En tankestrøm om højskolelivet, som jeg skrev, da jeg startede på F11.
Hvorfor bruge den dyrebare, korte ungdomstid og surt tjente penge på at sidde i rundkreds og bytte uldne sokker, lege og te sig tosset, ryge pibe og flette skæg? Højskole…….. Ingen eksamen, intet adgangsgivende bevis, ingen dokumenterede kompetencer, ingenting. Spild af tid?
Aldrig i livet.
På en højskole spiller forstand, forpligtelse og fornøjelse de altafgørende roller sammen i en fænomenal treenighed. Et højskoleophold er et frirum fra den hektiske hverdag med pres fra systemet om hurtigst muligt at gennemføre sin selvfølgelig velvalgte udannelse. Et halvt år i en osteklokke, hvor der er plads til vanvittige idéer og impulsive indslag, hvor din kreative hjerne bliver udfordret og dine talenter udfoldet. Hvor fællesskabet forpligter, men giver tifold igen, hvor omgivelserne inspirerer, og hvor du umuligt kan undgå at stifte bekendtskab med mennesker fra mange sociale lag og kulturer. Dine personligt dragne konklusioner om livet bliver udfordret i mødet med andre mennesker, som måske ikke er af samme opfattelse. Jeg glæder mig til så mange ting, F11, til nye oplevelser, sjove minder og spirende venskaber.
Ida
torsdag den 24. februar 2011
onsdag den 23. februar 2011
Back on track
Kom faktisk først til at tænke på tvetydigheden i min overskrift, efter jeg havde valgt den. For faktum er, at JEG er back on track - har været på arbejde idag - men har fortsat store smerter i "my back". Ringede til lægen idag, men der var først tid om halvanden uge, selvom jeg synes, jeg fik gjort det klart, at det var et akut problem. Hvad skete der lige for velfærdssamfundet?
Men nå ja, Danmark er stadigvæk for mig at se det land, man er heldigst at være født ind i - trods alt! Dejlige, lille, trygge Danmark. Dét fik jeg i hvert fald også bekræftet til dagens morgensamling, hvor Mads, den mandlige halvdel af forstanderparret, fortalte om en rejse til Indien, som han var på som 20-årig. Forfærdelige billeder og beretninger om slum og ekstrem fattigdom. Stakkels dem. Den slags berører mig dybt, og jeg får skyldfølelse over min livsstil. Men mit rationelle (og opgivende) jeg fortæller mig, at jeg ikke kan redde hele verden, og at det bedste jeg kan gøre, er at hjælpe i det lille omfang som en enkeltperson nu kan, og derudover nyde og værdsætte mit eget privilegiefyldte liv 100 %. Dét blev jeg mindet om, og på den måde kan det grotesk nok være livsbekræftende at høre om forfærdelige skæbner.
Jeg glæder mig til at have journalistik igen - det føles som længe siden pga. 1 ½ sygedag. Så får vi sandsynligvis vores klummer og stamcelle-artikler tilbage. Det glæder jeg mig til. Jeg elsker at få feedback, når jeg kan stå inde for det produkt, jeg har afleveret. Der er ikke noget værre end at få negativ kritik på noget, som man godt ved er skidt, og at man nemt kunne have gjort det bedre (gymnasiet all over). Men når har gjort noget nær sidst bedste, kan man rent faktiskbruge kritikken til noget konstruktivt - og så er det rart.
Der er frieftermiddag, så nogle af pigerne er taget i svømmeren. Andre jammer i musik eller spiller fodbold i gymnastiksalen, og andre igen ligger og indhenter noget af den søvn, som altid er en mangelvare, når man er på højskole. Andreas sidder her ved siden af og arbejder med noget grafisk design. Han skal vise ordsproget "it's the journey, not the destination" grafisk. Meget fed opgave, men han stiller så høje krav til sig selv, så selvom han allerede har lavet 2 færdige produkter (og der skal kun afleveres 1), som jeg synes er vildt fede, er han nu gået igang med det tredje for at prøve at gøre det så godt, at han bliver tilfreds. Han giver udtryk for at være meget frustreret over opgaven, men han elsker simpelthen at sidde og nørkle med detaljerne i Photoshop, så jeg ved, at han inderst inde nyder udfordringen.
Så er det på mandag og tirsdag, at der er en stor Israel/Palæstina-konference her på højskolen. Hvor jeg dog glæder mig - det bliver så spændende. Mon der mon nogensinde kommer fred dernede. Jeg håber det virkelig - og thumbs up for at der bliver taget sådan nogle initiativer som denne konference. Jeg synes virkelig, det er fedt, at vi som land har overskud til at fundere over andre landes problemer (selvom det egentlig er et internationalt problem, but still). Og repsekt for alle de politikere, ambassadører og meningsdannere, der møder op. Det skal bli bra.
Nu er der snart aftensmad - gad vide om vi skal have kængurukød igen. Det skal vi nok ikke, nu hvor vi har et kort kursus i huset. 90 pensionister til et kursus om "Lys i mørket" Fedt for højskolen, at det går så godt med kursustilmeldingerne - skidt for os i buffetkøen ;)
Nå, jeg må hellere træde til som sparringspartner for Andreas' projekt, så han ikke bliver alt for frustreret. Så jeg vil runde mit indlæg af. Efter aftensmaden vil jeg måske over i glasværkstedet og begynde på en ny glasskål. Måske i nogle lilla nuancer, tænker jeg. Det er jo min yndlingsfarve. Bagefter vil jeg hvile mig og hvile min ryg og lægge en varmepude på (tak for tippet far).
So long,
Ida
Men nå ja, Danmark er stadigvæk for mig at se det land, man er heldigst at være født ind i - trods alt! Dejlige, lille, trygge Danmark. Dét fik jeg i hvert fald også bekræftet til dagens morgensamling, hvor Mads, den mandlige halvdel af forstanderparret, fortalte om en rejse til Indien, som han var på som 20-årig. Forfærdelige billeder og beretninger om slum og ekstrem fattigdom. Stakkels dem. Den slags berører mig dybt, og jeg får skyldfølelse over min livsstil. Men mit rationelle (og opgivende) jeg fortæller mig, at jeg ikke kan redde hele verden, og at det bedste jeg kan gøre, er at hjælpe i det lille omfang som en enkeltperson nu kan, og derudover nyde og værdsætte mit eget privilegiefyldte liv 100 %. Dét blev jeg mindet om, og på den måde kan det grotesk nok være livsbekræftende at høre om forfærdelige skæbner.
Jeg glæder mig til at have journalistik igen - det føles som længe siden pga. 1 ½ sygedag. Så får vi sandsynligvis vores klummer og stamcelle-artikler tilbage. Det glæder jeg mig til. Jeg elsker at få feedback, når jeg kan stå inde for det produkt, jeg har afleveret. Der er ikke noget værre end at få negativ kritik på noget, som man godt ved er skidt, og at man nemt kunne have gjort det bedre (gymnasiet all over). Men når har gjort noget nær sidst bedste, kan man rent faktiskbruge kritikken til noget konstruktivt - og så er det rart.
Der er frieftermiddag, så nogle af pigerne er taget i svømmeren. Andre jammer i musik eller spiller fodbold i gymnastiksalen, og andre igen ligger og indhenter noget af den søvn, som altid er en mangelvare, når man er på højskole. Andreas sidder her ved siden af og arbejder med noget grafisk design. Han skal vise ordsproget "it's the journey, not the destination" grafisk. Meget fed opgave, men han stiller så høje krav til sig selv, så selvom han allerede har lavet 2 færdige produkter (og der skal kun afleveres 1), som jeg synes er vildt fede, er han nu gået igang med det tredje for at prøve at gøre det så godt, at han bliver tilfreds. Han giver udtryk for at være meget frustreret over opgaven, men han elsker simpelthen at sidde og nørkle med detaljerne i Photoshop, så jeg ved, at han inderst inde nyder udfordringen.
Så er det på mandag og tirsdag, at der er en stor Israel/Palæstina-konference her på højskolen. Hvor jeg dog glæder mig - det bliver så spændende. Mon der mon nogensinde kommer fred dernede. Jeg håber det virkelig - og thumbs up for at der bliver taget sådan nogle initiativer som denne konference. Jeg synes virkelig, det er fedt, at vi som land har overskud til at fundere over andre landes problemer (selvom det egentlig er et internationalt problem, but still). Og repsekt for alle de politikere, ambassadører og meningsdannere, der møder op. Det skal bli bra.
Nu er der snart aftensmad - gad vide om vi skal have kængurukød igen. Det skal vi nok ikke, nu hvor vi har et kort kursus i huset. 90 pensionister til et kursus om "Lys i mørket" Fedt for højskolen, at det går så godt med kursustilmeldingerne - skidt for os i buffetkøen ;)
Nå, jeg må hellere træde til som sparringspartner for Andreas' projekt, så han ikke bliver alt for frustreret. Så jeg vil runde mit indlæg af. Efter aftensmaden vil jeg måske over i glasværkstedet og begynde på en ny glasskål. Måske i nogle lilla nuancer, tænker jeg. Det er jo min yndlingsfarve. Bagefter vil jeg hvile mig og hvile min ryg og lægge en varmepude på (tak for tippet far).
So long,
Ida
tirsdag den 22. februar 2011
En dag i allerlaveste gear
Min ryg gør stadig hammerondt, så jeg har også tilbragt det meste af dagen i sengen idag. Virkelig kedeligt og tørt. Jeg har kigget på en masse typer adventurerejser og interrails og diverse sager, som jeg måske skal efter sommerferien (hvis jeg har penge til det).
Nu sidder jeg med Andreas og Krabbe inde på Krabbes værelse og ser FCK-Chelsea-optakt og spiser chips. Der var tilbud på to af de store poser Kims snack chips for 25,- i Brugsen, så vi var lige en tur dernede, hvor Krabbe og jeg købte to hver og ham den tykke købte hele otte. Kassedamen kiggede underligt. Haha. Men nu sidder vi her og slænger os og hører musik. Jeg har fået Rollo&King-flip, det er så dejligt nostalgisk, men jeg måtte kun høre to sange, før Krabbe og Andreas nedlagde veto, så nu er vi gået over til The National. Men det er nu okay.
Jeg glæder mig til at have en normal dag imorgen, for det VIL jeg, så må jeg tage en masse smertestillende, hvis min ryg bliver ved med at skabe sig. For det er simpelthen spild af liv at ligge i sengen, det gider jeg sgu ikke.
Jeg glæder mig til imorgen tidlig til "aktuel debat", hvor Anne, en designelev på F11, skal holde foredrag om det at være ung og hørehæmmet - det er hun nemlig. Begge dele altså.
Andreas sidder i sin FCK trøje og er 100% klar - han glæder sig, men har det også ambivalent, fordi han er FCK-fan, men også Chelsea-fan. Krabbe er lidt mere ligeglad - han sætter sig til at se aftenens afsnit af Paradise.
Men nu begynder kampen lige om snart, så jeg vil slutte mit indlæg.
Hav det godt, verden.
Ida
Nu sidder jeg med Andreas og Krabbe inde på Krabbes værelse og ser FCK-Chelsea-optakt og spiser chips. Der var tilbud på to af de store poser Kims snack chips for 25,- i Brugsen, så vi var lige en tur dernede, hvor Krabbe og jeg købte to hver og ham den tykke købte hele otte. Kassedamen kiggede underligt. Haha. Men nu sidder vi her og slænger os og hører musik. Jeg har fået Rollo&King-flip, det er så dejligt nostalgisk, men jeg måtte kun høre to sange, før Krabbe og Andreas nedlagde veto, så nu er vi gået over til The National. Men det er nu okay.
Jeg glæder mig til at have en normal dag imorgen, for det VIL jeg, så må jeg tage en masse smertestillende, hvis min ryg bliver ved med at skabe sig. For det er simpelthen spild af liv at ligge i sengen, det gider jeg sgu ikke.
Jeg glæder mig til imorgen tidlig til "aktuel debat", hvor Anne, en designelev på F11, skal holde foredrag om det at være ung og hørehæmmet - det er hun nemlig. Begge dele altså.
Andreas sidder i sin FCK trøje og er 100% klar - han glæder sig, men har det også ambivalent, fordi han er FCK-fan, men også Chelsea-fan. Krabbe er lidt mere ligeglad - han sætter sig til at se aftenens afsnit af Paradise.
Men nu begynder kampen lige om snart, så jeg vil slutte mit indlæg.
Hav det godt, verden.
Ida
mandag den 21. februar 2011
Pølser, men også tis
Tre inputs, som min lille hjerne har fået idag: video om parkour, gåtur med biskop Jan Lindhardt og tabloid-journalist fra Ekstra Bladet som gæstelærer. Mere nåede det ikke at blive til, fordi min ryg sagde stop først på eftermiddagen. Men en dejlig dag på højskolen har det alligevel været. Jeg bliver så klog og "dannet" :) hvad mon dagen byder på imorgen? Jeg håber, at min ryg har det bedre, så jeg kan være med til det hele.
Ciao
Ciao
Tis.... men også pølser
Første indlæg i min helt egen nye private blog.
Stilen i min blog er fuldstændig fri, og det første indlæg er ingen undtagelse. Rød tråd er ikke et must. Overskriften er forresten fra noget virkelig sjov "Drengene fra Angora"-satire, og jeg kunne ikke lige komme på noget bedre.
Jeg har haft en halvdårlig dag. De rygsmerter, som jeg har haft de sidste par dage, er virkelig taget til i styrke og nu gør det ondt, bare jeg går. Så jeg kunne ikke være med, da resten af journalistikholdet var ude i Rødding by og lave nogle interviews. Holdet er delt op i to redaktioner, og den redaktion, som har lavet det bedste produkt ved midnat i aften, vinder en kasse øl. Virkelig træt af at gå glip af det, men hey - intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for al den kedelige alenetid (en sjældenhed på en højskole!) har gjort, at jeg nu har givet mig i kast med at blogge. Det skulle være så moderne, så hvorfor ikke prøve skidtet af.
Nå ja, jeg er forresten på højskole. Eller egentlig har jeg været det, for jeg var her som elev i efteråret, men er nu kommet tilbage på forårsholdet på initiativ af mine forstandere og hjælper til på kontoret og med diverse andre praktiske ting imod at få kost, logi og et symbolsk lommepengebeløb og undervisning bl.a. journalistik. Fantastisk ordning. Jeg har journalistik som hovedfag, fordi jeg gerne vil ind på journalist-højskolen i Århus. Jeg skal til åbent hus der i næste weekend, hvor der er vejledningsweekend (gamle Rødding-elever viser rundt på diverse uddannelser og tager med en bus tilbage til højskolen, hvor der så bliver holdt det sygeste abegilde). Det glæder jeg mig til - både vejledningen og festen, naturligvis.
Jeg ligger her på mit værelse på højskolen, hvilket jeg har gjort de sidste par timer og haft ondt i ryggen og kedet mig. Har surfet lidt på nettet og set en dokumentar om Gert Wilders (har stadig en dårlig smag i munden, føj)....... (blev lige afbrudt i min skrivning af Anne Lee, en elev på F11, der havde brug for guidance til at lægge billeder fra iPhone til Mac - så det forklarede jeg hende).
Journalistikholdet sidder selvfølgelig og kæmper med deres redaktioner, og resten af eleverne er ovre i gymnastiksalen og spille indendørs fodbold. Det ville jeg virkelig gerne have været med til - fodbold er så fed en sport! (Apropos fodbold er der Chelsea-FCK imorgen, wuhuuuu, og måske skal vi ned i Rødding Bio og se den i 3D - det kunne være SÅ awesome.... shit, jeg har egentlig mange sidespring i min fortælling, men whatever - rød tråd er som sagt ikke et must) Nå, men de andre er som sagt ovre og spille fodbold eller lave journalistik, og jeg ligger her. Kedeligt. Men faktisk alligevel ganske hyggeligt, nu hvor jeg blogger. Blogger.... Underligt at en "blog" har fået sit eget verbum, nu hvor det er blevet så populært - men fedt nok. Modernisme og globalisering, det er noget jeg kan lide.
Nu ved jeg så ikke helt, hvad jeg skal skrive om..... hm hm hm. Nå ja, haha, jeg kigger lidt rundt i værelset og kommer til at se den tallerken, hvor resterne af min aftensmad ligger, som Andreas bar op til mig fra spisesalen, fordi jeg er sygemeldt idag. Da Andreas tidligere skulle klæde om til at komme over og spille fodbold (og som altid var liiiiige sent nok på den), kom han til at træde i tallerkenen, så der væltede hakkebøf og rødkålssalat ud over gulvet. Det var meget skægt - måske dagens højdepunkt for mit vedkommende, hvilket ikke siger så lidt. Andreas er forresten min kæreste, som bor sammen med mig her på højskolen. Han var også elev her i efteråret, hvor vi mødtes og klingede fantastisk, og så gik det slag i slag derfra. Nu er han her også igen og er på designlinjen (som i efteråret) - han vil nemlig gerne være grafisk designer. Han er rigtig dygtig til den slags. Jeg forstår mig ikke på det. Men det er dejligt, at han er her. Der er også en tredje elev fra efterårsholdet her, Simon Krabbe, som bor ved siden af os og ligesom mig arbejder på højskolen. Det er virkelig skønt at have nogle "gamle" kendinge midt i alle de nye mennesker (som egentlig overhovedet ikke er nye mere, men alligevel).
Det er så fedt at være på højskole. Når jeg til juni bliver sluppet fri ud i den virkelige verden igen er jeg bange for, at jeg bliver slemt skuffet. For livet i højskole-osteklokken er ret fantastisk, og jeg har fuldstændig vænnet mig til det efter det 4 måneder lange efterårsophold og 1,5 måned af det i alt 5 måneder lange forårsophold. Jeg kunne ikke have ønsket mig at have brugt mit sabbatår på en bedre måde. Højskoleopholdet har ændret mig til det bedre på så mange måder - og jeg er langt fra færdig endnu (hvad kan det ikke nå at blive til!). Man lærer noget hver dag, hygger sig hver dag og lærer en masse dejlige mennesker rigtig godt at kende. What's not to like?
Jeg skal som sagt være her på højskolen indtil 10. juni. Inden da skulle jeg meget gerne have afleveret en fabelagtig optagelsesprøve hos Journalisthøjskolen, haft en fed adventuretur til Tjekkiet og en lærerig studietur til Israel/Palæstina for journalistisk- og politikeleverne. Især sidstnævnte ser jeg meget frem til. Men når alt det er overstået, og jeg for alvor er færdig med højskolelivet, skal jeg holde en god, lang sommerferie med forhåbentlig en masse arbejde ude i feriecenteret, en Roskilde-festival med højskolefolk, en uges Rødding Revival og til aug/sep (måske - håber!!) en måneds interrail med Cecilie, min søde, kloge, fantastiske veninde hjemme fra Arden. Derefter vil jeg gerne flytte til Århus og finde et fuldtidsarbejde indtil jeg (forhåbentlig) skal starte på journalistuddannelsen. Det er så min plan. Mit mål. Og jeg har ingen plan B, men det må jeg vel tage, som det kommer. Alting skal nok flaske sig.
Rundt i værelset er der minder fra diverse hyggelige stunder. En tegning, som E10-Marie tegnede af Andreas, der spiller guitar, en dag i efteråret hvor vi lå på græsset i solen og hyggede os. Det er virkelig gode minder.. Så har jeg et par fotografier hængende. Et af mor og et af hele familien. Det er dejligt, for så er de stadigvæk hos mig på en måde. Vi har en mujaffa-kæde af sammenmast sølvpapir hængende fra Gangudsmykningskonkurrencen, flammer malet på karton fra Tour de Chambre, og så har jeg nogle fede Monki-postkort hængende fra en god shoppetur engang. Så hænger der også noget grafisk design, som Kasper Ejstrup har lavet. Det er virkelig fedt. Han er Andreas' største idol. Det er dejligt at omgive sig med ting, som betyder noget for én. Også selvom de måske er lidt halvgrimme (læs: flammerne). Jeg glæder mig vildt til at flytte hjemmefra og at skulle indrette min egen lille hybel. Mit helt eget hyggelige lille sted, hvor jeg selv kan bestemme. Idéen tiltaler mig helt ufatteligt, og jeg kan næsten ikke vente. Mit sted skal være verdens hyggeligste fuld af puder, tæpper, bøger og niceness - jeg kommer til at shopamok i diverse genbrugser landet over - i love it!
(er pt. jævnt bitter over, at mit indlæg egentlig var 1/3 længere, men det blev slettet pga dårligt internet på højskolen........ grr) Nu gider jeg ikke skrive det hele igen, men det var noget om rejsen til Kina i efterået, om stoffet silke, om at jeg savner gymnasiet og Mariagervej og menneskene derfra. Men det må flettes ind en anden dag....
Men afslutningsvis kan jeg lige fortælle, at jeg kan fornemme, at min blog bliver en blanding af random tankestrøm og en beskrivelse af hvad jeg oplever her på højskolen. 80 % for min egen skyld, fordi jeg elsker at skrive, og 20 % for at dem derhjemme, der måtte være interesserede, kan følge med i mit daglige liv og gøren her på højskolen. Dét er tanken.
Det var alt for nu - jeg ved ikke hvornår næste indlæg kommer, men muligvis imorgen.
Adios,
Ida
Stilen i min blog er fuldstændig fri, og det første indlæg er ingen undtagelse. Rød tråd er ikke et must. Overskriften er forresten fra noget virkelig sjov "Drengene fra Angora"-satire, og jeg kunne ikke lige komme på noget bedre.
Jeg har haft en halvdårlig dag. De rygsmerter, som jeg har haft de sidste par dage, er virkelig taget til i styrke og nu gør det ondt, bare jeg går. Så jeg kunne ikke være med, da resten af journalistikholdet var ude i Rødding by og lave nogle interviews. Holdet er delt op i to redaktioner, og den redaktion, som har lavet det bedste produkt ved midnat i aften, vinder en kasse øl. Virkelig træt af at gå glip af det, men hey - intet er så galt, at det ikke er godt for noget, for al den kedelige alenetid (en sjældenhed på en højskole!) har gjort, at jeg nu har givet mig i kast med at blogge. Det skulle være så moderne, så hvorfor ikke prøve skidtet af.
Nå ja, jeg er forresten på højskole. Eller egentlig har jeg været det, for jeg var her som elev i efteråret, men er nu kommet tilbage på forårsholdet på initiativ af mine forstandere og hjælper til på kontoret og med diverse andre praktiske ting imod at få kost, logi og et symbolsk lommepengebeløb og undervisning bl.a. journalistik. Fantastisk ordning. Jeg har journalistik som hovedfag, fordi jeg gerne vil ind på journalist-højskolen i Århus. Jeg skal til åbent hus der i næste weekend, hvor der er vejledningsweekend (gamle Rødding-elever viser rundt på diverse uddannelser og tager med en bus tilbage til højskolen, hvor der så bliver holdt det sygeste abegilde). Det glæder jeg mig til - både vejledningen og festen, naturligvis.Jeg ligger her på mit værelse på højskolen, hvilket jeg har gjort de sidste par timer og haft ondt i ryggen og kedet mig. Har surfet lidt på nettet og set en dokumentar om Gert Wilders (har stadig en dårlig smag i munden, føj)....... (blev lige afbrudt i min skrivning af Anne Lee, en elev på F11, der havde brug for guidance til at lægge billeder fra iPhone til Mac - så det forklarede jeg hende).
Journalistikholdet sidder selvfølgelig og kæmper med deres redaktioner, og resten af eleverne er ovre i gymnastiksalen og spille indendørs fodbold. Det ville jeg virkelig gerne have været med til - fodbold er så fed en sport! (Apropos fodbold er der Chelsea-FCK imorgen, wuhuuuu, og måske skal vi ned i Rødding Bio og se den i 3D - det kunne være SÅ awesome.... shit, jeg har egentlig mange sidespring i min fortælling, men whatever - rød tråd er som sagt ikke et must) Nå, men de andre er som sagt ovre og spille fodbold eller lave journalistik, og jeg ligger her. Kedeligt. Men faktisk alligevel ganske hyggeligt, nu hvor jeg blogger. Blogger.... Underligt at en "blog" har fået sit eget verbum, nu hvor det er blevet så populært - men fedt nok. Modernisme og globalisering, det er noget jeg kan lide.
Nu ved jeg så ikke helt, hvad jeg skal skrive om..... hm hm hm. Nå ja, haha, jeg kigger lidt rundt i værelset og kommer til at se den tallerken, hvor resterne af min aftensmad ligger, som Andreas bar op til mig fra spisesalen, fordi jeg er sygemeldt idag. Da Andreas tidligere skulle klæde om til at komme over og spille fodbold (og som altid var liiiiige sent nok på den), kom han til at træde i tallerkenen, så der væltede hakkebøf og rødkålssalat ud over gulvet. Det var meget skægt - måske dagens højdepunkt for mit vedkommende, hvilket ikke siger så lidt. Andreas er forresten min kæreste, som bor sammen med mig her på højskolen. Han var også elev her i efteråret, hvor vi mødtes og klingede fantastisk, og så gik det slag i slag derfra. Nu er han her også igen og er på designlinjen (som i efteråret) - han vil nemlig gerne være grafisk designer. Han er rigtig dygtig til den slags. Jeg forstår mig ikke på det. Men det er dejligt, at han er her. Der er også en tredje elev fra efterårsholdet her, Simon Krabbe, som bor ved siden af os og ligesom mig arbejder på højskolen. Det er virkelig skønt at have nogle "gamle" kendinge midt i alle de nye mennesker (som egentlig overhovedet ikke er nye mere, men alligevel).
Det er så fedt at være på højskole. Når jeg til juni bliver sluppet fri ud i den virkelige verden igen er jeg bange for, at jeg bliver slemt skuffet. For livet i højskole-osteklokken er ret fantastisk, og jeg har fuldstændig vænnet mig til det efter det 4 måneder lange efterårsophold og 1,5 måned af det i alt 5 måneder lange forårsophold. Jeg kunne ikke have ønsket mig at have brugt mit sabbatår på en bedre måde. Højskoleopholdet har ændret mig til det bedre på så mange måder - og jeg er langt fra færdig endnu (hvad kan det ikke nå at blive til!). Man lærer noget hver dag, hygger sig hver dag og lærer en masse dejlige mennesker rigtig godt at kende. What's not to like?
Jeg skal som sagt være her på højskolen indtil 10. juni. Inden da skulle jeg meget gerne have afleveret en fabelagtig optagelsesprøve hos Journalisthøjskolen, haft en fed adventuretur til Tjekkiet og en lærerig studietur til Israel/Palæstina for journalistisk- og politikeleverne. Især sidstnævnte ser jeg meget frem til. Men når alt det er overstået, og jeg for alvor er færdig med højskolelivet, skal jeg holde en god, lang sommerferie med forhåbentlig en masse arbejde ude i feriecenteret, en Roskilde-festival med højskolefolk, en uges Rødding Revival og til aug/sep (måske - håber!!) en måneds interrail med Cecilie, min søde, kloge, fantastiske veninde hjemme fra Arden. Derefter vil jeg gerne flytte til Århus og finde et fuldtidsarbejde indtil jeg (forhåbentlig) skal starte på journalistuddannelsen. Det er så min plan. Mit mål. Og jeg har ingen plan B, men det må jeg vel tage, som det kommer. Alting skal nok flaske sig.
Rundt i værelset er der minder fra diverse hyggelige stunder. En tegning, som E10-Marie tegnede af Andreas, der spiller guitar, en dag i efteråret hvor vi lå på græsset i solen og hyggede os. Det er virkelig gode minder.. Så har jeg et par fotografier hængende. Et af mor og et af hele familien. Det er dejligt, for så er de stadigvæk hos mig på en måde. Vi har en mujaffa-kæde af sammenmast sølvpapir hængende fra Gangudsmykningskonkurrencen, flammer malet på karton fra Tour de Chambre, og så har jeg nogle fede Monki-postkort hængende fra en god shoppetur engang. Så hænger der også noget grafisk design, som Kasper Ejstrup har lavet. Det er virkelig fedt. Han er Andreas' største idol. Det er dejligt at omgive sig med ting, som betyder noget for én. Også selvom de måske er lidt halvgrimme (læs: flammerne). Jeg glæder mig vildt til at flytte hjemmefra og at skulle indrette min egen lille hybel. Mit helt eget hyggelige lille sted, hvor jeg selv kan bestemme. Idéen tiltaler mig helt ufatteligt, og jeg kan næsten ikke vente. Mit sted skal være verdens hyggeligste fuld af puder, tæpper, bøger og niceness - jeg kommer til at shopamok i diverse genbrugser landet over - i love it!
(er pt. jævnt bitter over, at mit indlæg egentlig var 1/3 længere, men det blev slettet pga dårligt internet på højskolen........ grr) Nu gider jeg ikke skrive det hele igen, men det var noget om rejsen til Kina i efterået, om stoffet silke, om at jeg savner gymnasiet og Mariagervej og menneskene derfra. Men det må flettes ind en anden dag....
Men afslutningsvis kan jeg lige fortælle, at jeg kan fornemme, at min blog bliver en blanding af random tankestrøm og en beskrivelse af hvad jeg oplever her på højskolen. 80 % for min egen skyld, fordi jeg elsker at skrive, og 20 % for at dem derhjemme, der måtte være interesserede, kan følge med i mit daglige liv og gøren her på højskolen. Dét er tanken.
Det var alt for nu - jeg ved ikke hvornår næste indlæg kommer, men muligvis imorgen.
Adios,
Ida
Abonner på:
Opslag (Atom)