tirsdag den 29. marts 2011

Pink stegepande

Igår tog Andreas, Krabbe og jeg ud for at finde et brugt køleskab på genbrugspladsen. Køleskabe var der masser af, men en tør regelrytter af en blå mand satte en stopper for vores drømme om kolde øl på vores gang. "Det er ikke noget, vi må udlevere," vrissede han, "det skal destrueres." Hvad er det for en mærkelig regel!
For at opveje det købte jeg en übercool pink Aida stegepande til 50,- i Brugsen. Så er jeg klar til at flytte hjemmefra.

Min dag startede kl. 7 (gaaab), idet Dorthe (utroligt sød og dejlig køkkendame på højskolen) havde sølvbryllup med sin mand. Så traditionen om sølvbryllupsmorgenvækning med æreskrans, trompetist og "Det er så yndigt at følges ad" skulle selvfølgelig holdes i hævd. Det var hyggeligt, og hun blev glad for, at der var så mange fremmødte fra højskolen.

Jeg er ved at skrive en stemningsreportage fra en begravelse. Den må jeg hellere gøre færdig, for der er deadline om 22 minutter.

Dagens tanke: It's true that you don't know what you've got until it's gone - but you don't know what you've been missing until it arrives... Ergo: man kan ikke vide noget som helst.


xx


Ida

mandag den 28. marts 2011

Portræt af Ida Holt

Jeg har negligeret min kære blog en del på det seneste. Simpelthen fordi jeg har rygende travlt. Det 14 dages intensive forberedelseskursus til optagelsesprøven på journalisthøjskolen er skudt igang, og det er som navnet antyder, ret intensivt. Så jeg får skrevet en hel del og lært en masse teori omkring journalistik, og jeg bliver mere og mere sikker på, at det er det, jeg vil. Derfor har jeg nu besluttet at ændre min ansøg, så jeg beder om en standbyplads, hvis jeg nu ikke kommer direkte ind i år. Det er en genvej til at komme direkte ind næste år - mod at man så lader alle sine andre uddannelsesprioriteter falde fra. Men det er et offer, jeg er villig til at bringe - for det er journalistik, jeg vil beskæftige mig med.
I forbindelse med dette kursus fik vi til opgave at interviewe og derefter skrive et portræt af sidemanden med en valgfri vinkel. Jeg skrev om søde Marie Kjempff, og hun skrev om mig. Artiklen følger nedenfor, og indholdet skal lige tages med et gran salt, men jeg er rigtig godt tilfreds med hendes arbejde. Bedøm selv.

Opdragelse på autopilot

Med to veluddannede forældre, der begge har lagt stor vægt på fri børneopdragelse, er Ida Holt vokset op. Selvom hun til tider godt kunne ønske sig mere nærvær fra sine forældre, er hun ikke i tvivl om, at den frie og selvstændige opdragelse, hun har fået, har gjort hende til den, hun er i dag.

af Marie Kjempff

Ida skal op til sin sidste eksamen, før hun kan sætte studenterhuen på hovedet. Hun skal op i oldtidskundskab, der ikke just er et yndlingsfag, og nerver og angstsvedige håndflader er svære at holde i ro. Hendes forældre og søster kører hende til gymnasiet, da tiden er inde. De skal selvfølgelig se hende blive student. Da de når skolen, sætter de Ida af. ”Vi tager lige ud og handler, vi er der, når du kommer tilbage,” råber Idas mor ud af det nedrullede bilvindue. Idas eksamen varer en time, og selvom det kan være lang tid at vente, havde hun alligevel regnet med, at hendes familie ville blive med hende på skolen. Man bliver trods alt kun student én gang i livet. Lidt skuffet må hun nu selv tage alene til sin frygtede eksamen. Selvom hun ved, at de nok skal være tilbage, når hun kommer ud med huen, er det alligevel med en klump i maven, at hun går alene op til det grønne bord.

Idas familie har aldrig haft grund til at bekymre sig om hendes fremtid. For hende har alting gået legende let. Helt fra hendes tidlige skolegang udviste hun stor social og faglig intelligens. Hun elskede at gå i skole og være sammen med kammeraterne. Dette stod i kontrast til hendes to ældre søskende, der begge har været plaget af en svær skolegang. De to ældre søskende fik så den særlige opmærksomhed, som Ida ikke selv behøvede. Hun klarede fint sig selv, mente forældrene.

Frie tøjler

I det nordjyske akademikerhjem, herskede der nemlig en klar overbevisning om, at en fri og laissez faire-præget børneopdragelse var det eneste rigtige. Med en psykologiuddannet mor, der bevidst satte parforhold højere end forholdet til børnene, voksede Ida op. Og selvom Ida studsede over, at de andre børns forældre ofte var med, når der var fodboldkamp, når hendes egne ikke var, bebrejdede hun aldrig sine forældre. ”Jeg var aldrig i tvivl om, at de holdt af mig. De viste det bare ikke på samme måde som de fleste forældre,” udtaler hun.

Når Ida skulle være sammen med vennerne efter skole, foregik det næsten altid hjemme hos de andre. Faktisk har Idas forældre kun mødt meget få af hendes venner. ”I det hele taget føler jeg ikke, at de kender mig specielt godt,” fortæller hun og fortsætter: ”de har en idé om, hvordan jeg er som menneske, men den er i høj grad bygget på iagttagelser ’fra sidelinjen’”.

I 2007 bliver Idas far ramt af stress og depression, hvilket tvinger den dengang kun 43-årige ingeniør til at gå på førtidspension. Dette kommer til at betyde meget for miljøet derhjemme og Idas forhold til sine forældre. Hun bliver meget påvirket af tragedien og ønsker at få det hele lidt på afstand. Blandt andet derfor flytter hun sammen med den daværende kæreste. Forholdet går i stykker, og Ida beslutter sig for at søge endnu længere væk. Hun vil på højskole.

Frihed i fællesskabet

Efter at have sparet op i sommerferien og med økonomisk hjælp fra forældrene begynder Ida i efteråret 2010 på Rødding Højskole. Her oplever hun en ny slags frihed, ikke den velkendte på-egen-hånd-frihed hun er vant til hjemmefra, men derimod en frihed i et fællesskab med sammenhold og regler som bærende element.

”Det var virkelig en oplevelse. Aldrig før har jeg følt mig så fri og sikker på mig selv som her,” siger hun med et smil. Hun kan godt se det ironiske i, at det er her, på en skole med fyrre andre elever hvor regler skal overholdes, at hun føler sig mest fri.

Spørger man Ida, hvordan hendes egne børn skal opdrages, er hun dog ikke i tvivl om, at hun har lært meget af sine forældre. Hun vil opdrage sine egne børn efter samme frie principper, men vil dog holde en vis disciplin. Give barnet medansvar, men til gengæld gøre meget ud af selv at deltage aktivt i barnets liv.

”Jeg kommer i hvert fald til deres fodboldkampe og afsluttende eksamener” slutter hun af med et grin.

torsdag den 24. marts 2011

Nice and sunny times

Så har foråret for alvor ramt lille Rødding. Vi nyder det i fulde drag: i fritiden spiller vi rundbold eller fodbold udendørs eller ligger på tæpper og slikker sol og hører musik. Det er virkelig skønt - forår er den bedste tid på året. Det er umuligt at være i dårligt humør, når forårssolen skinner. Strålerne er nærmest healende.

I forgårs havde vi en pressefotograf som gæstelærer. Det var lærerigt, og vi fik taget en masse fede forårsbilleder, som bliver sat sammen til et diasshow, der skal vises til torsdagscaféen i aften.
Igår var vi på heldagstur rundt i Midtjylland: til Jelling, til Gudenåen og Skjern Ås udspring, til Tørskind Grusgrav med kunst og til Bindebølle Købmandsbutik. Det var sørme en hyggelig tur. Dejligt vejr, fint program og fortræffeligt selskab. Jeg bliver mere og mere glad for F11 for hver dag. 10. juni bliver en forfærdelig, forfærdelig dag.

Idag har vi startet et nyt fag op, som hedder LandArt. Det går ud på at lave skør og stor kunst udenfor. Idag hængte vi 200 cd-skiverer op i et træ, og i aften skal vi tænde musik ved træet og sætte spotlys på cd'erne, så de lyser op. Tror det bliver et smukt syn. Det er et genialt fag. Der er ingen mening i det, vi laver, det er bare fedt og skørt.
Men inden det skal der synges i kor og hygges til torsdagscafé! Det bliver en dejlig aften...

Forresten har vi lige haft besøg af en kendt israelsk journalist, som vi diskuterede Israel/Palæstina-konflikten med. Han var godt nok snæversynet og generaliserende. Han prøvede at overbevise os om, at palæstinenserne kun ville dræbe og terrorisere og ikke have fred. Ren propaganda.
Men det var alligevel et utroligt givende foredrag, for den måde, han fremstillede palæstinenserne på, beskrev i virkeligheden konfliktens omdrejningspunkt.

Så ufrivilligt mellem linjerne gav han os et godt og realistisk billede af, hvad problemet dernede egentlig består i.


xx

Ida

mandag den 21. marts 2011

Religion er opium for folket

Rødding Højskole har i sandhed en inspirerende forstander. To faktisk. Men i aften er det i hvert fald blevet bekræftet, at den mandlige halvdel af parret er det. Vi var til fortælleaften i forstanderboligen, hvor Mads (forstander) fortalte om skabelsesberetningen fra den nordiske mytologi. Derefter forklarede han os Grundtvigs fortolkning af myten. Det var en rigtig spændende aften, som også fik lidt livsfilosofiske undertoner - måske især i kraft af Mads' filosofi-uddannelse. Han er godt nok klog, den mand. Klog, inspirerende og rar. Tre kvaliteter, der supplerer hinanden rigtig godt.
At få genopfrisket den nordiske mytologi satte en masse tanker igang omkring religion. Jeg tilslutter mig 100 % den opfattelse, at religion er menneskets narresut (eller opium for folket, om man vil). At livet per definition er meningsløst er for stor en mundfuld for mennesket at sluge, derfor vælger man at tro på de løsninger, der er blevet os fremlagt. I mangel af bedre.
Hvis der så bare kun var én religion i verden.... Så ville verden bare være delt op i de troende, som mente at kende sandheden, og de ikke-troende, som enten accepterede, at sandheden ligger udenfor menneskets fatteevne, eller ganske enkelt ikke godtog de forskellige religioners forklaring på livet, døden og skabelsen. Hvis der kun var én løsning blevet fremlagt for menneskeheden, så kunne man tro eller ej, men ingen ville have et alternativ. Det ville forebygge mange konflikter - for faktum er jo, at forskellen på de forskellige religioner er minimal. Ja, der er til en vis grad anderledes værdiprioritering i nogle religioner end andre, og guderne hedder noget andet. Men altså - come on. Alle religioner har samme effekt: en narresut for dem, der ikke kan leve lykkeligt i livets indbyggede meningsløshed.
Jeg har ingen religion. Jeg er agnostiker; jeg ved ikke, om der findes mere mellem himmel og jord, og jeg finder med al sandsynlighed aldrig ud af det. Jeg udelukker det bestemt ikke - men menneskets viden er i høj grad indskrænket til det jordiske. Sådan er det bare. Jeg forholder mig til det, jeg ved.
Det er svært at diskutere religion, og det er nærmest umuligt at have en kvalificeret holdning til det - for religion er noget af det mest subjektive. Alle holdninger er okay, og ingen argumenter er rigtig legitime netop på grund af religions subjektivitet. Alle argumenter kan skydes ned, for alle har sin egen fortolkning af Bibelen eller Koranen eller Torahen, og alle har deres helt egen idé om, hvad/hvem Gud er, og hvad han vil have, at mennesket skal gøre. Alle er i vildrede, og ikke engang troende, der tilhører samme religion, kan blive enige. Where does that leave mankind?
Jeg håber ærligt talt, at vi finder noget andet at gå op i - men historien viser jo heldigvis også, at det er den vej, det går. Lige siden oplysningstiden har mennesket stolet mere på fornuften (naturvidenskaben) end religionen. Positiv udvikling må man sige.... I takt med at verdensamfundet bliver mere og mere lige (forhåbentlig - over de næste MANGE år), vil religion mere og mere blive noget, der var et hit engang, men nu er ved at uddø. For de mest religiøse mennesker (de farlige ekstremister) kommer oftest fra meget fattige kår. Fattige på den ene eller anden måde.
Min tese er, at jo mere lige verdenssamfundet bliver, jo bedre får menneskeheden det på jorden. Med sig selv og med hinanden. I vesten har vi materielt alt, hvad hjertet begærer - og meget meget mere til. Men er vi rigtig lykkelige - er vores liv fuldendt? Næ, ikke rigtig, vel? Der mangler noget. Vi er nemlig klar over, at nogen af vores medmennesker lider eller sulter. Det være sig tiggere på gaden eller børnene i Afrika. Det ligger i vores baghoved, og den dårlige samvittighed ligger og nager og afholder os fra at være hundrede procent lykkelige. Når først vi giver slip på vores falske behov for alt for mange materielle goder og deler ud til dem, der virkelig har brug for dem, får vi god nok karma som menneskehed til at kunne besidde en fuldendt tilfredshed og droppe vores stræben efter mere, mere, mere.
Det er ikke muligt for den vestlige verden at fortrænge, at vores velstand kun fungerer på bekostning af andres lidelser. Derfor kan vi aldrig blive rigtig lykkelige, før velstanden er ligeligt fordelt. Jeg tror på, at solidaritet og medfølelse ligger dybt i mennesket - selv det moderne, egoistiske af slagsen.
Ja - jeg tror på karma, og ja - jeg er socialist (og det går mere og mere op for mig, hvor indoktrineret jeg er blevet af mine forældre - men heldigvis til den rigtige side!)

Alle politiske ideologier er perfekte til hver deres formål. Kapitalismen skaber økonomisk vækst og dynamik. Socialismen lighed. Liberalismen i den pureste form hylder frihed i alle henseender: markedskræfterne såvel som det enkelte individs frie valg.
Et valg af, hvilken ideologi eller isme, man sværger til, er en værdiprioritering og mere end alt en definition af, hvad udfaldet af en god politik er. Det er nemlig dér, de forskellige ideologier adskiller sig fra hinanden. For mig er udfaldet af en god politik ikke (nødvendigvis) mere rigdom i samfundet, men mere lykke. Lykke skal ikke skabes hos det enkelte menneske, men hos menneskeheden i fællesskab.

Jeg har ikke tid til at læse igennem og rette, så der er sikkert en del fejl, men håber I kan forstå.. Vil meget gerne have kommentarer - både fra enige, men især uenige.

xx

Ida

PS. Imorgen tidlig kl. 6 starter Andreas og mit seneste projekt "tirsdags-date", hvor vi står rigtig tidligt op og går den samme tur hver tirsdag og tager billeder af samme sted, så man rigtig kan følge forårets fremskriden... Så får jeg også udfordret mit lidt for gode sovehjerte - det har jeg godt af!

En svævetur mellem liv og død

En svævetur mellem liv og død

En uforudsigelig og tragisk hændelse resulterede i en nærdødsoplevelse, der ændrede Annelises verden fra den ene dag til den anden.
Hun svæver let i en sfære mellem liv og død. Døden står med åbne arme og byder hende hjerteligt velkommen, mens livet river sine skarpe kløer om hende og tvinger hende tilbage til stemmen i det nussede, lille badeværelse. Hun kan mærke, hvordan dødens stærke lys og stikkende varme tiltrækker hende. Hun vil ikke slippe den euforiske følelse, der siver gennem hende. Hun vil ikke tilbage til det mørke badeværelse, hvor en stemme tæller taktfast fra én til tredive.
Hendes brystkasse brokker sig over de gentagne tryk mellem ribbenene, mens hendes lunger nægter at modtage den ilt, som bølger sig gennem hendes luftrør. Livet forsøger at få hende tilbage, men hun vil ikke med og stritter derfor kraftigt imod. Pludselig bliver de regelmæssige tryk på brystkassen hårdere og stemmen højere. I ét splitsekund suges hun kraftfuldt op til livets overflade. Her får hun øjenkontakt med en velkendt mand, der ser træt ned på hende. Hun forstår ikke, hvad der er sket, og hun ønsker heller ikke at forstå det. Det eneste, hun vil, er at vende tilbage til varmen, lyset og euforien.

En kvinde med mange jern i ilden
Denne kamp mellem liv og død oplevede Annelise Zander på egen krop en dag i sommeren 2006. Hun var på daværende tidspunkt forstander på Kost & Tekstilskolen i Rødding. Hun og resten af skolens personale var nogle dage forinden taget på udflugt til Rømø for at ”afprøve” øen og dens seværdigheder, inden skolens elever skulle med på tur dertil. Annelise havde været forstander på skolen i syv år, og derudover var hun en kendt kvinde i foreningslivet i Rødding og en aktiv hjælpende hånd i sin datters tøjbutik, hvor hun blandt andet fungerede som butikkens tilknyttede skrædder. Annelise var en glad kvinde fuld af energi og gåpåmod og med mange jern i ilden.
Denne dag skulle Annelise og resten af personalet ride på heste på et lille stutteri på øen. Hun havde aldrig redet før, og hendes mand havde advaret hende imod det. Men på dette tidspunkt var Annelise stadig en kvinde, der elskede nye udfordringer og skulle selvfølgelig afprøve det. Hun valgte bevidst en lille pony og bar naturligvis ridehjelm. ”Så er sikkerheden i top,” tænkte Annelise.

Et uforudsigeligt uheld
Annelise og kollegaerne havde redet i noget tid i sommersolen, da Annelises hest pludselig træder forkert ned i et hul. Dette resulterer i et kraftigt pludseligt ryk, og Annelise glider ud af sadlen. Uheldigvis ligger der en stor sten lige der, hvor Annelise lander, og hendes ridehjelm flækker. Hun slår sit hoved og får kraniebrud. Samtidig træder hesten på hendes venstre ben, som vrider om og får slemme skader. Kollegaerne hopper straks af deres heste og løber hen til Annelise, som de får transporteret til skadestuen. Her konstaterer lægerne, at hun har fået kraniebrud, piskesmæld, hjernerystelse samt et vrid i benet og forskellige småskader. Hun får gips på benet og bliver derefter sendt direkte hjem til Rødding i troen om, at hun bare skal tage den med ro i noget tid, og så bliver hun rask igen.

Et glimt af døden
Et par timer efter Annelises hjemkost besvimer hun ude på toilettet som følge af sprungne blodkar i benet efter vriddet. Ifølge Annelise flyder fire liter blod rundt på må og få udenfor årerne i hendes venstre ben, der ligger komprimeret i gips. Det næste, hun oplever, er, at hendes mand yder førstehjælp på hende og forsøger at få hende genoplivet. Imens svæver Annelises bevidsthed mellem liv og død. Havde det ikke været for hendes mands indgående kendskab til førstehjælp og genoplivning, havde Annelise sandsynligvis ikke været i live i dag.
Men da Annelise vågner på badeværelsesgulvet efter nærdødsoplevelsen, er hun på mærkværdig vis ikke taknemmelig for at være blevet hjulpet tilbage til livet: ”Jeg var skuffet, vred og gal. Det lyder grotesk, men jeg ville hellere dø end at leve,” fortæller Annelise. Følelsen af at dø eller være tæt på var for Annelise så fantastisk, at den syntes langt bedre end livet selv.

Nyt syn på livet
Det er nu fem år siden hendes nærdødsoplevelse på badeværelset hjemme i Rødding. Nærdødsoplevelsen har vendt fuldstændig op og ned på hendes hverdag og hendes syn på livet: ”Jeg tager livet én dag ad gangen. Jeg ved ikke, om jeg lever i aften eller i morgen”.
Kort tid efter oplevelsen måtte Annelise opgive arbejdet og gå på førtidspension som følge af konstant hovedpine, smerter i benet og hyppige piskesmæld. Det har taget hårdt på hende at skifte den travle hverdag som forstander på tekstilskolen ud med det stille liv som førtidspensionist. For at holde sig selv i gang og have noget at stå op til hjælper hun ofte sin datter med butikken og børnebørnene. “Det er rart at kunne hjælpe sine nærmeste, og jeg nyder at bruge tid på mine to børnebørn,” siger Annelise.

Nyvunden livsglæde
Og netop de to børnebørn bruger Annelise meget tid på. De er godt klar over, hvad der er sket med Annelise, og de passer derfor ekstra godt på deres mormor. Især hendes ældste barnebarn er særlig opmærksomt på Annelises ve og vel.
En lunefuld sommerdag, hvor Annelise havde det ældste barnebarn på besøg, beslutter Annelise sig for at cykle ned til Brugsen og købe is. Da barnebarnet ser, at Annelise ikke tager cykelhjelm på, løber barnebarnet febrilsk ud til Annelise med sin lille blomstrede cykelhjelm og hiver hende i ærmet med beskeden: ”Mormor, jeg vil altså ikke have en død mormor oppe på kirkegården, bare fordi du ikke har cykelhjelm på.” Annelise kigger ned på sit barnebarn og bliver varm om hjertet og glædes over, at livet alligevel ikke blev frarøvet hende.

Glæder sig til døden
Mange mennesker frygter døden, men Annelise er ikke en af dem. Efter sit møde med døden glæder hun sig faktisk: ”Hvis det at dø er ligesom min nærdødsoplevelse, er jeg ikke bange for det – tværtimod.”
Således har Annelises nærdødsoplevelse både ændret hendes syn på livet og døden. Hun frygter ikke døden længere, men ser den derimod som en gave efter livet - noget at se frem til.

xx

lørdag den 19. marts 2011

Morgenstund har guld i mund

Det har denne her morgenstund i hvert fald. Det er lørdag, jeg er lige vågnet, og der er først brunch om en time. At det er ved at blive forår kan jeg altid tydeligt mærke på min søvnrytme. Om vinteren er det hver morgen en kamp at trække sig op fra dynen, men om foråret og sommeren hopper man lige ud. Ud til en dejlig ny lys dag.
Der var fest igår. En rigtig god fest - hyggelig og med en masse indslag. Design-holdet fremviste deres projekter, og så var der forskellige musikalske indslag. Andreas, jeg og Gutten (E10-elev, der er på besøg i weekenden) fremførte en akustisk version af "The Balcony" med The Rumor Said Fire med guitar, tamburin og sang. Det gik okay - det var i hvert fald vildt sjovt!
Samme aften havde vores kursister festmiddag, og havde de bedt forstanderen om at høre noget mere om det at gå på højskole som ung. Så midt i festen hentede Mads (forstander) Andreas og mig, og vi fortalte i 10 minutter de 70 kursister om, hvordan det er at gå på højskole. Vildt grænseoverskridende at tale for så stor en forsamling - men fedt! Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg gør den slags. Senere på aftenen havde en kursist fået lidt for meget rødvin og joinede os elevers fest og gjorde sig rimelig meget til grin, men det er så en anden historie.....
(Afbræk i historien, fordi Anne Lee og Kit (F11-elever) lige kom ind på værelset for at fortælle gossip fra gårsdagens fest)
I eftermiddag kommer der nye elever til skolen. Fem styk - fire drenge og en pige. Pigen kender vi allerede, da hun deltog i Israel/Palæstina-konferencen. Men det bliver rigtig spændende, hvad de er for nogle, og hvad vil bidrage med til fællesskabet.
Det er en dejlig morgen med solskin, og det bliver en dejlig dag!
Jeg er glad og nu vil jeg til brunch :)

xx
Ida

torsdag den 17. marts 2011

YES!

Idag er en rigtig god dag. Idag har jeg sikret mig mit 2. job til når jeg kommer hjem fra højskole: receptionist i Danmarks Saltcenter. Det skal nok blive rigtig godt – jeg har oplæringsweekend i påsken, hvor jeg alligevel skal hjem i nogle dage. Det er lige et job for mig, og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang. Så det er perfekt. Og igår lovede Rudolph (min gamle chef fra Feriecenteret) mig en masse timer til sommer ude i en ny café/sandwichbar, som han skal åbne i Øster Hurup til sommer.

Så jeg får en dejlig travl arbejdssommer – heldigvis krydret med Roskilde Festival og Rødding Revival. Men mit budget trænger også til, at jeg arbejder en masse – til gæld til de gamle, til interrail (glæder mig helt vildt) og til at flytte hjemmefra. Det er en dejlig følelse at have på plads, hvad jeg skal lave, når jeg kommer hjem fra højskole. Så kan jeg også nemmere nyde resten af opholdet fuldt ud.

YES! får man helt lyst til at råbe.

Idag er mit største problem, om skaltage til kor kl. 20 (det vil jeg VILDT gerne), eller om jeg skal se Debatten kl. 20: Enhedslisten mod Dansk Folkeparti om indvandrerpolitik (det vil jeg også VILDT gerne). Nogle gange ville det være rart at kunne være to steder på én gang. Meeeen heldigivs er det jo i den grad et luksusproblen. Idag er alt bare dejligt. Folk er så søde, jeg har fået arbejde derhjemme, jeg bor på det bedst tænkelige sted overhovedet, foråret er på vej.

Alt er godt!

xx

Ida