om studiet, og det lyder sindssygt fedt. Men Odense......?
I al fald kan jeg først søge ind til næste år. Nu prøver jeg i første omgang Journalisthøjskolen, og så må jeg tage stilling til det næste år. Pyh, det er en jungle, det uddannelsesræs!


xx


Ida

tirsdag den 29. marts 2011

Pink stegepande

Igår tog Andreas, Krabbe og jeg ud for at finde et brugt køleskab på genbrugspladsen. Køleskabe var der masser af, men en tør regelrytter af en blå mand satte en stopper for vores drømme om kolde øl på vores gang. "Det er ikke noget, vi må udlevere," vrissede han, "det skal destrueres." Hvad er det for en mærkelig regel!
For at opveje det købte jeg en übercool pink Aida stegepande til 50,- i Brugsen. Så er jeg klar til at flytte hjemmefra.

Min dag startede kl. 7 (gaaab), idet Dorthe (utroligt sød og dejlig køkkendame på højskolen) havde sølvbryllup med sin mand. Så traditionen om sølvbryllupsmorgenvækning med æreskrans, trompetist og "Det er så yndigt at følges ad" skulle selvfølgelig holdes i hævd. Det var hyggeligt, og hun blev glad for, at der var så mange fremmødte fra højskolen.

Jeg er ved at skrive en stemningsreportage fra en begravelse. Den må jeg hellere gøre færdig, for der er deadline om 22 minutter.

Dagens tanke: It's true that you don't know what you've got until it's gone - but you don't know what you've been missing until it arrives... Ergo: man kan ikke vide noget som helst.


xx


Ida